Nyhedsbrev nr. 2012-2

Er dette ikke beviset på, at sukkersyge er en skjult bivirkning ved psykiatrisk medicin, og især skizofreni-medicin?

Psykiaterne siger: Grunden til at psykiatriske patienter dør 20 år tidligere end gennemsnitsdanskeren er, at de behandles dårligere for andre sygdomme i sundhedssystemet og at de generelt lever mere usundt end gennemsnitsdanskeren.

Vi spørger: Bliver skizofrene behandlet signifikant dårligere end depressive patienter for andre sygdomme i sundhedssystemet og lever skizofrene signifikant mere usundt end depressive patienter?

Fakta: Folk på antidepressiv medicin har en 65 % højere forekomst af sukkersyge end gennemsnitsdanskeren og skizofrene har en 200 % højere forekomst af sukkersyge end gennemsnitsdanskeren.* Det vil sige, at skizofrene næsten har en dobbelt så høj forekomst af sukkersyge som depressive patienter.

Vi spørger: Vil nogen hævde, at skizofrene behandles "dobbelt så dårligt" som depressive patienter i sundhedssystemet eller at skizofrene lever "dobbelt så usundt" som depressive? Er der i denne sammenhæng andre relevante forskelle på skizofrene og depressive end den medicin, de indtager?

*Kilde: Danske Regioner, Kvalitet i psykiatrien - ny dagsorden for diagnostik og behandling, november 2011.

Forklaringer:

Forekomst og risiko: Ovenstående kilde omtaler risiko for sukkersyge, som beror på forekomst i de undersøgte persongrupper. I større grupper er der ingen praktisk forskel på risiko og forekomst, da risiko er et udtryk for sandsynlighed.

Type 1 diabetes: Disse patienter har fået ødelagt deres insulinproducerende celler i bugspytkirtlen. Det er velkendt i den medicinske verden, at der findes kemiske stoffer, som har den effekt. Sådanne stoffer benyttes i medicinalindustrien, når dyr skal gøres til diabetikere med henblik på medicinske forsøg.

Type 2 diabetes (Gammelmandssukkersyge): På grund af overbelastning er kroppens celler blevet mindre følsomme over for insulin og sukkerstrømmen fra blodet ind i cellerne er derfor reduceret på trods af, at de insulinproducerende celler i bugspytkirtlen stadig er aktive.

Nyhedsbrev nr. 2012-1

Hvorfor psykiatere og medicinalindustri elsker klynkeri over bivirkninger ved psykiatrisk medicin

Pressen vrimler med artikler om invaliderende og livstruende bivirkninger ved psykiatrisk medicin. Disse syntetiske kemikalier trænger bl.a. ind og skaber ravage i hjernens fint afbalancerede kemi på linje med andre rusmidler. Bivirkningerne ved psykiatrisk medicin er efterhånden så velbeskrevne og kendte, at ingen har forventninger om, at der kan findes psykiatrisk medicin uden bivirkninger. Bivirkninger er bare noget man må leve med, for der er tilsyneladende ingen alternativer uden bivirkninger.

Nu kunne man tro, at psykiatere og den medicinalindustri, som fremstiller psykiatriske kemikalier, blev nervøse for deres omsætning, når der dukker nye historier om bivirkninger op, men det er sjældent tilfældet. Tværtimod, kan klynkeri over bivirkninger virke stabiliserende på deres omsætning, fordi det afleder opmærksomheden fra noget, som er langt værre for psykiaterne og medicinalindustrien. Som en trussel mod omsætningen er opmærksomhed omkring bivirkninger ved psykiatriske kemikalier nemlig for intet at regne i forhold til opmærksomhed omkring deres "virkninger" eller mangel på samme.

Denne måske overraskende logik har sit udspring i karakteren af psykiatriske sygdomme. De har intet andet grundlag end, at de er demokratisk vedtagne at eksistere af et flertal af psykiatere på en psykiatrikongres og beskrevet i en psykiatrisk håndbog, som fx DSM fra den amerikanske psykiatriforening. Mangelen på objektive kriterier i form af blodtester, scanningsbilleder eller lignende til en psykiatrisk diagnose gør, at der er stor usikkerhed og intern uenighed blandt psykiatere omkring diagnosticering af psykiatriske sygdomme.

Mens tilhængere af eksakte videnskaber typisk afviser grundlaget for psykiatriske sygdomme som aldeles for tyndt, så "sælger" psykiatere deres indbyrdes uenigheder og ulykkelige patienthistorier som et udslag af psykiatriske sygdommes store kompleksitet og at forståelsen og forskningen i dem derfor kun er i deres begyndelse. Det gøder jorden for tolerance over for bivirkninger og triste patientskæbner i dette "komplekse og uudforskede univers af psykiatriske sygdomme". Jo flere dårlige resultater i psykiatrien, desto kraftigere bliver argumentet om flere resurser til mere forskning og behandlinger fremført over for politikere, og desværre ikke uden succes. Følgelig er historier om bivirkninger ved psykiatriske kemikalier ikke noget, som giver anledning til større bekymring hos aktørerne i psykiatrien og medicinalindustrien.

Lad os forestille os en psykiatrisk medicin uden faktisk (positiv) "virkning" og med en række bivirkninger - altså en medicin, som burde fjernes fra markedet. Hvad ville psykiaterne og medicinalindustrien frygte mest med henblik på trussel mod deres omsætning i forbindelse med medicinen? Det ville være at få udstillet, at medicinen reelt er virkningsløs. For hvordan skulle de forsvare sig mod sådan en kendsgerning?

I modsætning hertil kaster fokus og kritik af bivirkninger et tågeslør ud over de manglende virkninger; ja man kunne næsten sige, at fokus på bivirkninger indirekte anerkender, at medicinen har "virkninger". Logisk har en virkningsløs medicin ingen berettigelse, og så er der naturligvis ingen grund til at spilde tid med beskrivelse af bivirkninger, fordi medicinen jo allerede er diskvalificeret. En diskussion af bivirkninger giver følgelig kun mening for en medicin, som har "virkninger", og så er det en afvejning af medicinens virkninger imod dens bivirkninger, der er afgørende for dens berettigelse. Mangel på virkning fjerner medicinens berettigelse; det gør tilstedeværelse af bivirkninger ikke.

Selvfølgelig skal alle bivirkninger ved psykiatrisk medicin observeres nøje, men en kritisk holdning til psykiatri kræver, at man i høj grad også undersøger om de påståede positive virkninger reelt eksisterer, netop fordi psykiaterne og medicinalindustrien har vænnet os til at bivirkninger er uundgåelige.

Derfor er det svært at trænge effektivt igennem med kritik af selv livstruende bivirkninger, så det ømme punkt er mangel på virkninger, noget som skriger på stærkere kvalitetskontrol i psykiatrien med vurdering af resultater for de enkelte patienter i stedet for kontrol med overholdelse af procedurer, som det typisk praktiseres i dag.

Nyhedsbrev nr. 2011-18

Diagnostisk harmonisering til beskyttelse af psykiatere - hvad med patienterne?

Der kommer jævnligt pressehistorier om store forskelle i diagnosticering og behandling af psykiatriske sygdomme, som har præg af sensation eller skandale, fordi disse forskelle ikke giver mening. En af de hyppigste overskrifter er, at psykiatrisk diagnose og behandling afhænger af postnummeret, dvs. hvor man bor i landet, og inden for ADHD-diagnosticering af børn har fødselsdato også vist sig at spille en rolle (se Nyhedsbrev nr. 2011-4).

Når pressen på denne måde udstiller psykiatrien, fremstilles psykiaterne som nogle, der ikke har styr på tingene, idet patienternes behandling er underlagt store tilfældigheder, hvilket selvfølgelig er en "god pressehistorie". Den kritik af psykiaterne er dog helt urimelig og aldeles forfejlet, fordi den bygger på en grundlæggende forkert præmis. I denne sammenhæng kan psykiaterne som enkeltpersoner ikke bebrejdes, da den virkelige skurk er faget psykiatri. Med det grundlag psykiatri har, er det helt naturligt og forventeligt, at der er forskelle mellem diagnose og behandling fra psykiater til psykiater, så pressen vælger i psykiaterne som fagfolk konsekvent en forkert skydeskive, når der skrives sensationshistorier om fx regionale forskelle i psykiatriske diagnoser og behandlinger.

Når man ser de psykiatriske diagnosekriterier, fx dem for ADHD i håndbogen DSM fra den amerikanske psykiatriforening, er det overraskende, at der ikke er større forskelle i psykiatriske diagnoser og behandlinger fra psykiater til psykiater. Kriterierne for diagnoserne er så løst formulerede, at man faktisk må frygte, at en psykiaters egen dagsform eller sindstilstand kan være afgørende for om han beslutter sig for en diagnose og behandling.

Det kan illustreres med ADHD-kriterier, som bl.a. lyder "at snakke for meget", "ikke at høre efter", "ikke at gide lave lektier", "at sidde uroligt på stolen", "at have svært ved at vente på ens tur i en kø", "at buse frem med svar før et spørgsmål er formuleret til ende", "at være i gang hele tiden", "at være glemsom", "at forlægge ting", "at være uopmærksom over for detaljer", "ikke at følge instruktioner" eller "ikke at kunne lege på en stille og rolig måde".

Den slags kan ske for alle mennesker, så hvornår er det lige, at disse kriterier er opfyldt i psykiatrisk forstand? Det ville være helt urimeligt at forvente, at forskellige psykiatere altid skulle nå frem til den samme diagnose for en bestemt patient, når deres arbejdsgrundlag er så løst formuleret.

Ikke desto mindre er harmonisering og ensartethed en målsætning bl.a. i udarbejdelsen af nye udgaver af de psykiatriske diagnose-håndbøger, således at vilkårligheden i psykiatriske diagnoser fra den ene psykiater til den anden reduceres. Men hvem har overhovedet glæde af det? Det er først og fremmest psykiaterne selv, fordi der så nok ikke vil komme så mange uheldige pressehistorier om latterlige tilfældigheder i psykiatrien.

Patienterne får større sikkerhed for at uanset hvilken psykiater, de konsulterer, så vil udfaldet sandsynligvis blive det samme. Umiddelbart kan det måske virke betryggende, men selve grundlaget for psykiatri ændres jo ikke ved, at psykiaterne begynder at synge mere i kor. Det er en falsk tryghed, fordi sygeliggørelsen af individuel adfærd og anvendelse af voldsomme metoder som elektrochok, tvang og stærk medicinering med sundhedsskadelige kemikalier på ingen måde står til at blive ændret.

Med andre ord tjener diagnostisk harmonisering kun psykiaterne selv og ikke de patienter, som har fortjent mere humane behandlingsformer og bedre pleje til at overvinde deres problemer.

Nyhedsbrev nr. 2011-17

Lykkepillebabyer - nutidens Thalidomidbørn

I den senere tid har man i pressen kunnet læse om adskillige frygtelige og uoprettelige skader på nyfødte børn som følge af, at deres mødre har taget lykkepiller under graviditeten. Skaderne ødelægger hele det fremtidige liv for disse børn og vækker minder om Thalidomidbørnene for omkring 50 år siden, hvor børn fødtes med misdannelser og manglende ekstremiteter som følge af, at deres mødre havde indtaget lægemidlet Thalidomid under graviditeten. På grund af disse helt uacceptable bivirkninger blev Thalidomid fjernet fra markedet i 1962, så hvorfor forbydes det ikke bare at ordinere lykkepiller til gravide?

Måske sker det også, men det kan kun gå for langsomt, og der er brug for mere fokus på området og et endnu større pres på politikere og myndigheder, når forbuddet endnu ikke er kommet.

For enhver medicin bør man som udgangspunkt altid vægte dens tilsigtede virkning op imod dens bivirkninger før det besluttes om medicinen skal ordineres og indtages. I langt de fleste tilfælde er den, der opnår virkningen, og den, der må bære bivirkningerne, den samme person. Men det er ikke tilfældet for gravide kvinder, fordi det eneste, det ufødte barn får ud af pillerne, er bivirkninger, der er så alvorlige, at det kommende liv bliver som svært handikappet.

Kan det at gøre noget ved ens evt. depression opveje bivirkningen at give sit barn et liv som svært handikappet? Nej, vil sikkert stort set alle gravide kvinder sige, hvis de af deres læge blev seriøst og udførligt orienteret om bivirkningerne - og her ligger så også en løsning på problemet, nemlig på forhånd at give de gravide kvinder den nødvendige information. Selv en stærkt deprimeret gravid kvinde vil næppe risikere at ødelægge sit kommende barns liv.

Men samfundet straffer med rette børnemishandling meget hårdt, og det samme burde gælde for fostermishandling. Derfor er den eneste ansvarlige og acceptable udvej fra myndighedernes side at forbyde ordinering af lykkepiller til gravide.

Nyhedsbrev nr. 2011-16

Hønen eller ægget: Hvorfor får psykiatere lov til at insistere på hønseløsninger, når årsagen ligger i ægget?

Hvad kom først - hønen eller ægget - er en talemåde for, at man ikke kan sige, hvad der kom først af to ting. Så hvad har hønen eller ægget med psykiatri at gøre? Egentlig ikke ret meget, men det er påfaldende at psykiatere får lov til at insistere på hønseløsninger, når sund fornuft og logik peger på, at man burde kigge i retning af ægget i behandling og håndtering af psykiske lidelser.

Psykiske lidelser skal ifølge psykiatere behandles gennem manipulation af hjernens kemi. De plæderer for at årsagen til en psykisk sygdom er en ubalance i hjernens kemi, fx at koncentrationen af et signalstof er lavere end hvad den normalt er. Deres løsning på dette problem er så at ordinere patienten et kemisk stof (et psykiatrisk lægemiddel), som ikke blot gennemtrænger blod-hjerne-barrieren, men også går ind og blander sig i hjernens naturlige biokemiske processer på måder, som kan være ganske voldsomme og hvor bivirkninger og langtidseffekter er foruroligende.

Er det rigtigt, at der er en sammenhæng mellem psykiske problemer og en ubalance i hjernens kemi, som psykiaterne påstår? Det står hen i det uvisse, for man kan faktisk slet ikke måle sådanne ubalancer, så videnskabeligt kan det både være rigtigt og forkert. Men noget, som i hvert fald er rigtigt, er at indtagelse af psykiatrisk medicin ændrer hjernens kemiske sammensætning i forhold til før man indtog medicinen.

For at vende tilbage til hønen eller ægget er det imidlertid ikke afgørende om teorien om den kemiske ubalance holder stik. Lad os se på et par eksempler.

En person kan eksempelvis få en depression efter en skilsmisse. Skyldes denne depression en kemisk ubalance i hjernen (hønen) eller skyldes den skilsmissen (ægget)? Mon ikke de fleste ville sige at depressionen skyldes skilsmissen. Selv hvis den såkaldte kemiske ubalance i hjernen eksisterer, vil man logisk nok tænke, at den er udløst af skilsmissen. Med andre ord skyldes depressionen ikke en kemisk ubalance, men den traumatiske oplevelse. En logisk årsagssammenhæng er så 1) den traumatiske skilsmisse efterfulgt af 2) depressionen og måske, hvis den overhovedet eksisterer, 3) den kemiske ubalance. Den psykiatriske hønseløsning bygger på at 1), 2) og 3) logikken køres igennem i omvendt rækkefølge, dvs. 3) behandles kemisk (med psykofarmaka) ved at give folk en kunstig rus, så 2) skubbes til side og 1) glemmes. Æggeløsningen siger, at det hele handler om den traumatiske oplevelse og at det er den, der skal bearbejdes i stedet for at flygte ind i kemisk beruselse, som intet gør ved den egentlige årsag. Personen har brug for støtte fra gode venner og familie til at få nye ting ind i sit liv.

