København
Åben dagligt 10.00 til 22.00.
Gratis adgang
Tirsdag 5. september - Søndag 14. september 2008
Tordenskjoldsgade 7 i København
bag ved Det Kongelige Teater
Officiel åbning: Tirsdag 5. september kl. 12.00

Århus
Åben dagligt 10.00 til 21.00.
Gratis adgang.
Tirsdag 26. august - Tirsdag 2. september 2008
Skt. Knuds Torv ved BioCity.

På grund af udstillingens indhold har børn
under 15 år kun adgang sammen med en voksen.

---

Se klip fra den nye MMK-dokumentar!

---

Se video med Gwen Olsen, forfatter af bogen "Confessions of an Rx Drug Pusher her

---

Af Torsten Hjelmar Koordinator for Medborgernes Menneskerettighedskommission

Hvordan kan en udstilling om psykiatri gå hen og blive landets mest omtalte udstilling?

Hvorfor blev udstillingen "Psykiatri: Hjælp eller død?" i Århus besøgt af mere end 670 personer - på blot en dag - efter at regionens psykiatrichef og en forhenværende formand for Dansk Psykiatrisk Selskab advarede mod den?

Ingen tvivl om, at den er kontroversiel, den er barsk og den stiller spørgsmål, mange aldrig har hørt svarene på - men er det alt?

Hvad er det egentlig den udstilling viser?

Det er faktisk ikke kun Medborgernes Menneskerettighedskommissions (MMK) eller "scientologernes" meninger, sådan som nogle psykiatere prøver at få det til at se ud. De 14 dokumentarprogrammer med interviews af mere end 160 eksperter inden for lægevidenskab, psykiatri, psykologi, jura, historie, videnskab, undervisning, såvel som patienter mv., der er en del af udstillingen, formidler en betydelig mænge fakta og information. Det inkludere såvel synspunkter og information, som psykiatere normalt ikke fremlægger.

Tusinder af danskere, der har besøgt udstillingen i de sidste to uger ved det. I skærende modsætning til dem er det påfaldende, at de psykiatere og talsmænd for patientorganisationer mv., medierne har henvendt sig til for kommentarer om udstillingen, ikke har set den, læst udstillingens materiale og sat sig ind i dens kildemateriale.

Den forbudte diskussion

Det er bemærkelsesværdigt, at de fleste om nogen af de journalister, der har skrevet om udstillingen eller hvilke overordnede spørgsmål der rejses af MMK, faktisk ikke har set den.

Af en eller anden årsag er ingen af psykiatriens folk blevet citeret for kommentarer i medierne, der er relevante i forhold til de spørgsmål MMK rejser.

Man må spørge sig selv, hvad det er for en diskussion psykiatrien ikke ønsker.

Er det spørgsmålet om hvad vi i det hele taget vil med psykiatrien, for der er mere til psykiatri end blot "behandling" af sindslidende. Psykiatrien er også statsmagtens vigtigste arm til kontrol af de såkaldt utilpassede, afvigerne og de kriminelt sindssyge. Dertil har de fået særlige magtmider stillet til rådighed gennem en særlov.

Måske synes psykiatere, at det er uetisk at stille spørgsmål om den stigende magtanvendelse, der finder sted på psykiatriske sygehuse, eller om den meget ensidige brug af psykofarmaka i behandlingen. Eller skal der ikke stilles spørgsmål ved de udeblevne helbredelsesresultater på trods af de store bevillinger, for slet ikke at tale om de tusinder, der lider under varige skader ved bivirkninger fra elektrochok og psykofarmaka eller ligefrem dør under behandlingen? Hvorfor gives der ingen resultatorienteret behandlingsgaranti?

Autoriteterne taler

Professor, overlæge, dr. med. Raben Rosenberg, forhenværende formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, biologisk psykiater og ansvarlig for hjernebanken i Århus, var den første til at udtale sig til Jyllands-Posten. Han sagde, at "Jeg gider ikke forholde mig til det nonsens. Psykiatrien er videnskabelig og veldokumenteret. Det, de laver, er dybt etisk forkasteligt."

Psykiatrichef Villads Villadsen, som heller ikke har sat sig ind i udstillingens materiale var "enig.

Finn Graa Jakobsen, landsformand, Landsforeningen SIND udtalte sig udelukkende med baggrund i "det pressen skriver" (i første omgang Jyllands-Posten).

