|
Ny MMK-dokumentar: "Diagnostisk & Statistisk Manual - Psykiatriens mest dødbringende svindelnummer" Et fuldendt pseudovidenskabeligt svindelnummer... Den er 943 sider lang og opstiller 374 psykiske "forstyrrelser". Ved at bruge den kan psykiaterne påtvinge psykiatrisk medicinering, tage dine børn og endda tage dine personlige friheder fra dig. Det er Diagnostisk og statistisk manual over psykiske sygdomme, en bog skabt af psykiatrien, som også er skabelonen for ICD-10, der bruges over hele verden inklusive Danmark. Det er motoren, som driver en psykiatrisk industri, der hvert år omsætter for 330 mia. dollars. Men er der noget bevis bag DSM? Eller er det ikke andet end et fuldendt pseudovidenskabeligt svindelnummer? Fra skaberne af de prisbelønnede dokumentarfilm Dødelig profit, Markedsføring af Sindssyge og Dødforkert kommer den chokerende sandhed bag psykiatriens mest dødbringende svindelnummer. Nyhedsbrev nr. 2012-11 Hvorfor Fontex er en bedre lykkepille end Seroxat og ZoloftDet er af mange grunde en svær opgave at rangordne lykkepiller efter hvor "gode" eller "dårlige", de er. Man kunne fx rangordne dem efter, hvor ofte de "virker", hvor "driftsikre" de er, hvor slemme deres bivirkninger er eller noget helt andet. Men det er sikkert umuligt at opnå bredere enighed omkring objektive kriterier for en sådan rangordning, da psykiatriske diagnoser jo er meget subjektive. Nu vil vi alligevel vælge et kriterium for en sådan rangordning, nemlig antallet af vildskud i de kliniske afprøvninger af lægemidlerne. Det er sådan, at for at få et nyt lægemiddel godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, kræves det, at 2 kliniske undersøgelser viser, at lægemidlet er bedre end placebo. Kriteriet er ikke 2 gode undersøgelser og ingen dårlige, men blot 2 gode. Det vil sige, at hvis en klinisk undersøgelse ikke viser det, medicinalfirmaet ønsker at se, så laver man blot flere kliniske afprøvninger og satser på, at 2 af dem vil vise, at lægemidlet har større værdi end placebo for patienterne. Hver undersøgelse beløber sig ganske vist til omkring 10 mill. $, men kommer lægemidlet igennem nåleøjet, er det småpenge i det store billede af en milliard-omsætning. Hvis man rangordner Fontex, Seroxat og Zoloft efter, hvor mange vildskud (kliniske undersøgelser med negativt resultat) der var, før man nåede op på 2 positive undersøgelser, så må man sige, at Fontex er en bedre lykkepille end de to andre. For Fontex var der nemlig kun 3 vildskud, dvs. af 5 kliniske undersøgelser kunne 2 af dem bruges til at få lægemidlet godkendt. Både Seroxat og Zoloft havde flere vildskud.* Selv om resultaterne af alle kliniske undersøgelser skal indsendes til FDA, kan adgang til dataene kun opnås gennem aktindsigt i henhold til den amerikanske Freedom of Information Act. Medicinalfirmaerne offentliggør gerne resultaterne af deres gode undersøgelser, men holder resultaterne af de dårlige tilbage – typisk under påskud af, at de er fejlbehæftede. Men selv psykiatere, som har studeret de "fejlbehæftede" undersøgelser, konkluderer imidlertid, at den eneste "fejl" i undersøgelserne er, at de afslører antidepressiver som værdiløse til behandling af mild eller moderat depression. For eksempel har psykiateren Arif Khan studeret 96 kliniske undersøgelser af antidepressiver udført mellem 1979 og 1996 og fastslået, at over halvdelen af dem viste, at lægemidlet ikke var bedre end placebo. Som borger og i patienternes interesse må man insistere på, at resultaterne af alle kliniske undersøgelser af et nyt lægemiddel gøres offentligt tilgængelige og indgår i processen for lægemidlers godkendelse af sundhedsmyndighederne. Dermed vil der blive sat en stopper for, at medicinalindustrien kan manipulere ved at skrotte de resultater, der underminerer deres lægemidlers værdi. Selvfølgelig skal lægemidler, som ikke klart er bedre end placebo slet ikke have lov at komme på markedet, især ikke hvis de som antidepressiver har meget alvorlige bivirkninger. * http://www.judgerc.org/SideEffectsArticles/AgainstDepressionA.pdf Nyhedsbrev nr. 2012-10 Bivirkningsfri psykiatrisk medicin - nu er den her!Psykiatere og medicinalindustrien hævder, at lykkepiller "virker". Det er faktisk både rigtigt og forkert, men hvad er det, der gør, at de "virker", når de virker? Det har en ledende psykolog, Irving Kirsch, ved et af verdens mest anerkendte medicinske fakulteter, Harvard Medical School, forsket sig frem