Hvad er psykiatri?

Læs også: Fakta om psykiatrien i Danmark

Se også: Informationshæfter om psykiatri.

ELEKTROCHOK: Hvad der ikke bliver fortalt om elektrochok.

On-line bog: "Psykiatri: Det værst tænkelige forrædderi"

Mennesker i klemme i psykiatrien.

Psykiatriens historie

Den bedste måde at forstå psykiatrien af i dag på er at forstå psykiatrien af i går. Mens utallige tekster detaljeret beretter om psykiatriens historie, giver den følgende korte redegørelse nøglen til en forståelse af de drastiske, nylige forandringer i lægegerningen.

Ulig lægefaget selv, som har en historie, der mindst daterer sig tilbage til det gamle Grækenland, er psykiatrien at sammenligne med en mindreårig. Professor Edward Shorter skrev i bogen Psykiatriens historie - fra asyl til Prozac, at "indtil slutningen af det 18. århundrede eksisterede der ikke noget, der hed psykiatri.0" Alexander og Selesnich skrev i deres bog med næsten samme navn, The history of Psychiatry, at i 1700- og 1800-tallet blev de sindsforvirrede anset for at være uden for den fysiske lægekunsts rækkevidde.1

Det var i 1676, at Louis XII dekreterede etableringen af hospitaux generaux (offentlige hospitaler) i Frankrig. Disse hospitaler skulle huse "svirebrødrene, de ødsle fædre, fortabte sønner, blasfemikere, mennesker, som 'forsøgte at ødelægge sig selv,' (og) libertinere". Dette dekret markerede begyndelsen til "den store indespærring af de sindssyge."2

I virkelighedens verden var de franske hospiteaux generaux blot opbevaringsanstalter. Terapi blev ikke anvendt, og de var berygtede for deres rædselsfulde atmosfære. Indsatte blev pisket, lænket og levede under uhygiejniske forhold.

Det var fra anstalterne, at ekspertisen hos den institutionelle vogter, den direkte forgænger til den institutionelle psykiater, blev udviklet. Udtrykket dårekiste - der er slang for "psykiatrisk hospital" - stammer fra disse tidlige dage, hvor opbevaring var normen, og hvor behandlingen kunne bestå i at smide den sindssyge i et slangefyldt hul for at chokere ham eller hende tilbage til sine sansers fulde brug.

På trods af at have været henvist til arbejde på de såkaldte anstalter, fastholdt sådanne tidlige "psykiatere", at de havde "en legitim ret til at være en del af (læge)standen, idet det at drive en anstalt på en terapeutisk måde var en lige så kompleks kunst og videnskab som kemi og anatomi."3 Det er en påstand, som psykiatere ufravigeligt har fastholdt i de sidste 100 år til trods for, at beviserne for det modsatte har hobet sig op.

I 1803 skrev Johann Reil, som senere dannede ordet psykiatri, med betydningen "studiet af sjælen", om de tidlige vogtere som "dem, der med det samme trådte frem for at forbedre alle de sindssyge." Han omtalte dem som en "dristig gruppe af mænd", som turde påtage sig denne "gigantiske ide" om at "udslette en af de mest ødelæggende pestilenser fra jordens overflade".8 Med andre ord troede psykiatriens pionerere, at de kunne udrydde sindssyge.9

Reil var den første til at benævne den "psykiatriske behandlingsmetode" som en af de medicinske og kirurgiske metoder. Hans "psykiatriske behandlinger" sigtede til massage, piskning, tampning og opium.10 Dr. med. John G Howells sagde i World History of Psychiatry, at Reils anbefaling af disse "helbredelsesmetoder for sindslidelser" i væsentlig grad "bidrog til at etablere psykiatrien som et lægeligt speciale."11 I 1840'erne meddelte dr. Thomas S. Kirkbrade, som var inspektør ved Pennsylvanias Sindssygehospital i USA, at "de nylige tilfælde af sindssyge normalt er meget lette at helbrede"?12

Selvom psykiatrien blev accepteret som "nødvendig", anså lægestanden den for mistænkelig og sikrede sig, at den blev fastholdt "i en marginal position", udtalte dr. Alexander og dr. Selesnick.4 Psykiaterne forblev af den grund adskilte fra deres lægekollegaer.5