ADHD er en nyere psykiatrisk diagnose, som typisk behandles med lægemidlet Ritalin i henhold til psykiatrisk hønselogik. En hollandsk undersøgelse har imidlertid vist, at de symptomer, som ligger til grund for en ADHD-diagnose, i flertallet af tilfældene forsvinder ved en kostomlægning (http://videnskab.dk/krop-sundhed/oprab-drop-adhd-medicin-og-kig-pa-kosten). Så igen, kemisk ubalance eller ej, en kemisk behandling med psykofarmaka gør altså intet ved den egentlige årsag i dette tilfælde, nemlig fejlernæring. Tværtimod er hønseløsningen med til at skjule det underliggende problem med fejlernæring, som kan have alvorlige konsekvenser i form af sygdomme, hvis den ikke håndteres.

Selv om psykofarmaka overhovedet ikke gør noget ved årsagerne til psykiske problemer, kan man måske alligevel overveje om de kan bruges i en kort periode, hvis en person er meget nedtrykt. Der er jo også folk, som drikker et par guldbajere for at glemme nogle problemer for en tid, og hvis det ikke sker for tit, har det vel ikke de store konsekvenser. Jo!

Situationen med psykofarmaka er radikalt anderledes. Antipsykotisk medicin får hjernen til at skrumpe - det har psykiatere selv bevist (se Nyhedsbrev nr. 2011-10 ), men desværre først årtier efter at medicinen blev godkendt. Ritalin er et kokainlignende stof og der er ikke styr på, hvad der sker i hjernen på de børn, som bliver sat på medicinen, slet ikke på lang sigt. Når så yderligere sådanne ADHD- symptomer kan elimineres med en kostomlægning, kan man virkelig tale om psykiatrisk hønselogik.

Hvad gør man ved dette psykiatriske vanvid af hønselogik, som måske kan virke uoverskueligt at ændre? Hvorfor ikke starte med de mest sårbare i samfundet, nemlig børnene. Bare sådan en lille ting, at børn skal have deres kostvaner undersøgt før en hvilken som helst læge har lov til at udskrive ADHD-medicin, ville gøre underværker og redde børn fra hjerneskader. Denne undersøgelse af kostvanerne bør simpelthen være en dokumenteret del af journalen.

At psykiatri ikke gør noget ved de egentlige årsager til psykiske lidelser berettiger ikke til kemisk krigsførelse mellem ørerne på patienter, som er uvidende om de langtidsskader, de kan pådrage sig ved en behandling.

Nyhedsbrev nr. 2011-15

Hvorfor skal ADHD pinedød være en genetisk og kompleks psykiatrisk sygdom?

Når man læser om ADHD fra grupper med rødder tilbage i medicinalindustrien og psykiatrien, må man ofte spørge sig selv om disse "eksperter" er lidt forvirrede og ikke ved hvad de snakker om. Hvis det ikke er tilfældet, så er en alternativ forklaring desværre, at de med deres ekspertstatus arbejder for at opretholde et billede omkring ADHD og for den sags skyld andre psykiatriske sygdomme, som har til formål at fremme vækst i medicinalindustrien og sikre offentlige forsknings- og behandlings-bevillinger til psykiatrien. Det sker gennem udokumenterede påstande og vildledende udsagn af høj kompleksitet, som skal beskytte eller helgardere mod "angreb" på sygdommens eksistens eller behandlingsformer.

Et eksempel er ADHD, som pinedød skal være en genetisk og umådelig kompleks psykiatrisk sygdom. Og hvorfor skal den så det? Jo, hvis "sygdommen" får status af at være genetisk, betyder det, at den anerkendes som kronisk og uhelbredelig, hvilket har livslang medicinering og behandling til følge. Tilsvarende, hvis "sygdommen" får status af at være umådelig kompleks, betyder det, at der er behov for uendelige forskningsbevillinger, som skal belyse det ene eller det andet af "sygdommen", uden at det kan forventes, at projekterne nødvendigvis resulterer i brugbare resultater. Med andre ord, jo stærkere billedet af "sygdommens" enorme kompleksitet fremstår, jo mindre krav kan der stilles til kvalitet og resultater af de anvendte resurser, og ingen nyttige resultater skriger nærmest på endnu flere resurser, så man kan komme tættere på en forståelse af "det enorme samfundsproblem", som "sygdommen" udgør. Men det er skruen uden ende - et uendeligt komplekst problem kræver uendelige resurser; det må nødvendigvis fortsætte i det uendelige og det ligger i disse uendeligheder, at der ikke opnås resultater.

Faktisk er det endnu værre end "ingen resultater"; uendelig kompleksitet legitimerer også dårlige eller katastrofale resultater. Tragiske menneskeskæbner skabt gennem skadelig psykiatrisk behandling får ikke politikerne op af stolen, fordi de psykiatriske sygdommes status som umådelig komplekse gør det helt naturligt, at der sker "ulykker" i psykiatrien, som ingen derfor med nogen rimelighed kan klandres for. Psykiaterne påstår aldrig, at de forstår og kan kurere de psykiatriske sygdomme - de beskriver dem blot og tilbyder sig som "behandlere".

Det billede psykiatrien har skabt omkring psykiatriske sygdommes kompleksitet, gør, hvis man tror på det, at ingen eller dårlige resultater logisk kalder på endnu flere resurser. Det opleves igen og igen, at hvis psykiatere reagerer på kritik af deres manglende eller dårlige resultater, så er standardsvaret "mangel på resurser", og politikerne har indtil videre typisk købt det svar. Men hvis man smider flere penge efter dårlige resultater i psykiatrien, så får man ikke bedre resultater, men blot flere dårlige resultater.

ADHD-foreningen i Danmark, som er velsponsoreret af medicinalindustrien, er et mønstereksempel på stærk formålsbestemt kommunikation omkring ADHD af ovennævnte karakter. Når man forstår formålet med psykiatrien, er det på samme tid skrækindjagende og underholdende at læse deres budskaber. Hos ADHD-foreningen i Danmark kan man bl.a. læse følgende udgydelser:

"Den grundlæggende årsag til ADHD er genetisk". Det er en påstand, som psykiatrien intet bevis har for er korrekt, for der er ingen, som kan pege på hvilke gener det drejer sig om. Men der bruges enorme mængder af forskningsmidler til projekter, der har til formål at identificere matchende gener hos ADHD-diagnosticerede og som er forskellige fra de tilsvarende gener hos folk uden ADHD-diagnose.

"Opvækstfaktorer og den samfundsmæssige udvikling kan have betydning for, i hvor høj grad de arvelige anlæg fører til symptomer i en grad, så de bliver diagnosticeret som ADHD". Denne udtalelse er en fantastisk billig helgardering, som beskytter påstanden om, at ADHD er en genetisk sygdom. Hvis det ved to personer med lignende relevante gener kun er den ene, man kan diagnosticere med ADHD, så kan man blot sige at den kendsgerning at den anden ikke kan tilskrives ADHD skyldes forskellige ydre faktorer. Dermed "overlever" den vilkårlige påstand om at ADHD er genetisk betinget så at sige selvom der findes eksempler imod den.

"De bagvedliggende biologiske årsager menes at være dysfunktion i to af hjernens kommunikationssystemer. Systemerne sikrer kommunikationen mellem hjernecellerne ved blandt andet at benytte stofferne dopamin og noradrenalin. Der mangler dog stadig beviser for, at denne teori er fuldstændig korrekt". I bund og grund er dette et intetsigende helgarderende udsagn, fordi ordene "menes at være" og "ingen beviser for at være fuldstændig korrekt" betyder, at man ikke vil kunne klandres for noget som helst uanset hvad der sker. Hele formålet med dette sludder er at få folk til at tro at ADHD er en enorm kompleks psykiatrisk sygdom, hvilket som sagt legitimerer fejlskud og tragiske patienthistorier, for det må man jo være indstillet på, når nu "sygdommen" er så vanvittig kompleks.

Inden for det seneste års tid er der rapporteret forskningsresultater, som potentielt repræsenterer en bombe under psykiatrien. I en hollandsk undersøgelse af en gruppe ADHD-diagnosticerede børn viste det sig, at ADHD-symptomerne for over halvdelen af børnene kunne bringes til at forsvinde ved en kostomlægning. Ligeledes er det blevet vist, at en ubalance i et tarmhormon kan fremkalde ADHD-symptomer, altså igen noget der potentielt underminerer påstanden om psykiatriske sygdomme som genetisk betingede.

Hvordan reagerer psykiatere generelt så på opdagelser, som stiller spørgsmålstegn ved de psykiatriske sygdomme som genetisk betingede? Ganske enkelt med total tavshed. Det er simpelthen ikke interessant, at der er måder, hvorpå mennesker kan få det bedre og undgå farlig psykiatrisk medicin - psykiatriske patienter dør i gennemsnit 20 år tidligere end resten af befolkningen. Åbnes først døren til andre forklaringer på psykiatriske sygdomme, så smuldrer grundlaget for psykiatrien og dens voldsomme medicinering, hvilket igen underminerer den medicinalindustri, som fremstiller de livsfarlige psykiatriske kemikalier.

For eksempel i uddannelsessystemet og i masser af andre offentlige institutioner opereres der i stort omfang med kontrol og kvalitetskrav, og det med rette. Der er brug for, at politikerne begynder at agere på samme måde i forhold til psykiatrien og ikke blot blindt bevilger flere resurser. For at få det rette billede skal kontrol og kvalitetskrav ikke være på det overordnede plan med ventetider og overholdte procedurer osv., men på det plan hvor der kigges på enkelte menneskers skæbner i det psykiatriske system.

Nyhedsbrev nr. 2011-14

Hvorfor er der så få tilhængere af økologiske fødevarer blandt forældre, som har børn på Ritalin, Strattera eller anden ADHD-medicin?

To ting, som statistisk tilsyneladende hænger sammen, behøver ikke nødvendigvis at have noget med hinanden at gøre, men det er dog altid værd at overveje - også selv om det ved første øjekast virker usandsynligt. Hvordan kan der være en sammenhæng mellem en speciel madkultur og en psykiatrisk diagnose, ADHD?

ADHD-diagnosen stilles af en psykiater eller en anden læge og er udelukkende baseret på adfærdskarakteristika beskrevet i den psykiatriske håndbog DSM-IV. Denne tekst til vejledning i at stille ADHD-diagnosen er til brug for fagfolk, men heldigvis findes der en lettere tilgængelig version fra ADHD-foreningen i Danmark i publikationen "Voksne med ADHD". Adfærdskarakteristikaene spænder bredt, men kan sammenfattes under at være distræt, have ild i bagdelen og/eller være for ivrig. Den slags kan ske for alle mennesker, hvorfor psykiaterne bruger en grænseværdi og opererer med betingelser om sammenfald af flere symptomer over en periode. Grænseværdien for psykiaterens subjektive skøn er defineret ved, at adfærden skal være "utilpasset og i uoverensstemmelse med barnets udviklingsniveau". Hvornår det er tilfældet er op til den enkelte psykiater at vurdere og psykiaterne er ikke altid enige i diagnoserne.

Økologiske fødevarer er dyrket uden brug af pesticider eller andre natur-fremmede kemikalier, hvilket betyder, at disse fødevarer har et betydeligt lavere indhold af stoffer, som er skadelige for kroppen. Det er en gevinst på to fronter, dels at kroppen får tilført næring og brændstof i ren form, og dels at den stress, som udløses i kroppen som følge af fremmede og potentielt skadelige kemikalier, undgås.

Før der kan konkluderes noget på, hvorfor der tilsyneladende er så få tilhængere af økologiske fødevarer blandt forældre, som har børn på Ritalin eller anden ADHD-medicin, er der selvfølgelig brug for en mere dybdegående undersøgelse, men et skud fra hoften ville være, at der grundlæggende er to årsager:

1) Forældre, som er tilhængere af økologiske fødevarer, tillader simpelthen ikke, at deres poders kroppe forurenes med psykiatriske kemikalier, som strukturelt og funktionelt ligner kokain og amfetamin. Dette er helt uafhængigt af, hvorvidt disse børn genetisk skulle være mere eller mindre disponerede for ADHD end børn, som ikke får økologiske fødevarer.
2) Det er den sunde kost og fraværet af kropsfjendtlige kemikalier, som gør udslaget. Dette er faktisk helt i tråd med en nylig hollandsk undersøgelse, som viste, at i over halvdelen af tilfældene i en gruppe af ADHD-diagnosticerede børn forsvandt ADHD-symptomerne ved en kostomlægning.

ADHD-medicin er kropsfjendtlige kemikalier og kroppen reagerer på dem på de måder, som kommer til udtryk gennem medicinens bivirkninger.

Gid nogen ville lave en seriøs dansk undersøgelse af ADHD-børns kostvaner! En sådan undersøgelse vil næppe finde støtte fra medicinalindustrien eller ADHD-foreningen, men det virker indlysende, at dårlig ernæring fremkalder stress i kroppen og symptomerne på sådan stress kan faktisk være præcis de samme som de ADHD-symptomer, psykiaterne diagnosticerer ud fra. I så fald har forældre til børn i risikozonen for ADHD mere brug for at tale med en ernæringsekspert end en psykiater.

Nyhedsbrev nr. 2011-13

Psykiatrisk medicin - en "kalkuleret" risiko med tidlig dødelig udgang

Den 9. april 2011 kunne man i Kristeligt Dagblad og andre medier læse, at psykisk syge dør 20 år tidligere end andre. Det er konklusionen på et fællesnordisk forskningsprojekt, hvor forskere fra Danmark, Sverige og Finland har undersøgt dødeligheden blandt psykiatriske patienter.

Psykisk syge har en overdødelighed inden for stort set alle sygdomskategorier. Psykiatriske patienter, der lider af hjertesygdomme og andre fysiske sygdomme, har to til tre gange så høj risiko for at dø som andre med samme lidelse. Desuden er der en overhyppighed af selvmord blandt især patienter med bipolar sygdom (tidligere maniodepressiv sindslidende, red.), depression og skizofreni.

Fra psykiater-side anføres følgende grunde til overdødeligheden blandt psykiatriske patienter:

1) Psykiatriske patienter er mere udsat for vold eller ulykker end gennemsnitsbefolkningen.
2) Sundhedssystemet giver ofte psykiatriske patienter en dårligere behandling for deres fysiske lidelser end gennemsnitsbefolkningen får.
3) Psykiatriske patienters symptomer bliver ikke altid taget alvorligt, og de får derfor ikke stillet den rigtige diagnose.
4) Psykiatriske patienter lever i det hele taget mere usundt end gennemsnitsbefolkningen.
5) Psykiatrisk medicin kan give helbredsproblemer.