til. Hans resultater gør, at der i dag findes meget billig 100 % bivirkningsfri medicin mod psykiatriske sygdomme, hvis virkning er fuldt på højde med de kendte antidepressiver. Hvad mild til moderat depression angår, skyldes virkningen af antidepressiver ikke de kemiske stoffer, som findes i medicinen, fordi virkningen stort set er den samme, uanset hvilken pille man giver patienterne. Piller kun indeholdende sukker virker med andre ord lige så godt som antidepressiver til mildt eller moderat deprimerede patienter. Men så er der lige den betydelige sidegevinst, at sukkerpiller ikke er behæftet med de frygtelige bivirkninger, som kendetegner lykkepiller. Medicinalindustrien bag den lukrative forretning med psykofarmaka afviser Kirsch' resultater og bliver ved med at lovprise deres piller og henviser til kliniske undersøgelser, som "beviser" pillernes virkning. Kirsch kender de resultater medicinalindustrien henviser til - de er nemlig offentligt tilgængelige, men han har også fået aktindsigt (via Freedom of Information Act) i de mange resultater medicinalindustrien ikke har offentliggjort, og som viser hvor virkningsløse antidepressiver i virkeligheden er. Man tror det er løgn, men medicinalindustrien slipper faktisk helt lovligt af sted med at se bort fra resultater af kliniske afprøvninger af ny medicin, som er ufordelagtige for medicinen. Kirsch forklarer videre om baggrunden for lægemidlers placebo-effekt - det at sukkerpiller eller andre virkningsløse piller (inkl. lykkepiller), kan få patienter til at opleve en forbedring i deres tilstand: Placebo-effekten forstærkes, når der virkelig drages omsorg for patienten og vedkommende har tillid til, at han eller hun bliver hjulpet. Sundhedsmyndighederne i Storbritannien er i et undersøgelsesarbejde under ledelse af psykiateren Tim Kendall nået frem til den samme konklusion som Irving Kirsch og har taget den fulde konsekvens af, at virkningen af antidepressiver ikke er bedre end placebo-effekten. Det er i Storbritannien simpelthen blevet forbudt at ordinere antidepressiver til mildt eller moderat deprimerede patienter, som i stedet skal tilbydes samtaleterapi og sundhedsvejledning. Sammenfattende viser Kirsch' forskning, at lykkepiller faktisk virker på grund af placebo-effekten og ikke på grund af det kemiske stof i lykkepillerne, som trænger ind i hjernen. Det stof er til gengæld ansvarlig for bivirkningerne. Nu må vi opfordre til, at den samme konsekvens som i Storbritannien også drages i Danmark, så der kan blive sat en stopper for danske lægers særdeles rundhåndede udskrivning af lykkepiller mod forbigående nedtrykthed eller andre småting, som ofte skyldes uopdagede fysiske og ikke psykiske problemer. Nyhedsbrev nr. 2012-9 Lykkepiller delvist bandlyst af de britiske sundhedsmyndighederNår den amerikanske myndighed for godkendelse af lægemidler, FDA, får forelagt en ansøgning om et nyt lægemiddel, kræver den at se resultaterne af alle de gennemførte kliniske undersøgelser. Det er naturligvis fornuftigt, men FDA kræver blot, at lægemidlet er bedre end placebo i 2 kliniske undersøgelser og der ses bort fra, at der måske er 10 andre kliniske undersøgelser, hvor lægemidlet ikke var bedre end placebo. I de undersøgelser formoder FDA, at der er sket fejl i den måde undersøgelserne blev udført på. Det virker for de fleste mennesker uforståeligt, men FDA hævder, at det er statistisk usandsynligt, at 2 uafhængige kliniske undersøgelser viser en positiv virkning ud over placebo-effekten, hvis det reelt ikke var tilfældet. Det er matematisk og kun matematisk set nok korrekt, men denne logik tager ikke hensyn til, at der er et stort subjektivt element i vurderingen af om en patient har fået det psykisk bedre af at have spist en pille. Det tager matematikken ikke hensyn til, så der ligger nok forklaringen på, hvorfor andre kliniske undersøgelser ikke kan vise en positiv virkning. Nuvel, praksis er, at medicinalfirmaerne kun offentliggør resultaterne af de for lægemidlet positive kliniske undersøgelser og er stille omkring de kliniske undersøgelser, hvor lægemidlet viste sig at være virkningsløst. Men fordi resultaterne af alle de kliniske undersøgelser skal indsendes til FDA, er det i henhold til den amerikanske "Freedom of Information Act" muligt at få aktindsigt i hele materialet vedrørende et nyt lægemiddel. Det benyttede sundhedsmyndighederne i Storbritannien sig af og nedsatte en kommission under ledelse af psykiateren, Professor Tim Kendall, Direktør for National Collaborating Centre for Mental Health, til at se på resultaterne af alle kliniske undersøgelser af antidepressiver - både de publicerede og de ikke-publicerede. Kommissionens to vigtigste konklusioner er:
Tim Kendall udtrykker, at kommissionen blev meget overrasket over resultaterne af de undersøgelser, som medicinalfirmaerne ikke have offentliggjort. Ligeledes har han en interessant kommentar til FDA's formodning om, at de ikke-offentliggjorte og for lægemidlerne negative kliniske undersøgelser er behæftet med metodefejl: "Jeg tvivler på, at medicinalfirmaerne ikke sikrer sig mod metodiske fejl i kliniske undersøgelser, der hver koster omkring 10 mill. $. Det der kendetegner de ikke-offentliggjorte undersøgelser er, at de er negative. Jeg tror ikke på, at der er noget galt med deres metode; det handler om, at resultaterne ikke fremmer medicinalfirmaets interesser". Som resultat af kommissionens arbejde besluttede sundhedsmyndighederne i Storbritannien radikalt at ændre ordinering af antidepressiver. De må ikke længere gives til mildt eller moderat deprimerede patienter, som i stedet skal tilbydes samtaleterapi. Den britiske regering har afsat over 2,5 mia. kr. til træning af folk til at forestå denne samtaleterapi. De kun lettere deprimerede får derudover ordineret motion, som del af deres behandling. Storbritannien bør tjene til inspiration for den danske regering, så kurven med større og større ordinering af nytteløse og stærk bivirkningsbehæftede antidepressiver endelig kan knækkes. Ligeledes bør der insisteres på, at nye lægemidler ikke kan godkendes, hvis blot nogle kliniske undersøgelser er positive, når flere andre viser, at medicinen i bedste fald er virkningsløs. Hvis ikke alle undersøgelserne klart kan forklares til fordel for lægemidlet, så er der noget galt, og lægemidlet bør derfor ikke godkendes. Læs flere nyhedsbreve her i vores arkivModtag MMK's nyhedsbrev direkte i din mailbox her.RAPPORTERING AF BIVIRKNINGER KAN NU GØRES PÅ 10 MIN ? AF ENHVER, LÆGE ELLER EJ
Medicinbrugere, pårørende og læger kan rapportere bivirkninger af psykofarmaka og anden medicin på lægemiddelstyrelsens hjemmeside: www.lægemiddelstyrelsen.dk
ved at gå ind på sektionen "Meld en bivirkning ved medicin". Dette kan gøres på 10 min. og dermed er der åbnet en vej for, at borgere selv kan få indflydelse på at få skadelige medikamenter væk fra salgshylderne. 600 FAMILIER HAR STÆVNET MEDICINALFIRMAET GLAXOSMITHKLINE I USA.Hvorfor? Der er fx dobbelt så stor risiko for, at kvinder på antidepressiver føder børn med hjertefejl. Denne risiko mangedobledes, hvis mødrene fik mere end ét antidepressivt middel. Dette bekræftes af en undersøgelse i British Medical Journal. Der kommer også rapporter fra hele verden, om at antidepressiver endog fremkalder kraftigt øget risiko for spontan abort. Tilmed kommer en rapport, som viser at antidepressive midler fremkalder for tidlig fødsel. Forskere fra Københavns Universitet har lavet en stor undersøgelse af fremkomsten af bivirkninger blandt børn fra nul til 17 år i forbindelse med, at de selv eller deres mødre er blevet behandlet med antidepressive og antipsykotiske midler og andre former for såkaldt psykofarmaka. Undersøgelsen viste, at mange småbørn kommer for tidligt til verden, fødes med lav vægt, misdannelser, medicinsk afhængighed eller de mister i værste fald livet, fordi deres mødre er blevet givet antidepressiver under graviditeten. I en retssag mod firmaet GlaxoSmithKline vidnede den kendte neurofarmakolog dr. David Haley. Denne fortalte, at medikamenterne Paxil/Seroxat ejedes i begyndelsen af det danske lægemiddelfirma Ferrosan. De havde udført dyre- eksperimenter med medikamenterne i begyndelsen af 80`erne. Alle dyr, som ikke fik Paxil/Seroxat, fødte levende unger. Af dem, som fik Paxil/Seroxat, døde 47 unger ud af 415. GlaxoSmithKline har tidligere udbetalt over en milliard dollars i skadeserstatninger til andre Paxil/Seroxat-relaterede sager. De er gået med til et forlig i 100 sager med misfødte børn. GlaxoSmithKline sælger Paxil/Seroxat for tæt på 3 milliarder dollars pr. år. GlaxoSmithKline har nu meddelt, at det vil stoppe forskning i nye antidepressiver og fokusere på sygdomme, til hvilke det kan udvikle mere værdifuld medicin. Det er en større kursændring, da firmaet har udviklet nogle af de bedst sælgende antidepressiver over de sidste 20 år.