Thorstein Theilgaard, generalsekretær for Foreningen for Bedre Psykiatri, der ligeledes ikke har besøgt udstillingen eller sat sig ind i den omfattende research og dokumentation, som den er baseret på, udtalte sig beredvilligt til TV2 Nyhederne. Foreningens synspunkter er ellers på mange måder fuldstændig på linje med MMK's.

Og det gjorde Poul Videbæk, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab - der heller ikke har set udstillingen - også.

Ingen klager

Det giver stof til eftertanke, at disse repræsentanter for det psykiatriske system i Danmark arbejder så useriøst. Det er ikke os, der kender udstillingens indhold og baggrund, der vil få en dårlig smag i munden, når deres kolleger - og vi får nu dagligt psykiatere, psykologer og patienter på besøg - eller medierne en dag spørger dem om hvorfor de ikke har undersøgt deres kildemateriale og simpelthen har "spredt rygter".

I de mere end 30 år, MMK har været aktiv i Danmark, har vi aldrig modtaget en negativ henvendelse eller klage over nogen af vore medarbejdere eller frivilliges arbejde for at sikre menneskerettighederne inden for psykiatrien. MMK har arbejdet seriøst med at undersøge overgreb og krænkelser inden for psykiatrien, og det er blevet til mange klagesager i tidens løb. Det er især sager om anvendelsen af og misbrug af magtmidler, men også seksuelle overgreb og fejlbehandlinger.

Magtbeføjelser og grænser

Hvad skal der til før centraladministrationen, regeringen, lovgiverne, behandlingssystemet selv og medierne er villige til at se på psykiatriens og psykiatrilovens overordnede mål og nødvendighed? Er grænsen i dag blevet sat korrekt for hvornår de personer statsmagten har sat til at tage sig af de såkaldt utilpassede, afvigerne og de kriminelt sindssyge kan anvende de magtmidler, de har til rådighed? Og nu da psykiatrien er gået hen og blevet "behandlende" må man så også tage konsekvensen af, at det også kommer til gå ud over de almindelige borgere, der blot lider af normale reaktioner på en stresset hverdag eller pludselig får psykiske problemer.

Man kan ikke diskutere tvangsproblematikken i sin fulde udstrækning, hvis man ikke ser den i både det historiske perspektiv og hvordan den er blevet brugt i de mere totalitære regimer og tider. I den sammenhæng kan man se på dens konsekvenser i både Sovietunionen, Kina og Nazityskland, blot for at nævne de kendte, men det betyder ikke, at der bliver sat lighedstegn mellem disse og hvordan patienterne på danske psykiatriske sygehuse bliver behandlet!

Vi må noterer os, at psykiatrien i Danmark definerer sig selv som "et område, hvor der udøves tvang, og hvor mennesker udsættes for handlinger, der kan tolkes som undertrykkelse, evt. som en krænkelse af retsbevidstheden." Det skyldes nok først og fremmest den særlov, kaldet psykiatriloven, der giver psykiatere magtbeføjelser til at tilsidesætte grundlæggende menneskerettigheder, for dem om hvilket det bliver sagt, at de er "sindssyge", og dem der bliver indlagt på psykiatrisk afdeling.

MMK påpeger yderligere, at i forbindelse med revisionen af psykiatriloven i 1995-98 udførte dr.med. Per Maegaard Poulsen en større undersøgelse af hvorledes den gældende psykiatrilov havde fungeret i praksis. Undersøgelsen kaldet Psykiatrilovsundersøgelsen blev udført for Justitsministeriet, der dengang var ressortministerium for loven. Per Maegaard Poulsen kunne trods det omfattende undersøgelsesarbejde ikke dokumentere noget behandlingsresultat ved anvendelse af tvangsbehandling. Han konkluderede således at: "Ud over at kunne konstatere, at 93 pct. af de i journal-undersøgelsen inkluderede patienter blev udskrevet (...), er det ikke muligt nærmere at dokumentere behandlingseffekten ud fra journalundersøgelsen." Han anså selv dette for betænkeligt. Han udtrykte således, at "inden for psykiatrien kan man vel næppe finde et område, hvor behovet for dokumentation af behandlingseffekt er større, henset til de retlige og etiske modvejende argumenter for ikke at anvende f.eks frihedsberøvelse og tvangsbehandling."

Samtidigt noterer vi os, at Etiske Råd (i deres høringssvar til psykiatrilovsrevisionen), fastslår at "tvang altid udgør et overgreb mod patienten."