Psykiatrien, landsforeningen Sind og regionerne råber på handleplaner omkring punkterne 2-4), men byder ikke ind omkring 1) og 5). Lad os antage, at det er sandt, at psykiatriske patienter får en dårligere behandling i sundhedssystemet end gennemsnitsbefolkningen, når det handler om ikke-psykiatrisk behandling. Hvad ville der så ske, hvis punkterne 2) og 3) blev elimineret? Hvor meget ville det skære af de 20 år, som psykiatriske patienter dør tidligere end andre? Det virker utænkeligt, at psykiatriske patienter måske skulle være så stærkt diskriminerede i sundhedssystemet, at det ville ændre det store med hensyn til at bringe middellevealderen på niveau med gennemsnitsbefolkningen.

Hvad mad og drikke angår, kan der være noget at hente ved at arbejde på punkt 4), men det må ikke glemmes, at store dele af resten af befolkningen også både ryger og lever usundt, men alligevel er der 20 års forskel i middellevealder.

Tilbage står så selve den psykiatriske medicin, som spiller ind på punkterne 1), 4), og 5). Angående punkt 1), så er den psykiatriske medicin bevidsthedsændrende på en syntetisk, kemisk måde, som den psykiatriske patient ikke selv kontrollerer. Det at overlade en del af sit naturlige jeg og dømmekraft til et psykiatrisk kemikalie kan naturligvis give øretæver, hvis selvtilliden pustes kunstigt op, og ulykkesrisikoen kan kun stige, hvis man mentalt er mindre til stede eller kunstigt mere til stede.

Psykiatrisk medicin deler vandene, men ingen har endnu påstået, at den falder i kategorien helsekost, og med god grund. Psykiatrisk medicins liste over bivirkninger er alenlang og skrækindjagende. Der er tale om syntetisk fremstillede kemikalier, og når man studerer bivirkningerne, kommer man uvilkårligt til at tænke, at sådanne kemikalier, i stedet for at distribueres fra apotekernes hylder, burde afleveres på Kommunekemi i Nyborg.

Når psykiatrisk medicin har øgede selvmordstanker som bivirkning, kan en stor overdødelighed blandt psykiatriske patienter ikke overraske. Ej heller kan det overraske, at psykiatriske patienter med hjertesygdomme - skabt eller forværret af medicinen - har stor risiko for at dø af hjertesvigt, når det er kendt, at psykiatrisk medicin som bivirkning netop angriber hjertet og andre vitale organer.

Det virker naturligvis sympatisk, at man vil sikre en psykiatrisk patient med hjerteproblemer den rette behandling, men hvis man hælder hjertemedicin, som trækker i den rigtige retning, oven i psykiatrisk medicin, som trækker i den forkerte retning for hjertet, så beder man om kaos og risikerer yderligere forværring, fordi der nu i hjertet er krig imellem to forskellige slags medicin.

På den baggrund virker det største potentiale til at reducere overdødeligheden med 20 år blandt psykiatriske patienter til at være at reducere brugen af psykiatrisk medicin og benytte alternative behandlingsformer.

Det høres alt for ofte, at pårørende til psykiatriske patienter, som fx forældre til børn på ADHD-medicin, når skaden er sket, udtaler, at de slet ikke blev informeret om medicinens bivirkninger eller at disse blev slået hen som ubetydelige. Det burde være et lovkrav, at psykiatriske patienter og pårørende af en uvildig støtteperson meget nøje blev informeret om den planlagte medicins bivirkninger, således at patienten og pårørende kan foretage en afvejning af, om man virkelig vil risikere en tidlig død forårsaget af psykiatrisk medicin.

Preben Rudiengaard, formand for Folketingets sundhedsudvalg, er den eneste i Kristelig Dagblads artikel, som ikke blot råber på handleplaner, men udtrykker hensigt om at komme til bunds i dødsårsager og bivirkninger af medicin. Lovforslag L 171 fremsat den 23. marts 2011 af indenrigs og sundhedsminister Bertel Haarder vil lette adgang til relevante patientdata til afdækning af disse sammenhænge, så det er et godt skridt på vejen.

For hver eneste for tidligt død person, som har modtaget psykiatrisk behandling eller medicin, er der behov for at fastslå dødsårsagen og sammenholde den med bivirkningerne af den behandling og medicin, vedkommende har modtaget. Kun på den måde kan man få det sande billede af de frygtindjagende og livstruende bivirkninger af psykiatrisk medicin frem i lyset.

Nyhedsbrev nr. 2011-12

Hvorfor gælder den strammere og strammere miljølov ikke for miljøet imellem ørerne?

Lovgivningen til beskyttelse af vores natur bliver skrappere og skrappere, hvilket også er nødvendigt i lyset af tidligere tiders ansvarsløse forurening. Grundvandet er flere steder forurenet af sprøjtemidler, tilsætningsstoffer og opløsningsmidler, som ikke er blevet nedbrudt under nedsivningen igennem jordlagene.

Landbruget og regeringen kæmper en kamp om bæredygtighed, dvs. om en balance mellem økonomisk rentabelt landbrug i Danmark og beskyttelse af vores vandløb mod for store tilførsler af kvælstof og fosfor fra gødning og gyllespredning, som kan føre til iltsvind. Økosystemerne i vandløbene er sårbare over for fremmede stoffer og kemikalier, der kan udrydde liv.

Helt i tråd med bæredygtighed og grønne løsninger er den økologiske bølge, som vinder større og større tilslutning i samfundet, ikke blot gennem ønsket om at bevare vores natur men også ud fra en bevidsthed om den klassiske visdom "en sund sjæl i et sund legeme". Det kan være ubehageligt og i værste fald farligt, hvis fremmede kemiske stoffer får adgang til kroppen.

Et andet område med et endnu mere følsomt miljø handler om psykisk sundhed eller den menneskelige hjerne, hvor udviklingen går i den stik modsatte retning, nemlig hen imod tilførsel af endnu flere fremmede kemiske stoffer.

Selv om det er dyrt, kan forurenet jord renses, og vådområder, lagt døde af industrielle udslipskatastrofer eller længerevarende gødningsudsivning fra marker, kan normalt genoprettes. Det er ikke tilfældet med den menneskelige hjerne, hvor fremmede kemikalier i form af psykiatriske lægemidler kan efterlade uoprettelige skader i hjernens følsomme og sårbare biokemiske miljø. Der eksisterer absolut ingen metoder til at reetablere en hjerne, som er blevet beskadiget af kropsfremmede kemikalier eller elektriske chokbehandlinger.

Kunne man forestille sig en landmand, som gerne ville bruge en bestemt gødning, hvis den kunne forbedre hans afgrøder, selv om den var destruktiv for miljøet? Det kunne man måske nok, men han ville næppe få lov til det, fordi hensynet til "bivirkningen" vejer tungere end profitten, specielt hvis gødningen bruges over flere år, således at skadevirkningerne akkumuleres. Heldigvis er hverken gødningsproducenternes lobby eller landbrugets organisationer stærke nok til at besejre den sunde fornuft hos myndighederne. Prisen for miljøet ville være for høj i forhold til en tilsyneladende ønsket effekt på kort sigt - intet kan retfærdiggøre bivirkningen.

Anderledes forholder det sig med psykiatriske lægemidler og psykiatriske diagnoser. Psykiatrisk medicin kan måske nok hensætte en psykiatrisk patient i en form for rus, hvorigennem patienten "glemmer" sine bekymringer, men det sker gennem en voldsom indgriben i det ømtålelige miljø i hjernen. Ingen - selv ikke psykiatere - har nogen sinde påstået, at psykiatrisk medicin er uden bivirkninger, men det sker så vidt vides heller ikke, at en psykiater undlader at ordinere noget psykofarmaka til en psykiatrisk patient pga. medicinens bivirkninger.

Landmændene og gødningsproducenterne har brug for "hjælp" til at vægte hensynet til miljøet højere end kortsigtede egeninteresser, og den hjælp får de, både fra myndighederne og mange interesseorganisationer. Tilsvarende har psykiatere og lægemiddelproducenter brug for "hjælp" til at vægte bivirkningerne ved psykiatrisk medicin langt højere end det er tilfældet i dag. Korttidsrus af psykofarmaka og hvad det måtte medføre af tilsyneladende positive reaktioner, kan simpelthen ikke opveje de påførte skader ved kunstig indgriben i hjernens følsomme biokemi.

Rigtig mange mennesker kan forstå landbrugets produktionsapparat og hensynet til det omgivende miljø, og al denne indsigt og offentlige mening driver miljølovgivningen - der er mange relevante eksperter og meningshavere. Psykiatrilovgivning og godkendelse af psykofarmaka derimod drives af psykiaterne og medicinalindustrien - de er deres egne eksperter uden en modvægt i befolkningen svarende til miljøorganisationerne.

Kemoterapi i kræftbehandling, som også er kendt for stærke bivirkninger, er i bogstaveligste forstand et spørgsmål om liv eller død. Men det er ikke tilfældet med psykiatrisk medicin, og derfor må tilsyneladende gode korttidsvirkninger ikke retfærdiggøre bivirkninger af nedbrydende karakter. Fx er der selv blandt psykiaterne i dag vished om, at antipsykotisk medicin nedbryder hjernevæv - en bivirkning som omgående burde føre til et forbud mod medicinen.

Der er behov for, at de godkendende myndigheder begynder at afvise og forbyde psykiatrisk medicin udelukkende på grundlag af dens bivirkninger, uanset medicinens tilsyneladende nyttige aspekter. Alt andet er at spille hasard med hjerner og menneskeskæbner. Forurenet jord og vådområder kan genoprettes, men det kan kemisk beskadiget hjernemiljø ikke.

Nyhedsbrev nr. 2011-11

Psykiateres eget syn på diagnose og kur mod psykiatrisk sygdom

MMK's søsterorganisation CCHR interviewede psykiatere ved deres seneste årskongres i England. Det bemærkelsesværdige er, at de erkender, at der overhovedet ikke findes nogen biologisk test, som kan måle eller diagnosticere psykiatrisk sygdom. Ikke desto mindre påstår psykiatrien, at psykiatrisk sygdom er biologisk betinget. Samtidig erkender psykiaterne, at de ikke har helbredt nogen af deres patienter og at de på ingen måde kan kurere psykiatrisk sygdom. Hvilke andre grene af lægevidenskaben kunne slippe af sted med det?

Nyhedsbrev nr. 2011-10

Psykiatere skrumper hjerner på millioner af mennesker - det har de nu selv bevist

På engelsk kaldes psykiatere ofte "shrinks" (shrink betyder skrumpe eller krympe), så på dansk kunne vi kalde psykiatere hjerneskrumpere. Det er ikke helt klart, hvornår man begyndte at associere psykiatere med ordet shrink, men en artikel i Time i november 1950 nævner head shrinker som Hollywood-jargon for en psykiater. Oprindelsen af ordet head shrinker menes at komme fra Jivaro stammefolket i Amazonas, som flåede skindet af deres fjenders afhuggede kranier, hvorefter de tørrede ind og skrumpede. I Hollywood var logikken lidt i retning af janteloven, idet succesfulde folk kunne anses for havende "opsvulmede egoer", som psykiatere effektivt kunne gøre mindre eller få til at skrumpe.

Nu viser sig det imidlertid at ordet hjerneskrumper er meget rammende, når effekten af anti-psykotiske lægemidler skal beskrives. Det har psykiateren Nancy Andreasen bevist. Hun er tidligere mangeårig chefredaktør af tidsskriftet American Journal of Psychiatry, der er det officielle tidsskrift for "the American Psychiatric Association" (APA).

At psykiatriske patienters hjernevæv nedbrydes over tid er ikke nyt for psykiatere, men tidligere forklarede man at det var en følgevirkning af den psykiatriske sygdom eller alkohol/narko-misbrug eller andet, men nu er det bevist at nedbrydelsen af hjernevæv skyldes selve behandlingen med anti-psykotisk medicin.

Hele artiklen om undersøgelsens resultater kan læses i februar 2011 nummeret af Archives on General Psychiatry (Vol. 68, side 128-137) og et uddrag af forfatternes egen konklusion lyder:

Sammenholdt med dyreforsøg viser vores undersøgelse at antipsykotisk medicin har en subtil men målelig indflydelse på tab af hjernevæv over tid, hvilket understreger vigtigheden af omhyggelig vurdering af risiko/gavn i forbindelse med dosering og behandlingsvarighed.

Faktisk indrømmede Nancy Andreasen allerede i 2008 i et interview med New York Times, at "jo mere antipsykotisk medicin du får, desto mere hjernevæv mister du", men dengang hævdedes at medicinen nok blot forstærkede den psykiatriske sygdoms nedbrydelse af hjernevæv. Nu ved vi, at det er selve medicinen, som nedbryder hjernevævet og ikke "sygdommen"!

Hvor længe skal psykiatere have lov at fortsætte med at ordinere hjernevævsnedbrydende medicin til millioner af mennesker verden over? Hvor mange børneskæbner skal have hele deres liv ødelagt af psykiatrisk medicin? Stop det psykiatriske vanvid med adfærdsregulerende medicin - langtidsskaderne kan ikke genoprettes!

Nyhedsbrev nr. 2011-9

Regelmæssige psykiske helbredstjek i psykiatrien: Psykiatere, som selv rammes af en psykiatrisk sygdom, udgør en risiko for deres patienter.

En læge, som undersøger en patient for sukkersyge, har et meget objektivt kriterium for sin diagnose, nemlig sukkerindholdet i en blodprøve. På lignende vis er det med de fleste andre sygdomme, hvor diagnoser klart og tydeligt kan stilles ud fra blodprøver, vævsprøver, røntgenbilleder, ultralyd eller andet.

Helt anderledes forholder det sig med psykiatriske sygdomme, hvor der ikke findes objektive diagnostiske tester til at stille en diagnose. En psykiatrisk diagnose stilles udelukkende ud fra psykiaterens subjektive skøn baseret på observation af en række adfærdskarakteristika, der er beskrevet i en psykiatrisk håndbog.

Netop karakteren af psykiatriske sygdomme gør, at de forskellige kriterier for en psykiatrisk diagnose ikke kan være knivskarpe, hvorfor psykiaterens afvejning under inddragelse af det samlede psykiatriske billede har en afgørende betydning for, om en patient får stillet en korrekt psykiatrisk diagnose med efterfølgende behandling.

Enhver patient ønsker sig naturligvis, at den læge, som skal stille ens diagnose, er psykisk helt på toppen, idet patientens helbred er på spil. Spillerummet for lægens psykiske tilstand, inden for hvilket patienten kan føle sig tryg, er meget større, hvis lægen blot fx skal se på et tal for patientens blodsukker, end hvis lægen skal sammenholde adskillige ikke-objektive kriterier for patientens adfærd gennem en subjektiv vurdering. Det beror på, at psykiatriske sygdomme er meget komplekse og at deres præcise årsager ikke er kendte eller tilgængelige.

Med henblik på patienternes sikkerhed og tryghed synes det derfor som et rimeligt forlangende, at alle psykiatere selv gennemgår regelmæssige psykiske helbredstjek. De psykiatriske behandlingsformer, såsom elektrochok og stærk medicinering, er potentielt så farlige og har så mange alvorlige bivirkninger, at alt må gøres for at minimere psykiatriske fejldiagnoser.