Ref: http://www.consumeraffairs.com/news04/2010/06/paxil_settlement.html Se vores nyeste video:
|
| Af Torsten Hjelmar Koordinator for Medborgernes Menneskerettighedskommission |
Hvordan kan en udstilling om psykiatri gå hen og blive landets mest omtalte udstilling?
Hvorfor blev udstillingen "Psykiatri: Hjælp eller død?" i Århus besøgt af mere end 670 personer - på blot en dag - efter at regionens psykiatrichef og en forhenværende formand for Dansk Psykiatrisk Selskab advarede mod den?
Ingen tvivl om, at den er kontroversiel, den er barsk og den stiller spørgsmål, mange aldrig har hørt svarene på - men er det alt?
Hvad er det egentlig den udstilling viser?
Det er faktisk ikke kun Medborgernes Menneskerettighedskommissions (MMK) eller "scientologernes" meninger, sådan som nogle psykiatere prøver at få det til at se ud. De 14 dokumentarprogrammer med interviews af mere end 160 eksperter inden for lægevidenskab, psykiatri, psykologi, jura, historie, videnskab, undervisning, såvel som patienter mv., der er en del af udstillingen, formidler en betydelig mænge fakta og information. Det inkludere såvel synspunkter og information, som psykiatere normalt ikke fremlægger.
Tusinder af danskere, der har besøgt udstillingen i de sidste to uger ved det. I skærende modsætning til dem er det påfaldende, at de psykiatere og talsmænd for patientorganisationer mv., medierne har henvendt sig til for kommentarer om udstillingen, ikke har set den, læst udstillingens materiale og sat sig ind i dens kildemateriale.
Den forbudte diskussion
Det er bemærkelsesværdigt, at de fleste om nogen af de journalister, der har skrevet om udstillingen eller hvilke overordnede spørgsmål der rejses af MMK, faktisk ikke har set den.
Af en eller anden årsag er ingen af psykiatriens folk blevet citeret for kommentarer i medierne, der er relevante i forhold til de spørgsmål MMK rejser.
Man må spørge sig selv, hvad det er for en diskussion psykiatrien ikke ønsker.
Er det spørgsmålet om hvad vi i det hele taget vil med psykiatrien, for der er mere til psykiatri end blot "behandling" af sindslidende. Psykiatrien er også statsmagtens vigtigste arm til kontrol af de såkaldt utilpassede, afvigerne og de kriminelt sindssyge. Dertil har de fået særlige magtmider stillet til rådighed gennem en særlov.
Måske synes psykiatere, at det er uetisk at stille spørgsmål om den stigende magtanvendelse, der finder sted på psykiatriske sygehuse, eller om den meget ensidige brug af psykofarmaka i behandlingen. Eller skal der ikke stilles spørgsmål ved de udeblevne helbredelsesresultater på trods af de store bevillinger, for slet ikke at tale om de tusinder, der lider under varige skader ved bivirkninger fra elektrochok og psykofarmaka eller ligefrem dør under behandlingen? Hvorfor gives der ingen resultatorienteret behandlingsgaranti?
Autoriteterne taler
Professor, overlæge, dr. med. Raben Rosenberg, forhenværende formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, biologisk psykiater og ansvarlig for hjernebanken i Århus, var den første til at udtale sig til Jyllands-Posten. Han sagde, at "Jeg gider ikke forholde mig til det nonsens. Psykiatrien er videnskabelig og veldokumenteret. Det, de laver, er dybt etisk forkasteligt."
