ELEKTROCHOK - Fakta og myter

Hvad er fakta og hvad er myter, når det handler om elektrochok-terapi (ECT)?

MMK har udgivet et informationshæfte om elektrochok, som du kan hente gratis her:
Den brutale virkelighed - farlig psykiatrisk "behandling"


Det store bedrag om elektrochok (Kristeligt Dagblad)



Elektrochok

- en dokumenteret beretning

Hjerneskader og hukommelsestab som følge af elektrochok (ECT)

Følgende er en forkortet kronik om ElektroConvulsive(=krampe)-Treatment (ECT) af Peter Sterling: kursusleder i neurobiologi på Universitet af Pennsylvania school of Medicine. Selv om artiklen har mange år på bagen, gælder opdagelserne stadig. Elektrochokket er stadig det samme: Der sendes strøm gennem hjernen indtil kroppen reagerer med et epilepsilignende krampeanfald. Faktisk er virkningen værre nu end før. Fordi patienten bedøves og nervecellerne ligeledes er bedøvede, skal det elektriske chok være større end tidligere.

Litteraturen om ECT er i begyndelsen svær at forstå, fordi ECTs virkninger på hjernens struktur og funktion er variabel. Nogle forskere finder fældende bevis på hjerneskader, mens andre ikke gør og konkluderer, at metoden er ufarlig.

Hjernen som kroppens kontrolorgan modtager jo informationer fra den ydre verden gennem de 5 sanser samt fra den indre: hjertefrekvens, blodtryk, mængden af glukose (sukker), ilt, kuldioxid, hormoner osv. i blodet. Den styrer så kroppen på baggrund af disse informationer på det bevidste plan fx " tag det stribede sæt tøj på i dag", men jo også på det ubevidste plan: hvor højt blodtrykket skal være eller hvor meget af et specielt hormon, der skal udskilles.

Hjernens 10-100 milliarder neuroner (nerveceller med udløbere) er alle til stede ved fødslen. Nerveceller deler sig ikke for at erstatte deres tab. Derfor er ethvert tab af celler permanent. Desuden kan hjernefunktionen ikke modstå større ændringer i blodets glukoseindhold, iltforsyning eller temperatur. For eksempel fører et brat fald i blodets glukose til coma (dyb bevidstløshed), en 6 sekunders afskæring af halspulsåren ligeså, og enhver ved, hvor kritisk en temperaturstigning på få grader er under feber. Dette sagt for at understrege, hvor kompleks og følsom hjernen er. Hjernen bruger 20% af legemets iltforsyning, og blodgennemstrømning i selve hjernen reguleres automatisk, så at den ikke er afhængig af ændringer i blodtrykket i kroppen som helhed. Hvis trykket i systemet falder, vil klapper i hjernens blodårer åbne sig lidt for at opretholde gennemstrømningen. En anden af disse klappers opgave er at beskytte de sarte kapillærer (de mindste blodårer) mod meget høj tryk. Disse kontroller ødelægges under kramper, som fremkaldes af ECT.

Hjernen og dens blods kemiske sammensætning beskyttes af adskillige forsvarssystemer. For eksempel vil indsprøjtning af blåt farvestof i blodbanen ikke nå frem til hjernen på grund af forsvarssystemer. Forskerne Klatzo og Seithbeger viste i 1967, at denne forsvarsmekanisme beskadiges ved bestråling og tillod det blå farvestof at trænge ind i hjernen. Netop denne mekanisme skal tages i betragtning, når elektriske chok til hjernen vurderes.

En yderligere forsvarsmekanisme er hæmningen af nervecellernes aktivitet. Nervecellerne kan enten aktivere eller hæmme hinanden. Derfor kan disse aktivere hinanden til et punkt, hvor en massiv nerveaktivitet udsletter hele det følsomme og koordinerede forløb. Denne ude-af-kontrol situation fører til en kraftig og vedholdende sammentrækning af muskulaturen, som kaldes "anfald" eller "krampe". Dette sker altså, når de aktivende processer undertrykker de hæmmende. Krampe er derfor tegn på, at en af hjernens beskyttelsesmekanismer midlertidigt er blevet undertrykt.

Et elektrochokapparat giver eksempelvis stød på 150-500 volt i 1/10-3/4 sekund. Strømmen, der passerer gennem hovedet, begrænses mest af hovedets elektriske modstand. Strømstyrken er i størrelsesordenen 400-900 milliampere, nok til at holde lys i en almindelige pære.