Psykiatrien lærer os, at høj som lav fra alle samfundslag og professioner periodevis kan rammes af psykiatriske sygdomme, og det gælder således også psykiaterne selv. Læg hertil, at psykiatere måske selv har svært ved at søge behandling for sygdomme, de er sat i verden for at behandle. Hvis en psykiaters dømmekraft er svækket af en begyndende psykiatrisk lidelse, er det heller ikke på nogen måde givet, at psykiateren selv opdager den, fordi det ville kræve en korrekt subjektiv vurdering af egen adfærd.

Det her er en dybt alvorlig sag, der ikke skal spøges med, men vi taler faktisk om noget, der kunne svare til en Smiley-ordning for praktiserende psykiatere. Forsøgsvis kunne kontrollen af en psykiaters psykiske helbred ske en gang om året, og gerne af en over-regional instans - måske af psykologer underlagt Sundhedsministeriet. Det er også vigtigt, at psykiatere, som i en periode må fritages for direkte patientkontakt, ikke stigmatiseres og så vidt muligt varetager andre opgaver i psykiatrien under deres sygdomsforløb. Efter færdigbehandling skal de have ret til at vende tilbage til deres oprindelige job, men i den første tid vil det være hensigtsmæssigt med lidt hyppigere kontrol af deres psykiske helbred, både for deres egen og især for deres patienters skyld.

For at få en fornemmelse for problemets omfang kunne man starte med at undersøge hvor mange psykiatere overhovedet på noget tidspunkt har fået stillet en psykiatrisk diagnose og sammenholde det med psykiatriens oplysninger om hyppigheden af de forskellige psykiatriske sygdomme i befolkningen.

Nyhedsbrev nr. 2011-8

Udvalgte anbefalinger til vækst i salg af ADHD- eller anden psykiatrisk medicin

Intet er mere naturligt i erhvervslivet end, at virksomheder ønsker vækst eller mere salg af deres produkter, og dermed større profit. Der må investeres i reklame og sponsorater til grupper, som støtter op om brug af ens produkter og udbreder kendskabet til dem. Det gælder for alle mulige produkter, men der er enorme forskelle med hensyn til moralske grænser og hvad man kan være åben omkring.

Arla sponsorerer fodboldlandsholdet, og DBU har intet problem med mod betaling at fremme salget af et sundt og nærende produkt som mælk. Det syn deles af resten af befolkningen, og pengene fra sponsoratet kan bruges til i alles interesse at udvikle fodbold i Danmark. Lad os kalde et sådant sponsorat, hvor sponsoren og den sponserede organisation ellers intet kommercielt interessefællesskab har med hinanden, for et goodwill-sponsorat.

Anderledes forholder det sig, hvis de produkter, som skal fremmes, ikke er generelt accepteret i befolkningen, eller endnu værre, er stærkt kontroversielle og af mange anset for at være direkte skadelige. Et eksempel på sådanne produkter er psykiatrisk medicin, og især psykiatrisk medicinering af børn diagnosticeret med ADHD. Hertil anvendes amfetamin- eller kokain-lignende stoffer såsom fx Ritalin og Strattera. Det er ganske enkelt udelukket åbent at reklamere for indtagelse af sådanne kemikalier, så markedsføringen skal være indirekte og meget mindre synlig.

En effektiv konstruktion i denne henseende er en patientforening eller støtteforening omkring den psykiatriske sygdom, som kan sponsoreres ud fra særlige præmisser:

1) Foreningen skal have en række formål, bl.a.: Fremme anerkendelse af den psykiatriske sygdom som uhelbredelig, fremme forståelse og oplysning om sygdommen, mobilisere interessenter, lobby-virksomhed omkring udvidelse af behandlingstilbud og omsorg, afstigmatisering af patienterne og lignende.
2) Strikte regler, etiske kodekser og lignende i foreningen, som udelukker samarbejdspartnere og sponsorer fra enhver indflydelse på foreningens virke. Dette er essentielt for at gardere sig imod angreb om, at foreningen er betalt og i lommen på en medicinalindustri, som blot vil proppe endnu mere medicin ned i halsen på folk.
3) Aldrig nogen sinde at tale om specifikke psykiatriske lægemidler eller medicinalfirmaer, men holde alt i generelle anbefalinger omkring sygdommen.

Hvordan kan man så som medicinalindustri sikre sig "fornuftig" anvendelse af sponsormidlerne fra foreningens side, når nu man officielt intet har at skulle have sagt?

- Man sikrer sig, at det grundlæggende interessefællesskab er på plads, og det er klart at 1) ovenfor fremmer salget af psykiatrisk medicin. Dermed er det ligegyldigt om der evt. skulle være uenighed om mindre detaljer i foreningens virke.
- Alliance med en loyal tredjepart, som har karakter af ekspert for både foreningen og medicinalindustrien, uden at eksperten i sin rådgivning af foreningen kan beskyldes for at gå medicinalindustriens ærinde. Eksperterne er i dette tilfælde psykiatere, som kan honoreres som konsulenter for medicinalindustrien, og helst ulønnet være behjælpelig over for foreningen.

ADHD-foreningen i Danmark med et sekretariat på 20 personer er et eksempel på en veludført symbiose med medicinalindustrien, og med psykiaterne på sidelinjen som den vigtige tredjepart. ADHD-foreningens virke i en meget ædel indpakning i patienternes interesse fører uomtvisteligt til et øget salg af ADHD-medicin.

Hovedparten af ADHD-foreningens sponsorer og samarbejdspartnere er naturligvis fra medicinalindustrien, men det er et vidnesbyrd om en dygtig fundraising-afdeling, at der tilsyneladende også er goodwill-sponsorer. Den mest kuriøse sponsor er Axellus (tidligere Dansk Droge), som markedsfører kosttilskud, vitaminer, naturlægemidler og sports nutrition. Men det er velkendt, at sund kost alene kan eliminere børns ADHD-symptomer,* så Axellus ville nok være bedre tjent med at sponsorere "fjenden". Helseprodukter og psykiatrisk medicin er ikke et godt match - marketingafdelingen i Axellus har vist brug for en udviklingssamtale.

Succes kan let føre til uopmærksomhed og hovmod, og to ting springer umiddelbart i øjnene i forbindelse med ADHD-foreningen.

Psykiateren Per Hove Thomsen har en fremtrædende rolle på Janssen-Cilags danske hjemmeside som ekspert i ADHD og han optræder med samme foto på ADHD-foreningens hjemmeside i forbindelse med "Livskvalitet og ADHD". Hvorfor ikke gemme den "uvildige" tredjepart væk for ikke at true billedet af uafhængighed af medicinalindustrien?

Psykiatrien på verdensplan er splittet i to store skoler baseret på to forskellige diagnostiske håndbøger - DSM-IV udgivet af den amerikanske psykiatriforening (udbredt i Nordamerika) og ICD-10 udgivet af verdenssundhedsorganisationen WHO under FN (mest udbredt i Europa). Skal en patientforening som ADHD-foreningen kloge sig på hvilken håndbog psykiatere skal bruge til at stille ADHD-diagnoser? Mon dog. Men ADHD-foreningen gør lige præcis det i en pjece og plæderer for brug af DSM-IV i stedet for ICD-10, som er langt mere tilbageholdende med medicinering mod ADHD. En anerkendt psykiatrisk undersøgelse har vist, at en overgang fra ICD-10 til DSM-IV firedobler medicineringen af børn.**

Når ADHD-foreningen argumenterer for noget, som den overhovedet ikke burde blande sig i og som forøger udskrivningen af ADHD-medicin til børn 4 gange, så krakelerer billedet af uafhængighed af medicinalindustrien og man fristes til at formode, at pjecen er skrevet med ført eksperthånd. En sådan dumhed burde næsten være "indlæggelsesgrund" for ADHD-foreningens bestyrelse, hvis man kan finde en psykiatrisk håndbog, som beskriver en sådan type af psykiatrisk forstyrrelse.

* http://videnskab.dk/krop-sundhed/oprab-drop-adhd-medicin-og-kig-pa-kosten
** a) Singh I. "Beyond polemics: science and ethics of ADHD". Nature Reviews. Neuroscience 9 (12): 957-64 (December 2008). b) Santosh, P. et al. Refining the diagnoses of inattention and overactivity syndromes: a reanalysis of the Multimodal Treatment study of attention deficit hyperactivity disorder (ADHD) based on ICD-10 criteria for hyperkinetic disorder. Clin. Neurosci. Res. 5, 307-314 (2005).

Nyhedsbrev nr. 2011-7

Indsatte i danske fængsler sandsynligvis massivt undermedicineret med ADHD-medicin

For nylig kunne man i Ekstra Bladet læse, at halvdelen af de indsatte i norske fængsler er diagnosticeret med den psykiatriske sygdom ADHD, og man kan formode, at billedet i Danmark er nogenlunde det samme. Men kan det virkelig være rigtigt, at så mange i danske fængsler lider af denne psykiatriske sygdom? Det lyder næsten utænkeligt for der er da så vidt vides aldrig vist en så stærk sammenhæng mellem det at være kriminel og at lide af ADHD. Er det de samme gener, som koder for kriminalitet og ADHD?

Men tvivler man på, at hver anden indsat i danske fængsler har ADHD, så er det kun fordi, man ikke ved, hvordan psykiatere stiller ADHD-diagnosen.

Kunne man fx forestille sig, at en dansk fængselsindsat:

a) Ofte er uopmærksom over for detaljer eller laver sjuskefejl i fængselsarbejdet eller andre aktiviteter.
b) Ofte har svært ved at fastholde opmærksomheden ved opgaver eller sport.
c) Ofte ikke synes at høre efter ved direkte henvendt tale.
d) Ofte ikke følger instruktioner til ende og ikke gør "hjemlige" pligter eller arbejdsopgaver færdige.
e) Ofte har svært ved at organisere opgaver og aktiviteter.
f) Ofte undgår, ikke bryder sig om eller gør modstand mod at engagere sig i opgaver, som kræver vedvarende mental vedholdenhed.
g) Ofte mister eller forlægger ting, der er nødvendige for opgaver eller aktiviteter.
h) Ofte distraheres af ydre stimuli.
i) Ofte er glemsom i daglige aktiviteter.

Hvis 6 ud af disse 9 symptomer er til stede og de har været det over et halvt år i en grad, som er utilpasset og i uoverensstemmelse med personens udviklingsniveau, så falder ADHD-diagnosen ifølge den psykiatriske håndbog DSM-IV.

Hvad siger den sunde fornuft? Ingen i fængsler sidder der frivilligt og de fleste af dem har overhovedet ikke lyst til at være i det miljø, for ikke at sige at de protesterer imod det. Kunne man forestille sig, at ovennævnte symptomer hos fængselsindsatte måske ligefrem var naturlige under de omstændigheder? Ja, mon ikke, men i en psykiaters hænder er den slags adfærd ikke naturlig, men en neurogenetisk forstyrrelse, som kræver medicinering. Fængslerne kan meget vel være psykiaternes og medicinalindustriens største marked ud fra andelen af "behandlingskrævende" personer i befolkningsgruppen.

Man kan spørge sig selv, hvor mange fængselsindsatte ikke har ADHD ifølge a) - i) ovenfor. Skulle en indsat alligevel gå fri ifølge disse kriterier, kan han eller hun fældes på kriterierne for hyperaktivitet eller impulsivitet under ADHD, hvor der også blot kræves 6 pletskud ud af følgende 9 symptomer:

a) Har ofte svært ved at holde hænder og fødder i ro, snor og vrider sig rundt på stolen.
b) Forlader ofte sin plads i lokalet eller i andre situationer, hvor det forventes, at man bliver siddende på sin plads.
c) Kravler ofte op og løber omkring i situationer, hvor det er upassende (hos unge og voksne kan dette være begrænset til en subjektiv følelse af rastløshed).
d) Har ofte svært ved at lege og engagere sig i fritidsaktiviteter på en stille og rolig måde.
e) Er ofte "i gang hele tiden" eller virker som en, der er drevet af en motor.
f) Er ofte meget snakkende.
g) Buser ofte ud med svar, før spørgsmålet er formuleret til ende.
h) Har ofte svært ved at vente på sin tur.
i) Afbryder ofte andre eller overskrider andres grænser (fx trænger sig på i andres samtale, leg eller spil).

Igen, hvor mange i danske fængsler kan klare frisag ved sådan en granskning? Psykiaterne og medicinalindustrien hævder, at ADHD er en uhelbredelig genetisk sygdom, men kunne problemet i virkeligheden i høj grad dreje sig om miljøet og et lukrativt marked?

Nyhedsbrev nr. 2011-6

I risikozonen for ADHD: Tjek først hvilken håndbog din psykiater bruger!

Psykiatriske diagnoser bliver jævnligt beskyldt for at være vilkårlige og afhænge af, hvilken psykiater stiller diagnosen i den forstand, at to psykiatere, baseret på deres personlige og individuelle skøn, kan stille to forskellige diagnoser og påbegynde forskellige behandlinger. Det skyldes det særlige kendetegn ved psykiatriske sygdomme, at de ikke kan observeres objektivt gennem blodprøver, vævsprøver, røntgenbilleder eller lignende. Derfor er psykiatriske diagnoser udelukkende baseret på den enkelte psykiaters observationer og vurderinger af den psykiatriske patient, dvs. det personlige skøn.

Yderligere er der i nogle kredse en bekymring for, at psykiaterens egen aktuelle sindstilstand derigennem kan influere på den diagnose, han eller hun kommer frem til for den psykiatriske patient, eller med andre ord, at psykiaterens dagsform ikke kan udelukkes at have en vis betydning. Der er dog ingen dokumentation for denne mulige alvorlige vilkårlighed i det psykiatriske system, og en undersøgelse heraf ville kræve, at flere psykiatere uafhængigt af hinanden undersøgte en gruppe af psykiatriske patienter og at deres observationer og diagnoser blev holdt op imod hinanden.

For at imødekomme påstande om forskellighed og vilkårlighed i psykiatrien arbejder psykiatere i deres udarbejdelse af diagnoser ud fra standardiserede håndbøger med kriterier, som skal være opfyldt for de forskellige psykiatriske diagnoser. I USA benyttes håndbogen DSM-IV, som udgives af den amerikanske psykiatriforening. I Europa bruges både DSM-IV og ICD-10, som udgives af verdenssundhedsorganisationen WHO under FN.

Lad os som eksempel se på kriterierne for ADHD-diagnosen i de to håndbøger. De symptomer, der skal kigges efter i forbindelse med ADHD, er stort set identiske i de to håndbøger, og mange af symptomerne forekommer faktisk jævnligt for alle mennesker. Derfor lægges der i diagnosen vægt på symptomernes konsistente optræden over en periode og samtidig optræden af flere af symptomerne inden for perioden. Det er på dette punkt, at der er en afgørende forskel på de to håndbøger, som har vidtrækkende konsekvenser for ADHD-patienter. Det illustreres af en undersøgelse af 579 børn diagnosticeret med ADHD i Nordamerika.*

Disse 579 ADHD-børns journaler med de behandlende psykiateres observationer og konklusioner, baseret på DSM-IV-håndbogen, blev evalueret i henhold til ICD-10-håndbogen, og kun i 25 % af tilfældene var der grundlag for at stille ADHD-diagnosen med medicinering til følge. Det skyldes, at flere betingelser skal være opfyldt for en ADHD-diagnose i henhold til ICD-10 end i henhold til DSM-IV.