Psykiatrichef Villads Villadsen, som heller ikke har sat sig ind i udstillingens materiale var "enig.
Finn Graa Jakobsen, landsformand, Landsforeningen SIND udtalte sig udelukkende med baggrund i "det pressen skriver" (i første omgang Jyllands-Posten).
Thorstein Theilgaard, generalsekretær for Foreningen for Bedre Psykiatri, der ligeledes ikke har besøgt udstillingen eller sat sig ind i den omfattende research og dokumentation, som den er baseret på, udtalte sig beredvilligt til TV2 Nyhederne. Foreningens synspunkter er ellers på mange måder fuldstændig på linje med MMK's.
Og det gjorde Poul Videbæk, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab - der heller ikke har set udstillingen - også.
Ingen klager
Det giver stof til eftertanke, at disse repræsentanter for det psykiatriske system i Danmark arbejder så useriøst. Det er ikke os, der kender udstillingens indhold og baggrund, der vil få en dårlig smag i munden, når deres kolleger - og vi får nu dagligt psykiatere, psykologer og patienter på besøg - eller medierne en dag spørger dem om hvorfor de ikke har undersøgt deres kildemateriale og simpelthen har "spredt rygter".
I de mere end 30 år, MMK har været aktiv i Danmark, har vi aldrig modtaget en negativ henvendelse eller klage over nogen af vore medarbejdere eller frivilliges arbejde for at sikre menneskerettighederne inden for psykiatrien. MMK har arbejdet seriøst med at undersøge overgreb og krænkelser inden for psykiatrien, og det er blevet til mange klagesager i tidens løb. Det er især sager om anvendelsen af og misbrug af magtmidler, men også seksuelle overgreb og fejlbehandlinger.
Magtbeføjelser og grænser
Hvad skal der til før centraladministrationen, regeringen, lovgiverne, behandlingssystemet selv og medierne er villige til at se på psykiatriens og psykiatrilovens overordnede mål og nødvendighed? Er grænsen i dag blevet sat korrekt for hvornår de personer statsmagten har sat til at tage sig af de såkaldt utilpassede, afvigerne og de kriminelt sindssyge kan anvende de magtmidler, de har til rådighed? Og nu da psykiatrien er gået hen og blevet "behandlende" må man så også tage konsekvensen af, at det også kommer til gå ud over de almindelige borgere, der blot lider af normale reaktioner på en stresset hverdag eller pludselig får psykiske problemer.
Man kan ikke diskutere tvangsproblematikken i sin fulde udstrækning, hvis man ikke ser den i både det historiske perspektiv og hvordan den er blevet brugt i de mere totalitære regimer og tider. I den sammenhæng kan man se på dens konsekvenser i både Sovietunionen, Kina og Nazityskland, blot for at nævne de kendte, men det betyder ikke, at der bliver sat lighedstegn mellem disse og hvordan patienterne på danske psykiatriske sygehuse bliver behandlet!
Vi må noterer os, at psykiatrien i Danmark definerer sig selv som "et område, hvor der udøves tvang, og hvor mennesker udsættes for handlinger, der kan tolkes som undertrykkelse, evt. som en krænkelse af retsbevidstheden." Det skyldes nok først og fremmest den særlov, kaldet psykiatriloven, der giver psykiatere magtbeføjelser til at tilsidesætte grundlæggende menneskerettigheder, for dem om hvilket det bliver sagt, at de er "sindssyge", og dem der bliver indlagt på psykiatrisk afdeling.
MMK påpeger yderligere, at i forbindelse med revisionen af psykiatriloven i 1995-98 udførte dr.med. Per Maegaard Poulsen en større undersøgelse af hvorledes den gældende psykiatrilov havde fungeret i praksis. Undersøgelsen kaldet Psykiatrilovsundersøgelsen blev udført for Justitsministeriet, der dengang var ressortministerium for loven. Per Maegaard Poulsen kunne trods det omfattende undersøgelsesarbejde ikke dokumentere noget behandlingsresultat ved anvendelse af tvangsbehandling. Han konkluderede således at: "Ud over at kunne konstatere, at 93 pct. af de i journal-undersøgelsen inkluderede patienter blev udskrevet (...), er det ikke muligt nærmere at dokumentere behandlingseffekten ud fra journalundersøgelsen." Han anså selv dette for betænkeligt. Han udtrykte således, at "inden for psykiatrien kan man vel næppe finde et område, hvor behovet for dokumentation af behandlingseffekt er større, henset til de retlige og etiske modvejende argumenter for ikke at anvende f.eks frihedsberøvelse og tvangsbehandling."