Den elektricitet, der passerer hjernen, undertrykker den hæmmende mekanisme, hvorved aktiveringen breder sig over hele hjernen. Når denne når bevægenerverne, opstår en voldsom krampagtig muskelsammentrækning. Musklerne trækker sig sammen med så meget kraft, at sener kan blive revet fra knoglerne, knoglerne kan brække, tænderne kan skurre mod hinanden og knække osv. Denne meget kraftige muskelaktivitet forårsager - sammen med afbrydelsen af åndedrættet fremkaldt af kramperne – ofte iltmangel. Med kramperne følger en meget stor stigning i blodtrykket: ændringer i arterietrykket (pulsårerne) fra 80mmHg til 220mmHg, eller næsten 200% er blevet registeret (Plum, et al.)[= og andre], 1968). Denne reaktion ligner som helbred det anfald, der forekommer ved epilepsi. I de seneste år er nogle af disse konsekvenser af elektrochok blevet mildnet.

Muskelsammentrækninger kan forebygges ved at give et stof, der blokerer overføringen af impulser fra nerve til muskel. Den påfølgende lammelse beskytter knogler og muskler, og giver også mulighed for at tilføre ilt ved kunstigt åndedræt for at undgå iltmangel. Patienterne bedøves, så deres bevidsthed om behandlingen sløves eller fjernes helt. Konsekvensen er dog også, at chokkets styrke må øges, da jo også nerveceller sløves ved bedøvelsen.

Ændringer i hjernens blodforsyning under ECT

Nervecellerne kræver op til 400% mere ilt og næringsstoffer, fordi de tillades at være så aktive. Blodgennemstrømningen gennem hjernen øges dermed med op til 400%. Denne vældige forøgelse af blodstrømmen overvælder de mekanismer, der normalt regulerer blodgennemstrømningen. Disse ændringer begrænses IKKE ved at bedøve, give lammelsesmedikamenter eller ilt (Plum, et al., 1958; Posner, et al., 1969). Disse forhold får ofte små, og en gang imellem store kar i hjernen til at briste. Madow (1956) har gennemgået 42 obduktioner på patienterne, der kort forinden havde fået ECT. Femogtyve (60%) havde enten punktformede blødninger eller store infarkter (vævsforandringer ved tilstopning af arterie). Overalt i hjernen, hvor blødninger optræder, mister nerveceller deres forsyninger af ilt og næringsstoffer - og dør.

Det elektriske chok forårsager skade i blod-hjerne-barrieren: den "filter-mekanisme", der forhindrer, at skadelige stoffer i blodet kommer ind i hjernen. (Aird, et al., Angel, et al., 1965; Lee og Olszewski, 1961). Hertil kommer, at den nu mulige indsivning af proteiner og andre stoffer i hjernevævet bliver fulgt af væskeansamlinger, og vævet begynder at svulme op. Når denne proces én gang er begyndt, kan det blive katastrofalt, fordi en "ond cirkel" er begyndt. Da trykket inde i kraniet stiger, på grund af denne opsvulmen, lukkes de mindre blodårer. Den efterfølgende iltmangel beskadiger blodårerne endnu mere, hvorfor større indsivning finder sted, og endnu større væskeansamling opstår. Følgen af dette er afbrudt ilt- og næringsforsyning til nerveceller, der således dør. Dette er dokumenteret af Fishman i 1975, og Klatzo Seitleberger i 1967.

Der er ændringer i en mængde af hjernens kemiske forbindelser som et resultat af ECT, hvilket er efterforsket af Essmann i 1973. For eksempel ændres stoffet serotin (et stof, der er vigtigt for overførslen af nerveimpulser) i op til 5 måneder. Da dette stof spiller en rolle i hukommelsesprocessen , kan vi have en mulig forklaring på de hukommelsesændringer, som er påvist efter ECT. Desuden er der en udtalt stigning i hjernens indhold af arachinsyre (Essmann, 1973; Bazan, N.G . 1971). Denne forbindelse har vist sig at forårsage sammenhobning af blodplader (blodlegemer med betydning for blodets koagulation), når den sprøjtes ind i hjernens blodtilførsel og resulterer i små "strøg" gennem hele hjernen (Furlow, T.W. Jr og Bass, N.H.,1975).

Ændringer i hjernens elektriske aktivitet under ECT

Encephalogrammet (EEG) er en måling af hjernens elektriske aktivitet, på samme måde, som når man med en mikrofon optager lydene fra helt orkester. Man får et helhedsindtryk uden at få en beskrivelse af de enkelte nervecellers aktivitet. Et EEG kan - uden at angive en årsag - give oplysning om, at vi har at gøre med en normal eller sygelig hjernetilstand.