MMK spørger derfor igen, om lovgiverne og ordenshåndhæverne vil medvirke til en udvikling, hvor grænserne, for hvornår der bruges tvang, fortsætter med at skride, og der anvendes mere tvang. Hvornår skal staten drage omsorg for et menneske, der ikke mener, at det fremsatte tilbud er tilfredsstillende? Hvad hvis behandlingen ligefrem kan medføre skade, som tab af hukommelse, livsværdier og fysisk sundhed? Hvornår skal man tvinge en behandling igennem, om overhovedet?

Selv om psykiatriloven fastsætter kriterier for, hvornår definerede typer af tvangsforanstaltninger kan eller bør anvendes, er der altid problemer med den personlige vurdering af, hvornår disse kriterier er opfyldt. Alt for ofte overtrædes disse kriterier.

Mange i faregruppen

Det må være berettiget at spørge, om det er holdbart at fastholde en særlov i en retsstat, der bl.a. forpligter borgerne og lægerne til at iværksætte en psykiatrisk indlæggelse, hvis et familiemedlem pludseligt går i sort. Det sker for nogle hvis der opstår kraftig stress i en ny arbejdssituation, eller man bliver stærk nedtrykthed over tabet af en sine nærmeste og man samtidig ikke ønsker at behandling i psykiatrien.

Det er gået hen og blevet næsten normalt at være "depressiv". Ugeskriftet Dagens Medicin har udtalt, at 800.000 danskere er depressive. Der er selvfølgelig ikke dokumentation for en sådan påstand, men flere og flere bliver behandlet med antidepressive midler. I 2005 var det 362.301 danskere - en stigning på mere end 100.000 på blot fem år. Depression er en lidelse der falder inden for begrebet "sindssyg i lovens forstand" og som altså opfylder kravet for hvornår frihedsberøvelse kan udøves. Det gælder også den næsthyppigste diagnosetype: tilpasningsreaktion, altså de emotionelle "forstyrrelser" der kan opstå i tilpasningsperioden efter en betydende livsændring eller en belastende begivenhed. Det kan være et tab af éns nærmeste, start i en ny skole, efter en nedkomst eller fejlslagne anstrengelser for at opnå et ønsket mål.

Grænserne for, hvad der udgør psykisk sygdom og forstyrrelse ændres løbende til at omfatte flere og flere mennesker. I dag bliver over hver tiende dansker behandlet med psykofarmaka, og det omfatter ikke den stærkt stigende gruppe, der behandles med de såkaldte antidepressive midler.

Det er på det grundlag vi spørger, om det er rimeligt, at fastholde en lov der forpligter pårørende eller andre, og ikke mindst lægerne og politiet, at ringe efter den blå vogn når en person synes at være i en sindsygelignende tilstand, hvis denne nægter psykiatrisk behandling og det er "uforsvarligt ikke at frihedsberøve" én.

Loven førte til mere tvang

Da MMK midt i 1990'erne undersøgte hvordan psykiatriloven af 1989 blev forvaltet på de psykiatriske hospitaler fandt vi, at alle former for tvang var steget. Det gjaldt specielt dem der vedrører tvangsbehandling. Denne udvikling fortsatte siden. Vi har ofte rejst kritikken af dette. Vi gør det igen.

Vi bemærkede også, at efter psykiatrilovens ikrafttræden ændrede indlæggelsesmønsteret sig markant. Det mest bemærkelsesværdige fund var måske, at flere og flere ikke-farlige blev ofre for tvangsforanstaltninger.

Det til trods for lovens udtrykte formål, at "styrke de sindslidendes retsstilling i forbindelse med frihedsberøvelse og tvangsbehandling mv." og at loven skulle have opnået, at "sindslidende i videst muligt omfang inddrages og får indflydelse på behandlingen og egne forhold i øvrigt."

Oplevelsen af tvang og klager

Vi beskrev dette i flere artikler mv. I langt de fleste tilfælde resulterede første instans klagebehandlingen i, at patientens klage afvistes og i de sager hvor patienterne fik medhold ankede psykiaterne. Resultatet var, at i perioden 1991-93 fik kun seks patienter medhold ved landsretterne (på baggrund af flere end 13.000 tvangsanvendelser, hvoraf mere end 1.300 blev indklaget) og to patienter, fik medhold ved sundhedsvæsenets patientklagenævn (på baggrund af flere end 60.000 tvangsanvendelser, hvoraf flere end 1.200 blev indklaget).