I praksis betyder dette, at af 100 børn ordineret Ritalin af psykiatere, som baserer deres diagnoser på håndbogen DSM-IV, ville kun de 25 være blevet ordineret Ritalin, hvis de i stedet var gået til en psykiater, der baserer sine diagnoser på ICD-10.

Det er klart, at troværdigheden omkring psykiatri ville være højere, hvis der ikke var den interne splittelse inden for psykiatri, som fører til, at forskellige psykiatere kan stille forskellige diagnoser og foreslå forskellige behandlingsforløb for den samme patient. Men den kendsgerning, at psykiatriske sygdomme ikke kan konstateres objektivt, men kun ud fra personlige skøn, gør, at en fuld standardisering inden for psykiatri sandsynligvis ikke kan forventes.

FN gør en indsats for at stoppe den eksploderende medicinering af børn med Ritalin eller andre amfetamin- og kokain-lignende kemikalier i forbindelse med ADHD-diagnoser, ikke kun gennem deres mindre medicin-fikserede håndbog ICD-10, men også fx for godt et år siden, hvor FN's Komite for Børns Rettigheder udtrykte alvorlig bekymring over den ekstraordinært store stigning i brug af psykofarmaka over for børn i Norge.**

I Danmark er antallet af ADHD-diagnoser og medicinering af børn også steget eksplosivt de senere år og der kunne ønskes en uvildig vurdering af, hvilken håndbog, DSM-IV eller ICD-10, skal lægges til grund for psykiatriske diagnoser. ADHD-foreningen i Danmark oplister i en af deres pjecer de diagnostiske kriterier for ADHD fra DSM-IV, dvs. håndbogen med en 4 gange så stor medicineringsgrad af børn i forhold til håndbogen ICD-10 fra verdenssundhedsorganisationen WHO under FN. Det formodes, at DSM-IV i Danmark desværre er mere udbredt end ICD-10.

* a) Singh I. "Beyond polemics: science and ethics of ADHD". Nature Reviews. Neuroscience 9 (12): 957-64 (December 2008). b) Santosh, P. et al. Refining the diagnoses of inattention and overactivity syndromes: a reanalysis of the Multimodal Treatment study of attention deficit hyperactivity disorder (ADHD) based on ICD-10 criteria for hyperkinetic disorder. Clin. Neurosci. Res. 5, 307-314 (2005).
** UN Convention on the Rights of the Child, Committee on the Rights of the Child, "Main areas of concern and recommendations; Basic health and welfare, points 42 & 43." 29. Jan, 2010.

Nyhedsbrev nr. 2011-5

Storhed og fald af børne-ADHD i Vest-Australien

Western Australia (WA) var først været igennem en eksplosion i antallet af ADHD-diagnoser til børn og oplevede derefter en betydelig og vedvarende tilbagegang. Derfor er det interessant at se på mulige paralleller og om de australske erfaringer og landvindinger kan vende udviklingen her i landet, når nu Danmark stadig er i eksplosionsfasen med hensyn til antallet af ADHD-diagnoser.

Eksplosionen i antallet af ADHD-recepter i WA fra 1989 til 2003 blev skabt af en håndfuld børnelæger i Perth, som var meget entusiastiske, hvad markedsføring, diagnosticering og receptudskrivelse for ADHD angik. Men indførelse af skrappere regler om ansvar ved receptudskrivelse i 2003 og en intens lokal debat om validiteten af diagnosen og lægemidlernes sikkerhed førte til et brat fald i medicinering af børn i WA.

Antallet af ADHD-medicinerede i WA steg fra 880 i 1989 til 20.648 i 2000, hvoraf 14-18.000 af Sundhedsministeriet og andre vurderes at være børn. Det var i forhold til befolkningens størrelse over gennemsnittet i USA, og blandt det højeste i verden. Stigningen fortsatte frem til indførelsen af de skrappere regler om ansvar ved receptudskrivelse i 2003, for derefter at falde til 5.666 børn i 2008. I samme periode faldt andelen af amfetamin-misbrugende teenagere i WA til ca. det halve.

Globalt har man over de seneste årtier set en stor stigning i narkotikamisbrug samtidig med en stor stigning i udskrivning af psykiatrisk medicin, men udviklingen i WA, hvor illegalt narkotikamisbrug falder parallelt med faldet i udskrivningen af psykiatrisk medicin, er bemærkelsesværdig. Kan det tænkes, at mængden af udskrevet psykiatrisk medicin er et pejlemærke for omfanget af narkotikamisbrug i samfundet eller måske ligefrem er den motor, som forkorter vejen til narkomani?

Bekymring over hyppigheden af ordinering af ADHD-medicin i WA opstod første gang i midten af 90erne, og regeringen i WA nedsatte i 1995 en arbejdsgruppe til at rapportere til regeringen om forekomsten af ADHD i Western Australia og søge eksperters mening om hensigtsmæssig diagnose og behandling af tilstanden. Rapporten pegede på bekymring over diagnose-praksis hos nogle unavngivne børnelæger i Perth og fremhævede problemer med udøvelsen af den såkaldte Blok-autorisation.

Blok-autorisation fritog læger, som udskrev rigtig meget medicin, fra de normale krav om tilsyn og rapportering, idet disse læger forventedes at være fortrolige med retningslinjerne omkring ordinering af behandling. Effektivt betød det, at de læger, som udskrev rigtig meget medicin, var dem, som mindst kunne drages til ansvar. I modsætning hertil kunne en læge, som sjældent udskrev medicin, i den sidste ende holdes ansvarlig for hver enkelt recept. Formodentlig var tanken bag politikken om Blok-autorisation den antagelse, at dem, som udskrev rigtig meget medicin, var kompetente inden for ordinering af især dex-amfetamin og methylphenidat (Ritalin) til ADHD.

Efter pres fra parlamentsmedlemmet Martin Whitely blev Blok-autorisation afskaffet i august 2003 og der blev indført et overvågningssystem omkring ADHD-medicin. De skærpede rapporteringskrav og muligheder for at drage læger til ansvar udløste øjeblikkeligt et dramatisk fald i udskrivningen af ADHD-medicin til børn. Disse tiltag blev i 2004 fulgt op af en parlamentsundersøgelse i WA, som satte gang i en intens lokal debat om validiteten af diagnosen og lægemidlernes sikkerhed.

Hvad er så læren fra Western Australia, som fik vendt udviklingen både i ADHD-medicinering af børn og i misbruget af gadenarkotika, som kemisk er i familie med ADHD-medicin?

Først og fremmest har man som borger to valgmuligheder, når antallet af ADHD-diagnoser og medicinering af børn eksploderer som i Danmark i de senere år:

1) Man kan tro på "eksperterne" i ADHD-industrien - psykiaterne og lægemiddelfirmaer samt deres patientforeninger og interessegrupper - som hævder, at der i virkeligheden ingen eksplosion er, men at lægerne blot er blevet bedre til at opdage og diagnosticere ADHD og lobby'er for, at deres industri "i patienternes interesse" bør udvikles og tilføres langt flere midler til forskning, oplysning, behandlingstilbud osv.
2) Man kan konkludere, at der må være noget ravruskende galt.

I Western Australia valgte myndighederne og borgerne mulighed 2). Da lægerne pludselig skulle kunne gøre rede for ADHD-diagnoserne og ville kunne drages til ansvar derfor, faldt antallet af ADHD-diagnoser og medicineringen af børn dramatisk. Tidligere havde lægerne meget rundhåndet diagnosticeret børn med ADHD og sat dem i medicinsk behandling, men nu, hvor de skulle gøre rede for hver enkelt diagnose og recept, var der ikke længere så mange "ADHD-tilfælde". Det fik befolkningen til at spørge sig selv om den psykiatriske "sygdom" ADHD i virkeligheden er en pengemaskine drevet af medicinalindustrien i samarbejde med psykiaterne. Det synspunkt forstærkes kun af, at faldet i antallet af ADHD-tilfælde gik hånd i hånd med et markant fald i narkotikamisbruget blandt teenagere.

Selvfølgelig er der intet belæg for at forbinde medicinalindustrien og psykiatrien med narkokriminalitet, men det er logisk, at psykiatrisk ADHD-medicin prædisponerer folk for at blive regulære narkomaner, når ADHD-medicin kemisk og virkningsmæssigt ligner de forskellige former for vanedannende amfetamin og kokain.

I Danmark er der statistik over ADHD-tilfælde i de enkelte regioner - nu har vi brug for at vide, hvor mange recepter på ADHD-medicin de enkelte psykiatere og læger udskriver. Tænk hvis det for Danmarks børn og unge kunne være første skridt mod den samme opsigtsvækkende udvikling, som man har set i Vest-Australien.

Kilde: http://speedupsitstill.com

Nyhedsbrev nr. 2011-4

ADHD - det store fødselsdagslotteri

ADHD-industrien hævder normalt, at ADHD er en neurobiologisk eller genetisk psykiatrisk sygdom, hvilket gør den uhelbredelig, men dog kontrollabel ved den rette livslange observation og behandling. Dog siger psykiaterne også, at andre faktorer så som omgivelserne kan spille ind omkring ADHD eller hvor stærkt denne psykiatriske lidelse kommer til udtryk. Og for at være på den helt sikre side understreger psykiaterne yderligere, at ADHD er en umådelig kompleks psykiatrisk sygdom, som bygger på omfattende forskning, der dog stadig langt fra er afsluttet.

Så skulle man synes, at psykiatrien var helgarderet, og at der således ikke skulle være ADHD-tilfælde, som kunne skabe forklaringsproblemer. Det gjaldt måske meget godt lige indtil for nylig, hvor det blev observeret, at ADHD også er et fødselsdagslotteri. Det har nemlig vist sig, at et barns fødselsdato kan have en signifikant betydning for risikoen for at få en ADHD-diagnose stillet.

Betyder det nu, at psykiaterne også skal til at inddrage stjernetegn for at kunne forklare afhængigheden af fødselsdato? Eller har det noget med årstidens klima de første måneder af et barns levetid at gøre?

To undersøgelser fra 2010 i USA viser, at de yngste børn i en skoleklasse har langt større risiko for at blive diagnosticeret med ADHD og medicineret end deres ældre kammerater i klassen.

Den første undersøgelse [1] sammenlignede ADHD diagnosehyppigheden i North Carolina af børnehavebørn født i den første måned af en årgang med deres klassekammerater født i den sidste måned af årgangen. Undersøgelsen fandt, at omkring 8,4 % af børnene født i den sidste måned af børnehaveårgangen - som er de yngste og normalt udviklingsmæssigt mest umodne i klassen - diagnosticeres med ADHD, mens det til sammenligning kun er 5,1 % for børnene født i den første måned af en årgang. Givet at ADHD ifølge psykiatere er en livslang uhelbredelig psykiatrisk sygdom, er konsekvensen af dette på sigt, at der i en hvilken som helst skoleklasse er næsten dobbelt så stor sandsynlighed for at årgangens yngste elever, i sammenligning med deres ældste klassekammerater, er på amfetamin- eller kokain-lignende psykiatriske lægemidler som eksempelvis Ritalin, Strattera, Concerta, Medikinet, Equasym eller Motiron.

Undersøgelsen viste også, at et barns fødselsdato inden for årgangen havde stor indflydelse på lærerens vurdering af, om hvorvidt barnet udviser ADHD-symptomer, men at det kun har svag indflydelse på forældrenes tilsvarende vurdering. Forskerne bag undersøgelsen mener, at dette indikerer, at mange ADHD-diagnoser kan være drevet af læreres opfattelse af, hvad der er upassende adfærd blandt de yngste børn i en klasse. Selvfølgelig har lærere bedre muligheder end forældre til at sammenligne børn med deres jævnaldrende, og denne undersøgelse viser tydeligt, at hvad lærere til dels iagttager, når de påpeger "ADHD-type adfærd", er relativ umodenhed af nogle børn.

Det siger sig selv, at et 6 års barn har 20 % mere livserfaring end et 5 års barn, men det skal heller ikke glemmes, at børn ikke udvikler sig lige hurtigt. Hvis et barn er mindre modent end andre børn på samme alder eller yngre, så er de ikke syge, men blot på et andet udviklingstrin. At klassificere relativ umodenhed som en sygdom, der skal behandles med amfetamin- eller kokain-lignende kemikalier, er en barbarisk krænkelse af et barns ret til at udvikle sig i sit eget tempo.

Det er også værd at bemærke, at ADHD-diagnose og medicinering af drenge er ca. 3 gange større end for piger, hvilket retfærdiggøres med den opfattelse, at piger udvikler sig hurtigere end drenge. Men hvad ligner det at medicinere drenge for at få dem til udviklingsmæssigt at gebærde sig mere som piger?

Den anden undersøgelse [2] så på data om ADHD-diagnoser og medicinering af 22.371 børn i 32 amerikanske stater. Den konkluderede, at risikoen for at blive diagnosticeret og medicineret for ADHD var væsentligt større for de yngste elever i en klasse. Yderligere fandt man, at det tilsvarende ikke var tilfældet for andre sygdomme eller tilstande. Det viser, at de diagnostiske retningslinjer, som anbefaler en sammenligning med klassekammerater, fører til medicinsk upassende ADHD-diagnosticering.

DISSE DATA FRA USA SKRIGER PÅ, AT VI FÅR LAVET EN TILSVARENDE UNDERSØGELSE I DANMARK!

Den kendsgerning, at de yngste elever i en klasse er mere "ADHD-syge" end deres ældre klassekammerater og at ADHD-diagnoser er baseret på subjektive skøn over påståede funktionsforstyrrelser i adfærd (så som ikke at have lyst til at lave lektier) bærer ved til bålet om, at der er noget rivende galt med pengemaskinen ADHD og dens operatører i psykiatrien og medicinalindustrien.

Vi er kommet dertil, hvor naturlige forskelle i børns individuelle udviklingstrin ud fra ret vilkårlige subjektive vurderinger søges udlignet med psykiatriske kemikalier, som kemisk ligner illegal gadenarko som amfetamin og kokain.

Kilde: http://speedupsitstill.com/

[1] Elder, T.E. 'The importance of relative standards in ADHD diagnoses: Evidence based on exact birth dates' Michigan State University, June 2010. https://www.msu.edu/~telder/ADHDCurrent.pdf
[2] Evans W.N., Morrill M.S. & Parente S.T. 'Measuring Inappropriate Medical Diagnosis and Treatment in Survey Data: The Case of ADHD among School-Age Children' J Health Econ. 2010 Sep:29(5):657-73. Epub 2010 August 4 http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20739076.

Nyhedsbrev nr. 2011-3

Hvordan psykiateren Niall McLaren efter mere end 30 års praksis ser tilbage på sin første undervisning i psykiatri og hvorfor han vil transformere psykiatri

I et interview i sammenhæng med udgivelsen af sin bog, "Humanizing Madness" (Menneskeliggørelse af sindssyge) fortæller Niall McLaren om hvordan han allerede fra starten af konstaterede, at psykiatri mangler videnskabeligt grundlag og arbejdsmetode.

