MMK MMK
Støt MMK

Abdulle Ahmeds historie

Abdulle Ahmed kom som 11-årig i 1992 til Danmark. Han kom sammen med sine forældre og søskende som flygninge fra borgerkrigen i Somalia. I skolen i Ålborg, hvor familien havde bosat sig, var Abdulle en dygtig, rolig og meget ambitiøs elev, der afsluttede 10. klasses afgangseksamen og havde planer om at starte på HTX.

Omkring dette tidspunkt fik han stærke rygsmerter og blev af sin familie kørt på skadestuen. Lægerne var ikke i stand til at diagnosticere ham og af uforklarlige årsager havnede han i psykiatrien, som forsøgte sig med elektrochok, i øvrigt uden hverken information eller tilladelse fra Abdulles forældre, på trods af, at han var mindreårig. Der blev afprøvet adskillige stærke psykofarmaka på Abdulle. Bl.a. Nozinan, cisordinol og Zyprex og der blev givet op til 3 forskellige slags på samme tid. Abdulle følte, han fik det dårligere af medicinen.

Senere fik Abdulle igen rygsmerter og blev indlagt på Psykiatrisk Ungdomsafdeling i Ålborg. På grund af forskellige religiøse og kulturelle baggrunde opstod der i en weekend en konflikt mellem Abdulle og personalet, og som følge af dette anmeldte overlægen og hans personale Abdulle til Ålborgs politi for overfald og vold på personalet. Det skal lige bemærkes her, at Abdulle var påvirket af disse stærke psykofarmaka, som er kendt for at forårsage aggressioner og voldelig adfærd. Forældrene blev ikke orienteret om hvad der var sket, men de blev i stedet nægtet at besøge Abdulle, og de blev nødsaget til at skaffe sig advokatbistand for at få besøgstilladelse.

Siden denne episode har Abdulle været bæltefixeret og tvangsmedicineret. Kort efter blev han overflyttet til Sikringen, et sted hvor Danmarks farligste sindssyge forbrydere anbringes. Abdulle var en teenager, som aldrig havde begået nogen former for kriminalitet og aldrig tidligere havde opført sig voldeligt. Han fik en behandlingsdom og påhæftet et farlighedsdekret. Dette skete i 2001. Vi har nu 2009 og Abdulle er stadig på Sikringen.

I den mellemliggende tid er Abdulle blevet tvangsmedicineret med mere end 10 forskellige psykofarmaka, også ikke-godkendte præparater, som blev afprøvet på ham, bl.a. Abilify, som overlæge Bennedikte Volfing selv udtaler, gjorde Abdulle mere aggressiv. Han er blevet givet op til 4-5 forskellige præparater på samme tid. Dette frarådes af alle eksperter, bl.a. professor Kim Brøsen fra forskningsenheden for klinisk farmakologi på Syddansk universitet. Han udtaler, at det aldrig er blevet dokumenteret at 2 midler virker bedre end et. Det er eksperimentel terapi og kamufleret overdosis. Lægemiddelstyrelsen advarer mod at bruge andre typer antipsykotisk medicin sammen med Trilafon. På trods af dette er Abdulle gennem flere år blevet givet Trilafon og Zeldox samtidigt. Han har været lagt i bælte dagligt, der er endog brugt ulovlige metoder, da man også har anbragt ham i fodlænker og håndlænker. Abdulles behandling er flere gange blevet påtalt af Europarådets torturkommission og ligeledes af ombudsmanden som stærkt kritisabel og ulovlig.

Fra at være en frisk teenager med ambitioner og mod på livet er Abdulle nu et vrag. Han er præget af den megen overmedicinering. Han savler, fra at have flotte stærke tænder er hans tandstatus elendig og flere er faldet ud, han er blevet inkontinent, lider af ukontrollerede "spjæt", har problemer med at tale tydeligt, og er indimellem så dopet, at han slet ikke kan formulere sig. Familien frygter for, at han ikke overlever denne behandling.

Overlæge Bennedikte Volfing har oplyst familien om, at det kun er justitsministeriet, der kan ophæve farlighedsdekretet. Når dette er ophævet kan familien hente Abdulle. Familien som er stor og velfungerende og har et stort netværk står klar til at tage sig af Abdulle. I modsætning til danske forhold er det her en helt naturlig ting, at familien påtager sig plejen af syge familiemedlemmer.

Der er i denne behandling af Abdulle blevet overtrådt så mange regler, love og brud på menneskerettigheder, så man forfærdes over, at dette kan ske i Danmark. Det er på høje tid at få Abdulle under kærlig pleje uden disse tvangsforanstaltninger og doping, som tydeligvis kun forværrer hans tilstand. Den behandling han er udsat for står slet ikke i forhold til hans forseelse.

Vi opfordrer hermed til, at denne sag får højeste prioritet. Farlighedsdekretet bør annulleres nu. Næste instans bliver menneskerettighedsdomstolen i Strausburg.

Mere information på www.freeabdulle.info