Samtidigt noterer vi os, at Etiske Råd (i deres høringssvar til psykiatrilovsrevisionen), fastslår at "tvang altid udgør et overgreb mod patienten."
MMK spørger derfor igen, om lovgiverne og ordenshåndhæverne vil medvirke til en udvikling, hvor grænserne, for hvornår der bruges tvang, fortsætter med at skride, og der anvendes mere tvang. Hvornår skal staten drage omsorg for et menneske, der ikke mener, at det fremsatte tilbud er tilfredsstillende? Hvad hvis behandlingen ligefrem kan medføre skade, som tab af hukommelse, livsværdier og fysisk sundhed? Hvornår skal man tvinge en behandling igennem, om overhovedet?
Selv om psykiatriloven fastsætter kriterier for, hvornår definerede typer af tvangsforanstaltninger kan eller bør anvendes, er der altid problemer med den personlige vurdering af, hvornår disse kriterier er opfyldt. Alt for ofte overtrædes disse kriterier.
Mange i faregruppen
Det må være berettiget at spørge, om det er holdbart at fastholde en særlov i en retsstat, der bl.a. forpligter borgerne og lægerne til at iværksætte en psykiatrisk indlæggelse, hvis et familiemedlem pludseligt går i sort. Det sker for nogle hvis der opstår kraftig stress i en ny arbejdssituation, eller man bliver stærk nedtrykthed over tabet af en sine nærmeste og man samtidig ikke ønsker at behandling i psykiatrien.
Det er gået hen og blevet næsten normalt at være "depressiv". Ugeskriftet Dagens Medicin har udtalt, at 800.000 danskere er depressive. Der er selvfølgelig ikke dokumentation for en sådan påstand, men flere og flere bliver behandlet med antidepressive midler. I 2005 var det 362.301 danskere - en stigning på mere end 100.000 på blot fem år. Depression er en lidelse der falder inden for begrebet "sindssyg i lovens forstand" og som altså opfylder kravet for hvornår frihedsberøvelse kan udøves. Det gælder også den næsthyppigste diagnosetype: tilpasningsreaktion, altså de emotionelle "forstyrrelser" der kan opstå i tilpasningsperioden efter en betydende livsændring eller en belastende begivenhed. Det kan være et tab af éns nærmeste, start i en ny skole, efter en nedkomst eller fejlslagne anstrengelser for at opnå et ønsket mål.
Grænserne for, hvad der udgør psykisk sygdom og forstyrrelse ændres løbende til at omfatte flere og flere mennesker. I dag bliver over hver tiende dansker behandlet med psykofarmaka, og det omfatter ikke den stærkt stigende gruppe, der behandles med de såkaldte antidepressive midler.
Det er på det grundlag vi spørger, om det er rimeligt, at fastholde en lov der forpligter pårørende eller andre, og ikke mindst lægerne og politiet, at ringe efter den blå vogn når en person synes at være i en sindsygelignende tilstand, hvis denne nægter psykiatrisk behandling og det er "uforsvarligt ikke at frihedsberøve" én.
Loven førte til mere tvang
Da MMK midt i 1990'erne undersøgte hvordan psykiatriloven af 1989 blev forvaltet på de psykiatriske hospitaler fandt vi, at alle former for tvang var steget. Det gjaldt specielt dem der vedrører tvangsbehandling. Denne udvikling fortsatte siden. Vi har ofte rejst kritikken af dette. Vi gør det igen.
 |
 |
Vi bemærkede også, at efter psykiatrilovens ikrafttræden ændrede indlæggelsesmønsteret sig markant. Det mest bemærkelsesværdige fund var måske, at flere og flere ikke-farlige blev ofre for tvangsforanstaltninger.
 |
 |
Det til trods for lovens udtrykte formål, at "styrke de sindslidendes retsstilling i forbindelse med frihedsberøvelse og tvangsbehandling mv." og at loven skulle have opnået, at "sindslidende i videst muligt omfang inddrages og får indflydelse på behandlingen og egne forhold i øvrigt."
Oplevelsen af tvang og klager
Vi beskrev dette i flere artikler mv. I langt de fleste tilfælde resulterede første instans klagebehandlingen i, at patientens klage afvistes og i de sager hvor patienterne fik medhold ankede psykiaterne. Resultatet var, at i perioden 1991-93 fik kun seks patienter medhold ved landsretterne (på baggrund af flere end 13.000 tvangsanvendelser, hvoraf mere end 1.300 blev indklaget) og to patienter, fik medhold ved sundhedsvæsenets patientklagenævn (på baggrund af flere end 60.000 tvangsanvendelser, hvoraf flere end 1.200 blev indklaget).