Link til interviewet: http://www.readerviews.com/InterviewMcLarenNiall.html

Faktisk allerede da jeg begyndte min uddannelse inden for psykiatri, konstaterede jeg, at der var noget galt. En eftermiddag kunne vi starte med en forelæsning af en professor i psykiatri, som fortalte os, at psykiske forstyrrelser blot var en særlig form for hjernesygdom, og at behandling af psykiatriske sygdomme bestod af medicinering til at rette op på kemisk ubalance i hjernen. Derefter fulgte en forelæsning om psykoanalyse af en privatpraktiserende psykiater, og endelig eftermiddagens afsluttende forelæsning holdt af en adfærdspsykolog, som muntert fortalte os, at den medicinske model var noget plidderpladder, og at al psykisk forstyrrelse var indlært og skulle håndteres efter Pavlovs eller Skinners principper - han var aldrig helt sikker på, hvem af dem det var. Men lige som de to andre forelæsere hævdede han, at undervise os i videnskaben om psykisk forstyrrelse.

Hvis det var, hvad vores uddannelse i psykiatri gik ud på, kunne jeg kun være utilfreds. Der kan da kun være én korrekt videnskabelig model, ikke tre modeller, som bekriger hinanden, og handler som om, de to andre slet ikke eksisterer. Men det er ikke alt. Under vores diskussioner om patienter og på sygegangene kunne psykiaterne springe fra den ene teori til den anden uden den mindste form for intellektuelt ubehag. Jeg lagde også mærke til noget andet, mens jeg observerede alt dette. På ethvert universitetsinstitut er der forskellige specialer. For eksempel var der professorer i biologi zoologi og botanik, som var specialiserede i entomologi (læren om insekter), havbiologi, genetik eller økologi osv. Disse mennesker var helt igennem høflige over for hinanden, drak te sammen om morgenen og interesserede sig ellers gensidigt ikke synderligt for, hvad kollegaerne lavede. De var specialister, som alle på deres egen måde bidrog til det enorme og komplekse projekt kaldet videnskab. Men inden for psykiatri sagde hvert speciale ikke blot, at de andre psykiatriske specialer var irrelevante, men at de var forkerte. Det gav ingen mening for mig.

Ved yderligere studier af de psykiatriske specialer fandt Niall McLaren frem til, at de hver især havde deres egne problemer - ting som ikke gav mening. Hvis man arbejder med noget, som man godt ved ikke giver fuld mening, er det let at blive frustreret og forsvare sig ved at kritisere andre psykiatriske specialer for deres åbenlyse og logiske problemer. På den måde er der et grundlag for psykiatere til at kritisere og bekrige hinanden.

Det virkelig bizarre er, at ingen i moderne psykiatri står ved, at han eller hun ikke har opbakning til eller enighed om en psykiatrisk model, som de kan basere deres praksis, undervisning eller forskning på. Forfatteren P.J. O'Rourke sagde engang om den arabiske verden, at det ikke så meget er en verden, men snarere evindelige konflikter om grænser, og det samme kan siges om psykiatri. Problemet er at psykiatere ikke kan fordrage, at man siger det til dem. Hvorfor mon?

Hvis der fx blot var tale om forskellige skoler inden for fx frisørfaget, som bekrigede og kritiserede hinanden, kunne man tage det roligt, da det jo ikke har større konsekvenser, hvilken frisure folk ønsker at have. Men denne splittelse i psykiatrien og vidt forskellige ret vilkårlige ideer om, hvad folk med psykiske problemer har brug for, som udmøntes i fiksering, lemlæstelse og kraftig medicinering gør psykiatriske patienter til brikker i et spil russisk roulette. De folk, som lovmæssigt tager sig af psykisk syge, er uenige om metoderne, og alligevel kan de udsætte patienter for voldsomme og ødelæggende behandlinger, som flere af deres egne frasiger sig. Det underminerer faget psykiatris troværdighed.

Kunne vi bare få afskaffet de mest brutale psykiatriske behandlingsformer, som flest af deres egne tager afstand fra - elektrochok ville være et godt sted at starte. Menneskeskæbner er værdifulde!

Nyhedsbrev nr. 2011-2

Har Niall McLaren overhovedet et eksamensbevis som psykiater og ved han, hvad han snakker om?

Ja, det har han og det gør han, men efter at have praktiseret som psykiater i over 30 år mener han noget helt andet om psykiatri og psykiatriske sygdomme end det store flertal af andre psykiatere, og han har sat sig for at transformere psykiatri.

Det er ingen overdrivelse at sige, at denne erfarne australske psykiater fuldstændigt underminerer det grundlag, som psykiatri bygger på. Han siger direkte, at moderne psykiatri overhovedet intet videnskabeligt grundlag har.

Niall McLaren har skrevet en bog, "Humanizing Madness" (Menneskeliggørelse af sindssyge), og i den sammenhæng har han givet et interview (http://www.readerviews.com/InterviewMcLarenNiall.html), som nedenfor er oversat i uddrag.

"Folk kan være psykisk syge på trods af, at deres hjerner er kernesunde. Det er simpelthen ikke sandt, når det hævdes, at al psykisk sygdom skyldes en "kemisk ubalance" i hjernen, uanset hvad dette tåbelige udtryk end måtte betyde."

Den gigantiske milliardindustri, som propper folk med psykofarmaka, er ellers baseret på, at disse medikamenter med voldsomme bivirkninger og langtidsskader til følge skal gennemtrænge blod-hjerne-barrieren og gå ind i hjernen for at korrigere for påståede "kemiske ubalancer". På trods af, at der aldrig er ført noget som helst bevis for "kemisk ubalance" i hjernen, holder flertallet af psykiatere hårdnakket fast i denne teori, som er hele grundlaget for en milliardindustri.

Interviewet fortsætter med en forbløffende karakteristik af moderne psykiatri:

"Psykiatri er i en tilstand af nært forstående kollaps. På grund af deres mangel på en ordentlig model for psykisk forstyrrelse har psykiatere ladt deres profession i stikken i en generation eller mere i en sådan udstrækning, at de ikke længere har styr på tingene. Faktisk, hvis de ikke havde lovmæssigt ansvar for patienter indlagt på psykiatriske hospitaler, og kontrol over bevidsthedsændrende medicin, tror jeg, at psykiatri nærmest ville have ophørt med at eksistere i store dele af verden."

Hvis psykiatrien kunne fremvise gode resultater, hvor folk blev kureret for deres psykiatriske sygdomme, kunne man sidde sådanne udtalelser overhørig, men psykiatrien trækker et spor af lemlæstelse, hjerneskader og afhængighed af psykofarmaka efter sig, som fører til utallige ødelagte menneskeskæbner.

Givet at "kemisk ubalance" i hjernen overhovedet ikke eksisterer, så er hele den psykiatriske medicinindustri og psykiatrien et kæmpe fupnummer, som kun opretholdes af de to kendsgerninger, Niall McLaren fremfører ovenfor. Hvor længe skal det vanvid fortsætte?

Nyhedsbrev nr. 2011-1

Hvordan kan man være imod psykiatri, hvis man går ind for demokrati?

En ting må man give psykiatere – deres organisationer er på ingen måde topstyrede. Beslutninger, som får vidtrækkende konsekvenser for millioner af menneskers liv afgøres gennem demokratiske afstemninger. Det kan virke sympatisk, men det er også en nødvendighed, da psykiatriske sygdomme ikke lader sig diagnosticere gennem nogen form for fysiske eller kemiske målinger. Man kan heller ikke se dem på røntgen-, ultralyds- eller MR-billeder. Psykiatriske sygdomme er med andre ord helt usynlige og umålelige, og derfor kun baseret på skøn.

Lidt firkantet kan man sige, at en given psykiatrisk sygdom faktisk kun eksisterer, fordi et flertal på en psykiatrisk kongres har vedtaget det gennem en demokratisk afstemning. Det er sådan set meget forståeligt, når der ikke findes objektive og håndfaste videnskabelige kriterier, som kan diagnosticere sådanne sygdomme. Når en ny psykiatrisk sygdom er blevet ”vedtaget”, står verdens psykiatere sammen om, at sygdommen rent faktisk eksisterer.

Vedtagne psykiatriske sygdomme optages i den psykiatriske håndbog kaldet DSM (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders), som udgives af den amerikanske psykiatriforening (American Psychiatric Association, APA). DSM bruges af psykiatere verden over, samt af myndigheder, forsikringsselskaber og lægemiddelselskaber. En tilsvarende håndbog udgives af WHO (World Health Organization) under navnet International Classification of Diseases (ICD), som især benyttes i Europa.

Lige som politikere er psykiatriske organisationer opmærksomme på og lydhøre for befolkningers meninger og holdninger. Et eksempel er homoseksualitet, som frem til 1970’erne var opført i DSM som en psykiatrisk sygdom, men derefter blev helt fjernet til stor tilfredshed for forkæmperne for homoseksuelles rettigheder.

Modstanden og kritikken af psykiatri er voksende i disse år, og man må sige, at psykiaterne gennem deres handlinger og arbejdsmønstre selv gør sig sårbare over for denne stærkt voksende kritik. Elementer i kritikken omfatter bl.a.:

• Selv om der fra en DSM-udgave til den næste af og til droppes psykiatriske sygdomme, fortsætter disse sygdommes antal med at stige i DSM, og jo større antallet af vedtagne psykiatriske sygdomme er, desto større er det samlede hævdede behandlingsbehov og dermed psykiaternes forretningsgrundlag og medicinalindustriens marked.
• Det er psykiaterne selv, som indfører og definerer de psykiatriske sygdomme i DSM uden uvildig vurdering. Psykiaterne fungerer med andre ord som deres egne eksperter.
• DSM er et lukrativt idékatalog for lægemiddelfirmaer inden for CNS-området (Centrale NerveSystem), som står parat til at udvikle lægemidler til de seneste eller mest udbredte psykiatriske sygdomme, men de til tider store økonomiske honorarer fra lægemiddelindustrien til psykiatere er i denne sammenhæng katastrofale pga. tanker om, at vedtagelse af nye psykiatriske sygdomme er økonomisk motiveret.
• Der mangler en videnskabelig funderet begrundelse for, hvorfor DSM klassificerer talrige seksuelle lyster og interesser som psykiatriske sygdomme, når man har afskaffet homoseksualitet som en psykiatrisk sygdom. Hvorfor lytter psykiatere tilsyneladende til en seksuelt orienteret gruppe og ikke til andre?
• Indholdet af vilkårlighed i psykiatrien virker uvidenskabeligt højt, når man ved en afstemning kan vedtage eksistensen af en psykiatrisk sygdom og så i en anden afstemning nogle år senere vedtage at den alligevel ikke eksisterer.

I lyset af psykiatriens voldsomme lemlæstelse og medicinering uden nogen form for positiv effekt på flertallet af patienterne, men faktisk resulterende i hjerneskader og pacificerede medborgere uden gnist, kan man med rette stille spørgsmålstegn ved det herskende demokrati og egenrådigheden i psykiatrien. Risikoen ved psykiatrisk behandling er simpelthen så stor, at politikerne må stoppe op og revurdere psykiatriens arbejdsbetingelser. Ligeledes må vi som borgere kræve, at de myndigheder, som godkender medicin, når der ikke er tale om behandling af fysisk livstruende tilstande, afviser at godkende medicin med stærke bivirkninger og fare for langtidsskader.

Demokrati er som udgangspunkt godt, men meget tyder på at det er gået alt for vidt inden for psykiatri.

POLITIKERE TAVSE OM SAMFUNDETS UDGIFTER TIL NYTTESLØSE ANTIDEPRESSIVER

Hvorfor er der ingen politikere, der tager initiativ til at stoppe samfundets udgifter til over 350.000 borgere, der er på antidepressiver, som ingen helbredende virkning har, men derimod skaber bivirkninger i form af nedsatte kreative evner, apati og dæmpet sexlyst?

Vore politikere kunne lade sig inspirere af senator Chuck Grassley fra staten Iowa i USA, der har startet en undersøgelse for at finde de læger i forbundsstaterne, der har udskrevet enorme mængder af recepter på psykofarmaka under navnene Abilify, Geodon, Seroquel, Zyprexa, Risperdal, OxyContin, Roxicodon og Xanax.

Senatoren anmodede om lægernes identitet, antallet af recepter pr. præparat hver læge havde udskrevet i 2008 og 2009 og den totale udgift til medicintilskud pr. præparat.
På basis af oplysninger fra flere stater fandt senator Grassley ud af, at nogle læger udskrev i tusindvis af recepter på disse præparater og at nogle af de samme læger enten var under mistanke for bedrageri eller var blevet smidt ud af deres stats medicintilskuds program på grund af bedrageri.
For eksempel havde en læge i Florida udskrevet 96.685 recepter på psykofarmaka i løbet af 21 måneder. Senator Grassleys kontor udregnede, at den pågældende læge skulle have udskrevet over 150 recepter dagligt syv dage om ugen uden afholdt ferie i næsten to år.

Psykofarmaka benævnt Abilify, Risperdal og Zyprexa viste sig at være de mest ordinerede og dermed de mest indbringende. Flere læger var blevet betalt fra 2.2 millioner kr. til over 4 millioner kr. årligt for disse recepter.

RAPPORTERING AF BIVIRKNINGER KAN NU GØRES PÅ 10 MIN ? AF ENHVER, LÆGE ELLER EJ

Medicinbrugere, pårørende og læger kan rapportere bivirkninger af psykofarmaka og anden medicin på lægemiddelstyrelsens hjemmeside: www.lægemiddelstyrelsen.dk ved at gå ind på sektionen "Meld en bivirkning ved medicin". Dette kan gøres på 10 min. og dermed er der åbnet en vej for, at borgere selv kan få indflydelse på at få skadelige medikamenter væk fra salgshylderne.
Det anslås, at hidtil blev kun 1 ud af 50 tilfælde af bivrikninger indberettet, fordi det var for tidskrævende for læger at skulle udfylde papirer over disse. Med det nye system, der eksisterer siden april i år, er der adgang for alle til at gøre bivirkninger kendte.
Ifølge gældende bekendtgørelse om indberetninger af bivirkninger ved lægemidler har læger og tandlæger pligt til at rapportere alle formodede bivirkninger hos mennesker, de har i behandling.
Borgere kan også skaffe sig grundig oplysning om medikamenter og deres virkninger/bivirkninger ved at gå ind på sektionen "Bivirkninger" på lægemiddelstyrelsens hjemmeside og søge efter "Produktresumé" over ethvert middel. Disse findes i alfabetiske kategorier og et enkelt produktresumé fylder ofte 16-18 siders oplysninger.
Forældre til børn, der påstås at være adfærdsvanskelige eller hyperaktive, bør ikke acceptere nogen medicinsk behandling af barnet, før de har sat sig ind i konsekvenserne. F.eks. bør produktresuméet for midlerne Ritalin og Strattera læses grundigt. Det bør huskes, at det er en kendt sag, at mange børn stemplede som "ADHD" i virkeligheden manglede søvn og ernæringsfyldt mad uden farvestoffer.

600 FAMILIER HAR STÆVNET MEDICINALFIRMAET GLAXOSMITHKLINE I USA.

Hvorfor? Der er fx dobbelt så stor risiko for, at kvinder på antidepressiver føder børn med hjertefejl. Denne risiko mangedobledes, hvis mødrene fik mere end ét antidepressivt middel. Dette bekræftes af en undersøgelse i British Medical Journal. Der kommer også rapporter fra hele verden, om at antidepressiver endog fremkalder kraftigt øget risiko for spontan abort.