Uanset om det så var korrekt, at dette var et udtryk for, at den udøvede tvang havde været "nødvendig og lovmedholdelig", så burde denne statistik øjeblikkeligt have givet anledning til betænkeligheder. Det betød nemlig reelt, at psykiatriske patienter indlagt på de psykiatriske afdelinger var uden virkelig retsbeskyttelse i forhold til det oplevede overgreb.

MMK gik derfor mere aktivt igang med at undersøge tvangen, og hvordan det kunne være, at patienterne ikke fik medhold. Vi tog aktivt del i klagesager. Patienterne havde ofte ingen der talte deres sag i de psykiatriske patientklagenævn. Patientrådgiverne kunne ikke få fri fra deres normale arbejde til at tage del i klagenævnsmøderne osv.

I sager hvor vores medlemmer var bisiddere, patientrådgivere eller bistandsværger fik patienterne ofte medhold i deres klager. Pludselig begyndte klagenævnene at lytte til de forurettede. Inden for et par år fik en fjerdedel af de patienter der klagede på landsplan ret i deres klager over tvangsfikseringer. Det førte også til, at den dramatiske stigning i tvangsfikseringer hørte op. Der blev dog stadigvæk anvendt bæltefiksering omkring 6500 gange om året.

Skrupelløse og kriminelle psykiatere

Det fremgår ikke af udstillingens tekst eller materiale, at alle psykiatere skulle være kriminelle, seksualforbrydere eller svindler med penge, sådan som enkelte medier har fået det galt i halsen, men MMK vil godt undersøge hvor stor en del det drejer sig om i Danmark. Et er sikkert, psykiatere er overrepræsenteret i kriminalstatistikken. Ifølge vores internationale database er mere end 885 medarbejdere ved psykiatrien blevet dømt inden for de sidste 16 år.

Der findes kriminelle psykiatere og det er et etisk problem inden for psykiatrien også i Danmark. Således havde MMK bl.a. en sag hvor en psykiater havde misbrugte i hvert fald to af sine kvindelige patienter seksuelt og blev dømt i Københavns byret for det. Den dømte fik efterfølgende et arbejde på en retspsykiatrisk afdeling hvor han ifølge en indberetning behandlede blandt andet seksualforbrydere!

Man kunne også rejse spørgsmålet om psykiatriske procedurer og behandlinger i sig selv kunne være overgreb og krænkelser også selvom psykiatriloven giver psykiatrien medarbejdere mulighed for at udføre dem inden for lovens rammer. Sagen om den 43-årig patient på det psykiatriske hospital i Egebæk-Hvidinge ved Ribe, der blev pacificeret af fire plejere og to psykiatere er et eksempel. Retsmedicinerne konkluderede i obduktionserklæringen, at den 43-årige mand døde af "kvælning ved en kombination af ydre spærring og uheldig lejring med armene på ryggen og samtidig tryk på brystkassen." Den døde patient havde også trykmærker i ansigtet. Den psykiatriske overlæge Sten Thimmer sagde om hændelsen, at "vi har fulgt de procedurer, som vi plejer at følge." Politiet afholdt sig derefter fra at se nærmere på hændelsen.

Oplæg og diskussion

Vi ønsker med udstillingen at fremlægge sager til diskussion, og som en del af oplægget har vi interviewet eksperter, der mener at nogle psykiatere foregiver, at psykiatrien skulle være en videnskab, selvom der ikke er nogen dokumentation for dette. Andre ekspertudsagn giver et billede af den måde psykiatrisk "behandling" kan skade og ikke helbreder (der er f.eks. en 85 pct. genindlæggelsesprocent i Danmark), og i modsætning til dette ofte gør alvorlig skade med hovedsageligt potentielt vanedannende, sinds- og personlighedsændrende stoffer.

Vi rejser også diskussion om validiteten af psykiatriske diagnoser og fremlægger som en del af dette ekspertudsagn. Som en af disse udtaler professor emeritus i psykiatri, dr. Thomas Szasz, at "der findes ingen blodtest eller anden biologisk test for den sags skyld, der kan konstatere tilstedeværelsen eller fraværet af en sindslidelse, hvilket der er for de fleste fysiske sygdomme. Hvis en sådan test var udviklet, så ville tilstanden ophøre med at være en sindslidelse og ville i stedet for blive klassificeret som et symptom på en fysisk sygdom."

