Tvivlen skal komme psykiatrien til gode - det er en del af psykiatriens DNA

Tvivlen skal komme psykiatrien til gode - det er en del af psykiatriens DNA

Nyhedsbrev 2018-1

Det lyder urimeligt, især hvis det er patienterne det går ud over, og endnu mere hvis det bringer deres liv i fare eller de måske ligefrem dør af det.

Ikke desto mindre er det en udbredt opfattelse blandt psykiatere, at tvivlen skal komme dem til gode, uanset hvad det måtte udsætte patienterne for. Naturligvis skal man ikke automatisk skære alle psykiatere over én kam, men det er slemt, når fremtrædende psykiatere faktisk mener det. Fremtrædende personer i en branche har det jo med at have mange tavse følgere. Det værste tilfælde i 1900-tallet var psykiateren Erik Strömgren:1)

"Samtlige overlæger var generelt positivt indstillet over for nye fysiske behandlingsmetoder og var også blevet håndplukket af Direktoratet på baggrund af deres erfaringer og viden på netop dette område. Vigtigt i denne forbindelse var også, at lobotomien tidligt blev fremskyndet af den mest toneangivende psykiater i Danmark, Erik Strömgren. Gennem sin stilling som overlæge og professor i psykiatri ved Aarhus Universitet, som forfatter til de centrale lærebøger i psykiatri og som offentlig person indtog han den ledende rolle i psykiatrien. Strömgrens ihærdige indsats for at få udført flere lobotomier og hans meget positive udtalelser om behandlingen i pressen var med til at give lobotomien en central position som en vigtig og effektiv behandlingsmetode."

Der er et voldsomt modsætningsforhold mellem psykiateres syn på sikkerhed af behandlinger og det, der er almindelig sund fornuft:



Psykiatrien:Psykiatriske behandlinger skal fortsætte indtil der er sikre beviser for, at de skader patienterne.

Sund fornuft:1) En behandling skal først indføres, når der foreligger objektive og sikre beviser på, at den ikke er skadelig.
2) Ved mistanke eller tegn på, at en behandling kan skade patienter, skal den stoppes indtil sagen er uvildigt undersøgt og afklaret.

Det er et desværre ikke helt uventet paradoks, at man jævnligt hører psykiatere udtale sig om ønsker og behov for yderligere undersøgelser af behandlingers virkninger og bivirkninger, men at man aldrig hører en psykiater sige "Jeg vil gerne forestå en sådan undersøgelse". I bund og grund er psykiatrien ikke interesseret i, at den slags undersøgelser laves. Det kunne jo ganske enkelt fratage dem nogle af de værktøjer og psykofarmaka, de lever af at udsætte deres patienter for.

Lad os se på en udtalelse fra Erik Strömgren. Han var til sin dødsdag en af de varmeste fortalere for lobotomi - en hjerneoperation, som over en periode på knap 50 år i 1900-tallet i Danmark lemlæstede over 4000 og aflivede et par hundrede psykiatriske patienter.2)

Dødsfaldene skete allerede fra de første lobotomier, men ingen af de psykiatere, som indstillede til operationen så på intet tidspunkt nogen anledning til at undersøge dødsfaldene og dens kendsgerning, at patienterne efterfølgende blev til grøntsager. Nej, man løj om resultaterne og fortsatte operationerne indtil Folketingets ombudsmand greb ind og forbød operationen.

Her er hvad Erik Strömgren skrev i et brev til en kollega efter en ung kvinde var død i forbindelse med en lobotomi: 3) "Trods alt mener jeg ikke, at der skete nogen større ulykke, hverken ved at Frk. A. blev leukotomeret , eller ved at hun døde".

Det menneskesyn hører ikke til blandt mennesker, der bliver betalt for at tage sig af patienter i psykisk nød.

En fremtrædende nutidig psykiater, Raben Rosenberg, er mindre rabiat, men grundholdningen er stadig, at tvivlen skal komme psykiatrien til gode på patienternes bekostning. Her er, hvad man kan læse i forbindelse med elektrochok i hans nylige bog:4)

"Behandlingen bør ikke skade, og i modsætning til gængse opfattelser uden for fagkredse, men sågar også inden for, er skadevirkninger af ECT begrænset til forskellige temporære bivirkninger, især hukommelsesproblemer. Forfatterne argumenterer for, at der ikke med sikkerhed er dokumenteret strukturelle eller funktionelle varige skader som følge af behandlingen. I en ekspertudtalelse fra Dansk Psykiatrisk Selskab når man frem til samme konklusion".

Andre stedet i Raben Rosenbergs bog kan man læse, hvordan patientklager over alvorlige bivirkninger slås hen som indbildning fra patientens side eller blot som udslag af patientens psykiatriske sygdom.

Vi og ikke mindst patienterne ser frem til den dag, hvor der kommer bare en lille smule sund fornuft ind i psykiatrien eller de myndigheder, der fører tilsyn dermed.

Kilder:
1) Jesper Vaczy Kragh, Det hvide snit, Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983. Syddansk Universitetsforlag, 2010, side 219.
2) Jesper Vaczy Kragh, Det hvide snit, Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983. Syddansk Universitetsforlag, 2010.
3) Jesper Vaczy Kragh, Det hvide snit, Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983. Syddansk Universitetsforlag, 2010, side 204.
4) Raben Rosenberg, PSYKIATRIENS GRUNDLAG - historie, filosofi og videnskab. Aarhus Universitets forlag, 2016, side 520.

 

FÅ VORES NYHEDBREV GRATIS LEVERET TIL DIN E-MAIL. TILMELD DIG HER.