Tilmed kommer en rapport, som viser at antidepressive midler fremkalder for tidlig fødsel. Forskere fra Københavns Universitet har lavet en stor undersøgelse af fremkomsten af bivirkninger blandt børn fra nul til 17 år i forbindelse med, at de selv eller deres mødre er blevet behandlet med antidepressive og antipsykotiske midler og andre former for såkaldt psykofarmaka. Undersøgelsen viste, at mange småbørn kommer for tidligt til verden, fødes med lav vægt, misdannelser, medicinsk afhængighed eller de mister i værste fald livet, fordi deres mødre er blevet givet antidepressiver under graviditeten.

I en retssag mod firmaet GlaxoSmithKline vidnede den kendte neurofarmakolog dr. David Haley. Denne fortalte, at medikamenterne Paxil/Seroxat ejedes i begyndelsen af det danske lægemiddelfirma Ferrosan. De havde udført dyre- eksperimenter med medikamenterne i begyndelsen af 80`erne. Alle dyr, som ikke fik Paxil/Seroxat, fødte levende unger. Af dem, som fik Paxil/Seroxat, døde 47 unger ud af 415.

GlaxoSmithKline har tidligere udbetalt over en milliard dollars i skadeserstatninger til andre Paxil/Seroxat-relaterede sager. De er gået med til et forlig i 100 sager med misfødte børn. GlaxoSmithKline sælger Paxil/Seroxat for tæt på 3 milliarder dollars pr. år.

GlaxoSmithKline har nu meddelt, at det vil stoppe forskning i nye antidepressiver og fokusere på sygdomme, til hvilke det kan udvikle mere værdifuld medicin. Det er en større kursændring, da firmaet har udviklet nogle af de bedst sælgende antidepressiver over de sidste 20 år.

Ref: http://www.consumeraffairs.com/news04/2010/06/paxil_settlement.html
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2010/06/22/223042.htm

Se vores nyeste video:
Elektrochok - det er ikke behandling, det er tortur

NYT

Du kan nu se danske statistikker over psykiatrien i Danmark de seneste år via menuen foroven under "Hvad er psykiatri?" eller via nedenstående links.
Vi har samlet tallene fra bl.a. Lægemiddelstyrelsen og Center for Psykiatrisk Grundforskning.

Statistikker over tvang i psykiatrien
Statistikker over døde i psykiatrien
Statistikker over forbruget af psykofarmaka

Psykiatri: Det værst tænkelige forrædderi

Du kan nu gratis hente bogen "Psykiatri: Det værst tænkelige forrædderi" ved at klikke her

FN'S KOMITE FOR BØRNS RETTIGHEDER ER "ALVORLIGT BEKYMRET" OVER AT BØRN BLIVER MEDICINERET MED RITALIN

Den 29. januar 2010 udsendte FN's komite for børns rettigheder (CRC) en officiel erklæring om, at den er ?alvorligt bekymret over undersøgelser som viser den hastige forøgelse, inden for en kort tidsperiode af udskrivning af psykostimulanser som Ritalin og Concerta til børn, som er diagnostiseret med ADHD.? ¹

Komitéen mødtes i Geneve for at gennemgå Norges implementering af FN's traktat om børns rettigheder og reagerede på den tidoblede forøgelse af psykostimulanter udskrevet til børn i landet mellem 1991 og 2003 og yderligere 70% siden 2004. Medicinalindustrien, ?Big Pharma?, har høstet profitten fra dette ? salget af psykostimulanter forøgedes mere end 4.000% i løbet af det sidste årti. Det var det tredje nordiske land komiteen havde undersøgt for dets psykiatriske medicinering af børn.

Delegerede fra den norske regering, inklusive ministeren for børn, Audun Lyskbakken og repræsentanter fra sundhedsministeriet, blev kritisk udspurgt omkring det mulige misbrug af børn med stærke stimulanser. I en senere twitter med Norges Ombudsmand for børn, sagde han, at minister Lyskbakken blev udspurgt omkring det stærkt stigende Ritalinforbrug og hvorvidt børns kost kunne være årsagen til ADHD-symptomer som resulterede i ordinering af stimulanser. Ministeren indrømmede, "Der er plads tilforbedringer."² Den norske regerings minister for børn dokumenterede i høringen, at to undersøgelser bliver foretaget i Norge for at fastslå effektiviteten af Omega 3 olier på ?ADHD?-symptomer samt at medicinering skulle være sidste tilflugt.

Dette er et skridt i den rigtige retning, således at kokainlignende stimulanter (som kan forårsage psykoser, hjerteanfald og slagtilfælde) bliver forbudt at bruge på børn, i særdeleshed når der findes sikre stof-frie alternativer.

Både mediers rapporter om CRC-høringen samt nogle anbefalinger bemærkede, at ekspertudsagn drøftede beviser på, at diæt er kædet sammen med adfærdsproblemer og hvordan norske skoler nu tacklede dette.³

CRC anbefalede, at regeringen "omhyggeligt undersøgte" "fænomenet med overdreven udskrivning af psykostimulanter til børn" og at tage initiativer til at tilvejebringe børn et større udvalg af uddannelses- og behandlingsmuligheder.

I 2005 færdiggjorde CRC en undersøgelse af implementering af menneskerettighedsstandarder for børn og udsendte da en stærk advarsel til regeringerne om, at de såkaldte ADHD og ADD bliver misdiagnostiseret og at psykostimulerende stoffer derfor bliver overdrevent ordineret, på trods af voksende beviser på disse stoffers skadelige effekt.⁴

¹ UN Convention on the Rights of the Child, Committee on the Rights of the Child, ?Main areas of concern and recommendations; Basic health and welfare, points 42 & 43.) 29 Jan, 2010.
² http://www.morsmal.org/cgi-bin/index.cgi?action=viewnews&id=1460
³ http://www.unog.ch/unog/website/news_media.nsf/(httpNewsByYear_en)/54E420E1315C15EAC12576B200530BAC?OpenDocument
⁴ "Considerations of reports under article 44 of the convention?Concluding observations: Finland," UN Committee of the Rights of the Child, CRC/C/15/Add.272, 20 Oct. 2005, p. 7; "Considerations of reports under article 44 of the convention?Concluding observations: Denmark," UN Committee of the Rights of the Child, CRC/C/DNK/CO/3, 25 Nov. 2005, p. 8.

---

Vidste du at:

• et stor farmaceutisk firma betaler 500.000 dollars til Chicago psykiater for at bruge børn som forsøgskaniner. En forbundssag er startet mod det farmaceutiske gigantfirma AstraZeneca for at have betalt Chicago psykiateren Michael Reinstein næsten 500.000 dollars over en 10-års periode for at udføre forskning og reklame for den antipsykotiske medicin Seroquel. Reinstein beskyldes for med fuldt overlæg at have jagtet tusindvis af mentalt syge patienter for at skaffe fortjenester for AstraZeneca.
  I anklagerne mod Reinstein nævnes, at han normalt udskrev den dobbelte dosis medicin, som andre psykiatere ville udskrive for de samme tilstande. Men når patienter klagede over smerter og lidelser p.g.a. bivirkninger fra de enorme mængder medicin, ignorerede Reinstein patienterne. Reinstein havde ulovligt udskrevet Seroquel for andre tilstande, f.eks. vægttab trods undersøgelser har vist, at medicinen skaber vægtforøgelse. Reinstein anklages endvidere for falske påstande om Seroquel, som kunne medf&slash;re ødelæggelse af folks liv og sundhed. Skønt både psykiater Reinstein og firmaet AstraZeneca fremstår skyldige i uetisk og ulovlig adfærd, er det AstraZeneca, der står anklaget i sagen, da firmaet er skyldig i bevidst at betale Reinstein for at skovle fortjeneste af hans ulovligheder.
• der foregår en psykiatrisk masseundersøgelse af skolebørn i Sverige: Fra den 24.aug. - 6.nov.2009 bliver alle skolebørn fra 6.-9.kl. screenet for psykiske problemer?
  Ref. www.sweden.gov.se/sb/d/11224/a/125702
  Denne masseundersøgelse er baseret på psykiatriens påstand om, at 25% af alle børn er psykisk syge, så det gælder om at finde dem og dernæst få dem på livsfarlig psykofarmaka.
  Ref. www.transmittorn.com/nr_7/art1.htm
• anledningen til at børn er "syge" er psykofarmakaen? For uden sygdom kan ingen psykiater udskrive "medicin". Lægemiddelfirmaerne ønsker at sælge mere psykofarmaka og har derfor brug for at flere og flere i befolkningen kategoriseres som "syge".
• ideen til at gå ud på skolerne og foretage screening af børn og unge kommer fra USA. Millioner af amerikanske børn og unge får amfetamin og antidepressive midler til at behandle påståede psykiske forstyrrelser. Psykiatere og medicinfirmaer er gået i krig med at udføre selvskabte obligatoriske teenscreens på skolerne for at finde flere og flere, de kan pålægge diagnoser og dermed psykofarmaka.
  Ref. www.psychsearch.net/teenscreen.html

---

Se MMK-dokumentaren: "Dødelig Profit - Hvad du ikke ved om psykofarmaka"

En historie om bedrageri...
Psykofarmaka. Det er en historie om mange penge - stoffer der holder en 330 milliarder dollars psykiatrisk industri i gang, men som ikke helbreder nogen. De menneskelige omkostninger er endnu større - disse stoffer skønnes nu at dræbe 42.000 mennesker om året. Og dødstallet stiger hele tiden.

---

Se video med Gwen Olsen, forfatter af bogen "Confessions of an Rx Drug Pusher" her

---

Af Torsten Hjelmar Koordinator for Medborgernes Menneskerettighedskommission

Hvordan kan en udstilling om psykiatri gå hen og blive landets mest omtalte udstilling?

Hvorfor blev udstillingen "Psykiatri: Hjælp eller død?" i Århus besøgt af mere end 670 personer - på blot en dag - efter at regionens psykiatrichef og en forhenværende formand for Dansk Psykiatrisk Selskab advarede mod den?

Ingen tvivl om, at den er kontroversiel, den er barsk og den stiller spørgsmål, mange aldrig har hørt svarene på - men er det alt?

Hvad er det egentlig den udstilling viser?

Det er faktisk ikke kun Medborgernes Menneskerettighedskommissions (MMK) eller "scientologernes" meninger, sådan som nogle psykiatere prøver at få det til at se ud. De 14 dokumentarprogrammer med interviews af mere end 160 eksperter inden for lægevidenskab, psykiatri, psykologi, jura, historie, videnskab, undervisning, såvel som patienter mv., der er en del af udstillingen, formidler en betydelig mænge fakta og information. Det inkludere såvel synspunkter og information, som psykiatere normalt ikke fremlægger.

Tusinder af danskere, der har besøgt udstillingen i de sidste to uger ved det. I skærende modsætning til dem er det påfaldende, at de psykiatere og talsmænd for patientorganisationer mv., medierne har henvendt sig til for kommentarer om udstillingen, ikke har set den, læst udstillingens materiale og sat sig ind i dens kildemateriale.

Den forbudte diskussion

Det er bemærkelsesværdigt, at de fleste om nogen af de journalister, der har skrevet om udstillingen eller hvilke overordnede spørgsmål der rejses af MMK, faktisk ikke har set den.

Af en eller anden årsag er ingen af psykiatriens folk blevet citeret for kommentarer i medierne, der er relevante i forhold til de spørgsmål MMK rejser.

Man må spørge sig selv, hvad det er for en diskussion psykiatrien ikke ønsker.

Er det spørgsmålet om hvad vi i det hele taget vil med psykiatrien, for der er mere til psykiatri end blot "behandling" af sindslidende. Psykiatrien er også statsmagtens vigtigste arm til kontrol af de såkaldt utilpassede, afvigerne og de kriminelt sindssyge. Dertil har de fået særlige magtmider stillet til rådighed gennem en særlov.

Måske synes psykiatere, at det er uetisk at stille spørgsmål om den stigende magtanvendelse, der finder sted på psykiatriske sygehuse, eller om den meget ensidige brug af psykofarmaka i behandlingen. Eller skal der ikke stilles spørgsmål ved de udeblevne helbredelsesresultater på trods af de store bevillinger, for slet ikke at tale om de tusinder, der lider under varige skader ved bivirkninger fra elektrochok og psykofarmaka eller ligefrem dør under behandlingen? Hvorfor gives der ingen resultatorienteret behandlingsgaranti?

Autoriteterne taler

Professor, overlæge, dr. med. Raben Rosenberg, forhenværende formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, biologisk psykiater og ansvarlig for hjernebanken i Århus, var den første til at udtale sig til Jyllands-Posten. Han sagde, at "Jeg gider ikke forholde mig til det nonsens. Psykiatrien er videnskabelig og veldokumenteret. Det, de laver, er dybt etisk forkasteligt."

Psykiatrichef Villads Villadsen, som heller ikke har sat sig ind i udstillingens materiale var "enig.

Finn Graa Jakobsen, landsformand, Landsforeningen SIND udtalte sig udelukkende med baggrund i "det pressen skriver" (i første omgang Jyllands-Posten).

Thorstein Theilgaard, generalsekretær for Foreningen for Bedre Psykiatri, der ligeledes ikke har besøgt udstillingen eller sat sig ind i den omfattende research og dokumentation, som den er baseret på, udtalte sig beredvilligt til TV2 Nyhederne. Foreningens synspunkter er ellers på mange måder fuldstændig på linje med MMK's.

Og det gjorde Poul Videbæk, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab - der heller ikke har set udstillingen - også.

Ingen klager

Det giver stof til eftertanke, at disse repræsentanter for det psykiatriske system i Danmark arbejder så useriøst. Det er ikke os, der kender udstillingens indhold og baggrund, der vil få en dårlig smag i munden, når deres kolleger - og vi får nu dagligt psykiatere, psykologer og patienter på besøg - eller medierne en dag spørger dem om hvorfor de ikke har undersøgt deres kildemateriale og simpelthen har "spredt rygter".

I de mere end 30 år, MMK har været aktiv i Danmark, har vi aldrig modtaget en negativ henvendelse eller klage over nogen af vore medarbejdere eller frivilliges arbejde for at sikre menneskerettighederne inden for psykiatrien. MMK har arbejdet seriøst med at undersøge overgreb og krænkelser inden for psykiatrien, og det er blevet til mange klagesager i tidens løb. Det er især sager om anvendelsen af og misbrug af magtmidler, men også seksuelle overgreb og fejlbehandlinger.

Magtbeføjelser og grænser

Hvad skal der til før centraladministrationen, regeringen, lovgiverne, behandlingssystemet selv og medierne er villige til at se på psykiatriens og psykiatrilovens overordnede mål og nødvendighed? Er grænsen i dag blevet sat korrekt for hvornår de personer statsmagten har sat til at tage sig af de såkaldt utilpassede, afvigerne og de kriminelt sindssyge kan anvende de magtmidler, de har til rådighed? Og nu da psykiatrien er gået hen og blevet "behandlende" må man så også tage konsekvensen af, at det også kommer til gå ud over de almindelige borgere, der blot lider af normale reaktioner på en stresset hverdag eller pludselig får psykiske problemer.