Uanset om det så var korrekt, at dette var et udtryk for, at den udøvede tvang havde været "nødvendig og lovmedholdelig", så burde denne statistik øjeblikkeligt have givet anledning til betænkeligheder. Det betød nemlig reelt, at psykiatriske patienter indlagt på de psykiatriske afdelinger var uden virkelig retsbeskyttelse i forhold til det oplevede overgreb.
MMK gik derfor mere aktivt igang med at undersøge tvangen, og hvordan det kunne være, at patienterne ikke fik medhold. Vi tog aktivt del i klagesager. Patienterne havde ofte ingen der talte deres sag i de psykiatriske patientklagenævn. Patientrådgiverne kunne ikke få fri fra deres normale arbejde til at tage del i klagenævnsmøderne osv.
I sager hvor vores medlemmer var bisiddere, patientrådgivere eller bistandsværger fik patienterne ofte medhold i deres klager. Pludselig begyndte klagenævnene at lytte til de forurettede. Inden for et par år fik en fjerdedel af de patienter der klagede på landsplan ret i deres klager over tvangsfikseringer. Det førte også til, at den dramatiske stigning i tvangsfikseringer hørte op. Der blev dog stadigvæk anvendt bæltefiksering omkring 6500 gange om året.
Skrupelløse og kriminelle psykiatere
Det fremgår ikke af udstillingens tekst eller materiale, at alle psykiatere skulle være kriminelle, seksualforbrydere eller svindler med penge, sådan som enkelte medier har fået det galt i halsen, men MMK vil godt undersøge hvor stor en del det drejer sig om i Danmark. Et er sikkert, psykiatere er overrepræsenteret i kriminalstatistikken. Ifølge vores internationale database er mere end 885 medarbejdere ved psykiatrien blevet dømt inden for de sidste 16 år.
Der findes kriminelle psykiatere og det er et etisk problem inden for psykiatrien også i Danmark. Således havde MMK bl.a. en sag hvor en psykiater havde misbrugte i hvert fald to af sine kvindelige patienter seksuelt og blev dømt i Københavns byret for det. Den dømte fik efterfølgende et arbejde på en retspsykiatrisk afdeling hvor han ifølge en indberetning behandlede blandt andet seksualforbrydere!
Man kunne også rejse spørgsmålet om psykiatriske procedurer og behandlinger i sig selv kunne være overgreb og krænkelser også selvom psykiatriloven giver psykiatrien medarbejdere mulighed for at udføre dem inden for lovens rammer. Sagen om den 43-årig patient på det psykiatriske hospital i Egebæk-Hvidinge ved Ribe, der blev pacificeret af fire plejere og to psykiatere er et eksempel. Retsmedicinerne konkluderede i obduktionserklæringen, at den 43-årige mand døde af "kvælning ved en kombination af ydre spærring og uheldig lejring med armene på ryggen og samtidig tryk på brystkassen." Den døde patient havde også trykmærker i ansigtet. Den psykiatriske overlæge Sten Thimmer sagde om hændelsen, at "vi har fulgt de procedurer, som vi plejer at følge." Politiet afholdt sig derefter fra at se nærmere på hændelsen.
Oplæg og diskussion
Vi ønsker med udstillingen at fremlægge sager til diskussion, og som en del af oplægget har vi interviewet eksperter, der mener at nogle psykiatere foregiver, at psykiatrien skulle være en videnskab, selvom der ikke er nogen dokumentation for dette. Andre ekspertudsagn giver et billede af den måde psykiatrisk "behandling" kan skade og ikke helbreder (der er f.eks. en 85 pct. genindlæggelsesprocent i Danmark), og i modsætning til dette ofte gør alvorlig skade med hovedsageligt potentielt vanedannende, sinds- og personlighedsændrende stoffer.
Vi rejser også diskussion om validiteten af psykiatriske diagnoser og fremlægger som en del af dette ekspertudsagn. Som en af disse udtaler professor emeritus i psykiatri, dr. Thomas Szasz, at "der findes ingen blodtest eller anden biologisk test for den sags skyld, der kan konstatere tilstedeværelsen eller fraværet af en sindslidelse, hvilket der er for de fleste fysiske sygdomme. Hvis en sådan test var udviklet, så ville tilstanden ophøre med at være en sindslidelse og ville i stedet for blive klassificeret som et symptom på en fysisk sygdom."