Vi forholder os kritisk til behandling med elektrochok og psykofarmaka, for hvilke der er fastslået skadelige bivirkninger. Det er op til lægerne at foreslå den rette behandling, men også de har problemer med dette, da en meget stor del af de fagskriftartikler, de baserer deres viden på, er farvede af økonomiske interesser mv. Patienterne bør ikke desto mindre gives al information der er nødvendig for at vide hvad de går ind til og dermed er i stand til at give et fuldt informeret samtykke til behandling. Dokumentation gives ofte ikke, eller ikke i et sprog og på en måde patienten kan forstå det, det mener vi ikke er forsvarligt.

Samtaler og kommunikationen med patienterne på de psykiatriske afdelinger er ofte alt for dårlig og personalets menneskelige indstilling ofte for ringe. Der er kun få "alternativer" til psykofarmaka til rådighed i Danmark, det mener vi er uansvarligt. Alt for mange lider skade, uden at være blevet informeret om de mulige konsekvenser af nervemedicinen og nogen dør - det mener vi også er uansvarligt. Mere end 1600 psykiatriske patienter dør hvert år i Danmark, hvor mange kunne have levet en bedre liv, hvis de havde fået en anden behandling?

MMK's arbejde

Som en menneskerettighedsorganisation undersøger MMK krænkelser af menneskerettighederne, inden for det område hvor vi er specialiserede nemlig området for psykisk sundhed, herunder specielt psykiatrien. Til den brug indhenter vi vidneudsagn og informationer direkte fra behandlingssystemet. Vi har i den forbindelse bl.a. udviklet et spørgeskema om overgreb i psykiatrien og en frigivelseserklæring, der autoriserer MMK og dens autoriserede repræsentant til at gennemføre en efterforskning af den berørtes sag herunder indhenting af patientjournaler. Formålet er ikke at hverve medlemmer blandt psykiatriske patienter hverken for os selv (MMK er ikke en patientorganisation) eller til andre, men at undersøge påklagede krænkelser. Det følger, at enhver psykiater, der ikke udøver overgreb mod sine patienter, ikke behøver at frygte besøg fra MMKs repræsentanter. MMK vejleder heller ikke mht. den enkeltes brug af medicin, dette er lægens område. Det kan være farligt, at ophøre med at tage psykofarmaka uden sin lægens vejledning, dette understreges derfor stærkt i vores materialer.

MMK har skrevet flere lovforslag og har som høringsberettiget part i spørgsmål om psykiatri været aktive i debatten og dermed været med til at sikre rettighederne for dem, der udsættes for psykiatrisk tvang. Det kommer os alle ved at menneskerettighederne overholdes. Flere af MMK's forslag til at sikre sindslidende, og dem der bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, mod overgreb og en mulighed for retsbeskyttelse og til at klage, er i dag blevet til en del af loven.

Endelig vil jeg ikke undlade at nævne, at Jyllands-Postens journalist Christian Kloster citerer MMK's presseansvarlige i Århus, Thorsten Overgaard, for at skulle have sagt, at formålet med udstillingen er, at "...forsøge at få folk ud af psykiatrisk hospital i Risskov," og at "organisationen opfordrer med udstillingen til, at psykisk syge stopper med at tage medicin". Det har han rent faktisk aldrig udtalt og er ikke en del af udstillingens tekst og materiale. Christian Kloster, der ikke selv har gjort sig bekendt med udstillingens materiale, har senere erkendt over for MMK, at udtalelsen ikke kommer fra Thorsten Overgaard og ikke er en del af udstillingens tekst.

Målgruppen for udstillingen er den danske befolkning bredt, uden alsidig information, som de ikke får fra psykiaterne selv er det svært at tage sit eget standpunkt. Se udstillingen. Tænk selv. Det er faktisk det eneste, vi beder om.

MMK vil sluttelig opfordre Dansk Psykiatrisk Selskab og dets repræsentanter til at svare på de spørgsmål pressen stiller. Hvorfor vil man ikke svare på spørgsmål om psykiatriens videnskabelighed og behandlingsmetoder? Gør anvendelsen af videnskabelige undersøgelsesmetoder en disciplin til en videnskab eller er det de videnskabelige resultater der tæller?

"Regeringen og De Forenede Nationer er bare så langt bagud med menneskerettighederne i forhold til MMK."

- besøgende til udstillingen i Århus, januar 2007