Man kan ikke diskutere tvangsproblematikken i sin fulde udstrækning, hvis man ikke ser den i både det historiske perspektiv og hvordan den er blevet brugt i de mere totalitære regimer og tider. I den sammenhæng kan man se på dens konsekvenser i både Sovietunionen, Kina og Nazityskland, blot for at nævne de kendte, men det betyder ikke, at der bliver sat lighedstegn mellem disse og hvordan patienterne på danske psykiatriske sygehuse bliver behandlet!

Vi må noterer os, at psykiatrien i Danmark definerer sig selv som "et område, hvor der udøves tvang, og hvor mennesker udsættes for handlinger, der kan tolkes som undertrykkelse, evt. som en krænkelse af retsbevidstheden." Det skyldes nok først og fremmest den særlov, kaldet psykiatriloven, der giver psykiatere magtbeføjelser til at tilsidesætte grundlæggende menneskerettigheder, for dem om hvilket det bliver sagt, at de er "sindssyge", og dem der bliver indlagt på psykiatrisk afdeling.

MMK påpeger yderligere, at i forbindelse med revisionen af psykiatriloven i 1995-98 udførte dr.med. Per Maegaard Poulsen en større undersøgelse af hvorledes den gældende psykiatrilov havde fungeret i praksis. Undersøgelsen kaldet Psykiatrilovsundersøgelsen blev udført for Justitsministeriet, der dengang var ressortministerium for loven. Per Maegaard Poulsen kunne trods det omfattende undersøgelsesarbejde ikke dokumentere noget behandlingsresultat ved anvendelse af tvangsbehandling. Han konkluderede således at: "Ud over at kunne konstatere, at 93 pct. af de i journal-undersøgelsen inkluderede patienter blev udskrevet (...), er det ikke muligt nærmere at dokumentere behandlingseffekten ud fra journalundersøgelsen." Han anså selv dette for betænkeligt. Han udtrykte således, at "inden for psykiatrien kan man vel næppe finde et område, hvor behovet for dokumentation af behandlingseffekt er større, henset til de retlige og etiske modvejende argumenter for ikke at anvende f.eks frihedsberøvelse og tvangsbehandling."

Samtidigt noterer vi os, at Etiske Råd (i deres høringssvar til psykiatrilovsrevisionen), fastslår at "tvang altid udgør et overgreb mod patienten."

MMK spørger derfor igen, om lovgiverne og ordenshåndhæverne vil medvirke til en udvikling, hvor grænserne, for hvornår der bruges tvang, fortsætter med at skride, og der anvendes mere tvang. Hvornår skal staten drage omsorg for et menneske, der ikke mener, at det fremsatte tilbud er tilfredsstillende? Hvad hvis behandlingen ligefrem kan medføre skade, som tab af hukommelse, livsværdier og fysisk sundhed? Hvornår skal man tvinge en behandling igennem, om overhovedet?

Selv om psykiatriloven fastsætter kriterier for, hvornår definerede typer af tvangsforanstaltninger kan eller bør anvendes, er der altid problemer med den personlige vurdering af, hvornår disse kriterier er opfyldt. Alt for ofte overtrædes disse kriterier.

Mange i faregruppen

Det må være berettiget at spørge, om det er holdbart at fastholde en særlov i en retsstat, der bl.a. forpligter borgerne og lægerne til at iværksætte en psykiatrisk indlæggelse, hvis et familiemedlem pludseligt går i sort. Det sker for nogle hvis der opstår kraftig stress i en ny arbejdssituation, eller man bliver stærk nedtrykthed over tabet af en sine nærmeste og man samtidig ikke ønsker at behandling i psykiatrien.

Det er gået hen og blevet næsten normalt at være "depressiv". Ugeskriftet Dagens Medicin har udtalt, at 800.000 danskere er depressive. Der er selvfølgelig ikke dokumentation for en sådan påstand, men flere og flere bliver behandlet med antidepressive midler. I 2005 var det 362.301 danskere - en stigning på mere end 100.000 på blot fem år. Depression er en lidelse der falder inden for begrebet "sindssyg i lovens forstand" og som altså opfylder kravet for hvornår frihedsberøvelse kan udøves. Det gælder også den næsthyppigste diagnosetype: tilpasningsreaktion, altså de emotionelle "forstyrrelser" der kan opstå i tilpasningsperioden efter en betydende livsændring eller en belastende begivenhed. Det kan være et tab af éns nærmeste, start i en ny skole, efter en nedkomst eller fejlslagne anstrengelser for at opnå et ønsket mål.

Grænserne for, hvad der udgør psykisk sygdom og forstyrrelse ændres løbende til at omfatte flere og flere mennesker. I dag bliver over hver tiende dansker behandlet med psykofarmaka, og det omfatter ikke den stærkt stigende gruppe, der behandles med de såkaldte antidepressive midler.

Det er på det grundlag vi spørger, om det er rimeligt, at fastholde en lov der forpligter pårørende eller andre, og ikke mindst lægerne og politiet, at ringe efter den blå vogn når en person synes at være i en sindsygelignende tilstand, hvis denne nægter psykiatrisk behandling og det er "uforsvarligt ikke at frihedsberøve" én.

Loven førte til mere tvang

Da MMK midt i 1990'erne undersøgte hvordan psykiatriloven af 1989 blev forvaltet på de psykiatriske hospitaler fandt vi, at alle former for tvang var steget. Det gjaldt specielt dem der vedrører tvangsbehandling. Denne udvikling fortsatte siden. Vi har ofte rejst kritikken af dette. Vi gør det igen.

Vi bemærkede også, at efter psykiatrilovens ikrafttræden ændrede indlæggelsesmønsteret sig markant. Det mest bemærkelsesværdige fund var måske, at flere og flere ikke-farlige blev ofre for tvangsforanstaltninger.

Det til trods for lovens udtrykte formål, at "styrke de sindslidendes retsstilling i forbindelse med frihedsberøvelse og tvangsbehandling mv." og at loven skulle have opnået, at "sindslidende i videst muligt omfang inddrages og får indflydelse på behandlingen og egne forhold i øvrigt."

Oplevelsen af tvang og klager

Vi beskrev dette i flere artikler mv. I langt de fleste tilfælde resulterede første instans klagebehandlingen i, at patientens klage afvistes og i de sager hvor patienterne fik medhold ankede psykiaterne. Resultatet var, at i perioden 1991-93 fik kun seks patienter medhold ved landsretterne (på baggrund af flere end 13.000 tvangsanvendelser, hvoraf mere end 1.300 blev indklaget) og to patienter, fik medhold ved sundhedsvæsenets patientklagenævn (på baggrund af flere end 60.000 tvangsanvendelser, hvoraf flere end 1.200 blev indklaget).

Uanset om det så var korrekt, at dette var et udtryk for, at den udøvede tvang havde været "nødvendig og lovmedholdelig", så burde denne statistik øjeblikkeligt have givet anledning til betænkeligheder. Det betød nemlig reelt, at psykiatriske patienter indlagt på de psykiatriske afdelinger var uden virkelig retsbeskyttelse i forhold til det oplevede overgreb.

MMK gik derfor mere aktivt igang med at undersøge tvangen, og hvordan det kunne være, at patienterne ikke fik medhold. Vi tog aktivt del i klagesager. Patienterne havde ofte ingen der talte deres sag i de psykiatriske patientklagenævn. Patientrådgiverne kunne ikke få fri fra deres normale arbejde til at tage del i klagenævnsmøderne osv.

I sager hvor vores medlemmer var bisiddere, patientrådgivere eller bistandsværger fik patienterne ofte medhold i deres klager. Pludselig begyndte klagenævnene at lytte til de forurettede. Inden for et par år fik en fjerdedel af de patienter der klagede på landsplan ret i deres klager over tvangsfikseringer. Det førte også til, at den dramatiske stigning i tvangsfikseringer hørte op. Der blev dog stadigvæk anvendt bæltefiksering omkring 6500 gange om året.

Skrupelløse og kriminelle psykiatere

Det fremgår ikke af udstillingens tekst eller materiale, at alle psykiatere skulle være kriminelle, seksualforbrydere eller svindler med penge, sådan som enkelte medier har fået det galt i halsen, men MMK vil godt undersøge hvor stor en del det drejer sig om i Danmark. Et er sikkert, psykiatere er overrepræsenteret i kriminalstatistikken. Ifølge vores internationale database er mere end 885 medarbejdere ved psykiatrien blevet dømt inden for de sidste 16 år.

Der findes kriminelle psykiatere og det er et etisk problem inden for psykiatrien også i Danmark. Således havde MMK bl.a. en sag hvor en psykiater havde misbrugte i hvert fald to af sine kvindelige patienter seksuelt og blev dømt i Københavns byret for det. Den dømte fik efterfølgende et arbejde på en retspsykiatrisk afdeling hvor han ifølge en indberetning behandlede blandt andet seksualforbrydere!

Man kunne også rejse spørgsmålet om psykiatriske procedurer og behandlinger i sig selv kunne være overgreb og krænkelser også selvom psykiatriloven giver psykiatrien medarbejdere mulighed for at udføre dem inden for lovens rammer. Sagen om den 43-årig patient på det psykiatriske hospital i Egebæk-Hvidinge ved Ribe, der blev pacificeret af fire plejere og to psykiatere er et eksempel. Retsmedicinerne konkluderede i obduktionserklæringen, at den 43-årige mand døde af "kvælning ved en kombination af ydre spærring og uheldig lejring med armene på ryggen og samtidig tryk på brystkassen." Den døde patient havde også trykmærker i ansigtet. Den psykiatriske overlæge Sten Thimmer sagde om hændelsen, at "vi har fulgt de procedurer, som vi plejer at følge." Politiet afholdt sig derefter fra at se nærmere på hændelsen.

Oplæg og diskussion

Vi ønsker med udstillingen at fremlægge sager til diskussion, og som en del af oplægget har vi interviewet eksperter, der mener at nogle psykiatere foregiver, at psykiatrien skulle være en videnskab, selvom der ikke er nogen dokumentation for dette. Andre ekspertudsagn giver et billede af den måde psykiatrisk "behandling" kan skade og ikke helbreder (der er f.eks. en 85 pct. genindlæggelsesprocent i Danmark), og i modsætning til dette ofte gør alvorlig skade med hovedsageligt potentielt vanedannende, sinds- og personlighedsændrende stoffer.

Vi rejser også diskussion om validiteten af psykiatriske diagnoser og fremlægger som en del af dette ekspertudsagn. Som en af disse udtaler professor emeritus i psykiatri, dr. Thomas Szasz, at "der findes ingen blodtest eller anden biologisk test for den sags skyld, der kan konstatere tilstedeværelsen eller fraværet af en sindslidelse, hvilket der er for de fleste fysiske sygdomme. Hvis en sådan test var udviklet, så ville tilstanden ophøre med at være en sindslidelse og ville i stedet for blive klassificeret som et symptom på en fysisk sygdom."

Vi forholder os kritisk til behandling med elektrochok og psykofarmaka, for hvilke der er fastslået skadelige bivirkninger. Det er op til lægerne at foreslå den rette behandling, men også de har problemer med dette, da en meget stor del af de fagskriftartikler, de baserer deres viden på, er farvede af økonomiske interesser mv. Patienterne bør ikke desto mindre gives al information der er nødvendig for at vide hvad de går ind til og dermed er i stand til at give et fuldt informeret samtykke til behandling. Dokumentation gives ofte ikke, eller ikke i et sprog og på en måde patienten kan forstå det, det mener vi ikke er forsvarligt.

Samtaler og kommunikationen med patienterne på de psykiatriske afdelinger er ofte alt for dårlig og personalets menneskelige indstilling ofte for ringe. Der er kun få "alternativer" til psykofarmaka til rådighed i Danmark, det mener vi er uansvarligt. Alt for mange lider skade, uden at være blevet informeret om de mulige konsekvenser af nervemedicinen og nogen dør - det mener vi også er uansvarligt. Mere end 1600 psykiatriske patienter dør hvert år i Danmark, hvor mange kunne have levet en bedre liv, hvis de havde fået en anden behandling?

MMK's arbejde

Som en menneskerettighedsorganisation undersøger MMK krænkelser af menneskerettighederne, inden for det område hvor vi er specialiserede nemlig området for psykisk sundhed, herunder specielt psykiatrien. Til den brug indhenter vi vidneudsagn og informationer direkte fra behandlingssystemet. Vi har i den forbindelse bl.a. udviklet et spørgeskema om overgreb i psykiatrien og en frigivelseserklæring, der autoriserer MMK og dens autoriserede repræsentant til at gennemføre en efterforskning af den berørtes sag herunder indhenting af patientjournaler. Formålet er ikke at hverve medlemmer blandt psykiatriske patienter hverken for os selv (MMK er ikke en patientorganisation) eller til andre, men at undersøge påklagede krænkelser. Det følger, at enhver psykiater, der ikke udøver overgreb mod sine patienter, ikke behøver at frygte besøg fra MMKs repræsentanter. MMK vejleder heller ikke mht. den enkeltes brug af medicin, dette er lægens område. Det kan være farligt, at ophøre med at tage psykofarmaka uden sin lægens vejledning, dette understreges derfor stærkt i vores materialer.

MMK har skrevet flere lovforslag og har som høringsberettiget part i spørgsmål om psykiatri været aktive i debatten og dermed været med til at sikre rettighederne for dem, der udsættes for psykiatrisk tvang. Det kommer os alle ved at menneskerettighederne overholdes. Flere af MMK's forslag til at sikre sindslidende, og dem der bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, mod overgreb og en mulighed for retsbeskyttelse og til at klage, er i dag blevet til en del af loven.

Endelig vil jeg ikke undlade at nævne, at Jyllands-Postens journalist Christian Kloster citerer MMK's presseansvarlige i Århus, Thorsten Overgaard, for at skulle have sagt, at formålet med udstillingen er, at "...forsøge at få folk ud af psykiatrisk hospital i Risskov," og at "organisationen opfordrer med udstillingen til, at psykisk syge stopper med at tage medicin". Det har han rent faktisk aldrig udtalt og er ikke en del af udstillingens tekst og materiale. Christian Kloster, der ikke selv har gjort sig bekendt med udstillingens materiale, har senere erkendt over for MMK, at udtalelsen ikke kommer fra Thorsten Overgaard og ikke er en del af udstillingens tekst.

Målgruppen for udstillingen er den danske befolkning bredt, uden alsidig information, som de ikke får fra psykiaterne selv er det svært at tage sit eget standpunkt. Se udstillingen. Tænk selv. Det er faktisk det eneste, vi beder om.

MMK vil sluttelig opfordre Dansk Psykiatrisk Selskab og dets repræsentanter til at svare på de spørgsmål pressen stiller. Hvorfor vil man ikke svare på spørgsmål om psykiatriens videnskabelighed og behandlingsmetoder? Gør anvendelsen af videnskabelige undersøgelsesmetoder en disciplin til en videnskab eller er det de videnskabelige resultater der tæller?

"Regeringen og De Forenede Nationer er bare så langt bagud med menneskerettighederne i forhold til MMK."

- besøgende til udstillingen i Århus, januar 2007