Vi forholder os kritisk til behandling med elektrochok og psykofarmaka, for hvilke der er fastslået skadelige bivirkninger. Det er op til lægerne at foreslå den rette behandling, men også de har problemer med dette, da en meget stor del af de fagskriftartikler, de baserer deres viden på, er farvede af økonomiske interesser mv. Patienterne bør ikke desto mindre gives al information der er nødvendig for at vide hvad de går ind til og dermed er i stand til at give et fuldt informeret samtykke til behandling. Dokumentation gives ofte ikke, eller ikke i et sprog og på en måde patienten kan forstå det, det mener vi ikke er forsvarligt.
Samtaler og kommunikationen med patienterne på de psykiatriske afdelinger er ofte alt for dårlig og personalets menneskelige indstilling ofte for ringe. Der er kun få "alternativer" til psykofarmaka til rådighed i Danmark, det mener vi er uansvarligt. Alt for mange lider skade, uden at være blevet informeret om de mulige konsekvenser af nervemedicinen og nogen dør - det mener vi også er uansvarligt. Mere end 1600 psykiatriske patienter dør hvert år i Danmark, hvor mange kunne have levet en bedre liv, hvis de havde fået en anden behandling?
MMK's arbejde
Som en menneskerettighedsorganisation undersøger MMK krænkelser af menneskerettighederne, inden for det område hvor vi er specialiserede nemlig området for psykisk sundhed, herunder specielt psykiatrien. Til den brug indhenter vi vidneudsagn og informationer direkte fra behandlingssystemet. Vi har i den forbindelse bl.a. udviklet et spørgeskema om overgreb i psykiatrien og en frigivelseserklæring, der autoriserer MMK og dens autoriserede repræsentant til at gennemføre en efterforskning af den berørtes sag herunder indhenting af patientjournaler. Formålet er ikke at hverve medlemmer blandt psykiatriske patienter hverken for os selv (MMK er ikke en patientorganisation) eller til andre, men at undersøge påklagede krænkelser. Det følger, at enhver psykiater, der ikke udøver overgreb mod sine patienter, ikke behøver at frygte besøg fra MMKs repræsentanter. MMK vejleder heller ikke mht. den enkeltes brug af medicin, dette er lægens område. Det kan være farligt, at ophøre med at tage psykofarmaka uden sin lægens vejledning, dette understreges derfor stærkt i vores materialer.
MMK har skrevet flere lovforslag og har som høringsberettiget part i spørgsmål om psykiatri været aktive i debatten og dermed været med til at sikre rettighederne for dem, der udsættes for psykiatrisk tvang. Det kommer os alle ved at menneskerettighederne overholdes. Flere af MMK's forslag til at sikre sindslidende, og dem der bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, mod overgreb og en mulighed for retsbeskyttelse og til at klage, er i dag blevet til en del af loven.
Endelig vil jeg ikke undlade at nævne, at Jyllands-Postens journalist Christian Kloster citerer MMK's presseansvarlige i Århus, Thorsten Overgaard, for at skulle have sagt, at formålet med udstillingen er, at "...forsøge at få folk ud af psykiatrisk hospital i Risskov," og at "organisationen opfordrer med udstillingen til, at psykisk syge stopper med at tage medicin". Det har han rent faktisk aldrig udtalt og er ikke en del af udstillingens tekst og materiale. Christian Kloster, der ikke selv har gjort sig bekendt med udstillingens materiale, har senere erkendt over for MMK, at udtalelsen ikke kommer fra Thorsten Overgaard og ikke er en del af udstillingens tekst.
Målgruppen for udstillingen er den danske befolkning bredt, uden alsidig information, som de ikke får fra psykiaterne selv er det svært at tage sit eget standpunkt. Se udstillingen. Tænk selv. Det er faktisk det eneste, vi beder om.
MMK vil sluttelig opfordre Dansk Psykiatrisk Selskab og dets repræsentanter til at svare på de spørgsmål pressen stiller. Hvorfor vil man ikke svare på spørgsmål om psykiatriens videnskabelighed og behandlingsmetoder? Gør anvendelsen af videnskabelige undersøgelsesmetoder en disciplin til en videnskab eller er det de videnskabelige resultater der tæller?
| "Regeringen og De Forenede Nationer er bare så langt bagud med menneskerettighederne i forhold til MMK." |
| - besøgende til udstillingen i Århus, januar 2007 |