I 1944 studerede Mosovich og Katzenelbogen EEG på 82 patienter før og efter ECT. Skønt undersøgelsen er gammel, er den et forbillede for godt videnskabeligt arbejde, især fordi den undersøgte patienterne før behandlingen og fulgte dem i 10 måneder bagefter. Strømstyrken , der blev brugt, var 300-600 milliampere, inden for det område, som bruges i dag. Undersøgelsen viste, at ud af 42 patienter med normalt EEG før ECT, havde halvdelen (21) unormalt EEG efter behandlingen. En tredjedel var alvorlige forstyrrelser. EEG-mønstrene lignede dem , der almindeligvis ses hos epilepsipatienter i perioderne mellem kramperne. Frekvensen af skader steg med stigende antal chok. 20 ud af 82 patienter havde stadigvæk mønstret 10 måneder senere. Efter alt, hvad man ved, har disse forandringer været permanente (Mosovich og Katzenelbogen, 1944). Disse fund er blevet bekræftet i nyere undersøgelser, hvor der er brugt bedøvelse, ilt og muskellammelse (Abrams, et al., 1972 )

EEG undersøgelser, der strækker sig over en 28-årige periode, viser, at ECT ændrer hjernens fysiologi fra det normale til det abnorme. Disse forandringer, som overvejende består af langsomme EEG bølger, ligner dem, der er fundet ved epilepsi, åndssvaghed og andre neurologiske sygdomme.

Hukommelsestab for tidligere begivenheder efter ECT

Hukommelsestab for tidligere begivenheder viser sig almindeligvis efter en skadelig påvirkning af hjernen, fx efter en mekanisk skade eller efter kroniske forgiftningstilstande, som fx alkoholisme. Mange rapporter dokumenterer sådanne tab ved ECT:

Roueché (1974) fortæller om udviskelse af professionelle færdigheder såvel som orienteringen om steder og venner. Dette styrkes ved den tilbageholdenhed, som nogle læger med erfaring i brug af ECT, udviser med at bruge det på patienter, der har intellektuelt arbejde. Ved at anbringe elektroderne på den ene side af hovedet, det såkaldte unilaterale ECT, rapporteres om færre og mindre alvorlige hukommelsestab end ved at anbringe dem på begge sider (bilateralt). Men det er klart, at for at der kan være færre og mindre alvorlige hukommelsestab end ved unilateral ECT, må der være væsentlige mængder af det med bilateralt ECT. (Se Strømgren,1973).

Teubers forskerhold udtalte i 1976: "Vi fandt, at de personer, hvis tidligere behandlinger indbefattede ECT, var underlegne sammenlignet med normale kontrolpersoner og med patienter, som ikke havde fået ECT. Denne underlegenhed var tydelig i følgende prøver: verbal og nonverbal udtryksevne, forsinket skiften i handlingspræstationer, " berøringslabyrint- indlæring", sammenhængende genkendelse af verbalt og nonverbalt materiale, forsinket genkaldelse af en kompleks tegning , genkaldelse af ansigter og huse og identificering af berømte offentlige personer."

Doktor Irving Janis, Yale universitet, præsenterede i 1950-51 en række særligt uddybende undersøgelser, idet han i modsætning til andre forskere undersøgte patienterne før og efter ECT, og ikke kun dage eller uger efter ECT, men i op til 3 ½ måned efter. Han brugte ikke oprindeligt standardiserede tests, men spurgte simpelthen patienterne ud om detaljer i deres liv inden for følgende emner: 1) skoleforløb, 2) arbejdsforløb, 3) mentale forstyrrelser, 4) seksuelle og ægteskabelige forhold, 5) familierelationer, 6) barndomsoplevelser, 7) diverse, fx detaljer i indretning og møblering af hjemmet, 8) fremtrædende oplevelser, fx personlige fejltagelser og bekymringer, de bedste og værste oplevelser i tilværelsen.

Janis undersøgelserne blev omhyggeligt kontrolleret med en kontrolgruppe, der svarede til chokpatienterne i alder, uddannelse , art og grad af sygdommen, og i tilsvarende psykoterapi. Janis fandt, at enhver af de 19 patienter, der var med i undersøgelsen, havde adskillige eksempler på hukommelsestab. Han fandt, at foruden store huller og lettere tab, foregik genkaldelsen af detaljer langsomt og kostede store anstrengelser. I nogle tilfælde vendte detaljerne tilbage, men kun med store anstrengelser og med hjælp af undersøgerens stikord. I sine offentliggjorte skrifter beretter Janis om de chokpatienter, som han fulgte gennem 2 ½ til 3 ½ måned efter afslutningen af ECT. Han fandt, at i hvert af tilfældene eksisterede det meste af hukommelsestabene stadig. Janis fortsatte med at følge seks af disse patienter i et helt år og konstaterede, at hukommelsestabene varede ved (Janis, 1976)