Med udgivelsen af Rudolf Virchows Cellular Pathology as Based upon Physiological and Pathological Histology i 1858, blev fødslen af det moderne lægefag som en profession baseret på empirisk videnskab signaleret. Studiet af patologi som sygdommes fænomenologi kombineret med studiet af bakteriologi som (årsagen) til smitsom sygdom, placerede lægegerningen som studiet af kropslige sygdomme på den klippefaste grund kaldet moderne videnskab.6

Mens lægestanden stille og hurtigt fortsatte ad dens sikre videnskabeligt funderede vej til vigtige opdagelser, udviklede psykiatere deres egne ideer uafhængigt af den videnskabelige model. "En ny generation af anstaltsorienterede psykiatere voksede op fyldt med tillid til deres evner til at helbrede", skrev Edward Shorter, forfatteren af bogen Psykiatriens historie - fra asyl til Prozac.7

Hver ny "behandlingsmetode" blev fulgt af historier om fantastiske resultater og påstande om sofistikeret ekspertise.

Disse behandlinger inkluderede fantasifostre som den såkaldte "Darwin stol", i hvilken "den sindssyge blev roteret, indtil blodet sivede fra mund, øre og næse; og i årevis blev meget succesfulde helbredelser rapporteret som et resultat af stolens brug. Kastrations- og udsultningskure blev også anvendt."13

Moralbehandling blev beskrevet af Theodric Romeyn Beck fra New York på denne måde: "Overbevis de vanvittige om, at lægens og vogterens magtbeføjelser er absolutte..." og "hvis de er uregerlige, forbyd dem andres selskab, anvend spændetrøjer og luk dem inde i et mørkt og stille rum..."14

I 1918 definerede den tyske psykiatripioner Emil Kr�pelin en psykiater som "en absolut hersker, som, ledet af vores nuværende viden, vil være i stand til skånselsløst at gribe ind i folks livsforhold og med sikkerhed inden for få årtier opnå en tilsvarende nedgang i sindssygdom."15

Første verdenskrig var i fuld gang, da Kr�pelin etablerede et psykiatrisk forskningscenter i Tyskland med det formål at "fastslå de psykiske sygdommes natur og finde frem til teknikker til deres forebyggelse, lindring og helbredelse." Vi har allerede gjort fremskridt, sagde han, som "vil gøre det muligt for os at sejre over de frygteligste plager, som kan true mennesket."16

I bogen Freud and the Americans beskrives et psykiatrisk håb i begyndelsen af 1900-tallet: "Tidsskrifter trykte ivrigt næsten enhver lovende lægelig nyhed: Spekulationer om, at sindssygdom måske kunne være forårsaget af en gift og kunne blive kureret med en modgigt, eller, at en sindssygdom ikke var en "sygdom", men en manglende evne til at tilpasse sig omgivelserne. Nogle læger anmodede om, at det gamle udsagn "kronisk og uhelbredelig" blev forladt. De insisterede på, at psykiatri, til trods for manglen på fremgang i hyppigheden af raskmeldinger, var lige på tærsklen til en gylden ære."17

Den amerikanske forsker Shephard Ivory Franz, skrev imidlertid i 1916, at "Vi har ingen fakta, som i dag sætter os i stand til at lokalisere de psykiske processer i hjernen bedre, end det var tilfældet for 50 år siden."18

Så efter 100 år var konklusionen, på trods af psykiatriens selvsikre pralerier, den, at psykiatrien ikke var kommet nærmere til at forstå eller helbrede sindssygdomme eller psykiske problemer.

Psykoanalysen blev den nye trend i den centraleuropæiske psykiatri i den første del af 1900-tallet og spredte sig lige så hurtigt i USA. I 1930'erne og 1940'erne sås en udvikling hen imod fysiske "behandlinger". Ph.d. Elliot S. Valenstein bemærkede, at "Fysiske behandlinger også hjalp psykiaterne med at opnå respektabilitet inden for det lægelige område og gjorde dem i stand til mere succesfuldt at konkurrere med neurologerne, som ofte behandlede patienter med såkaldte 'nervøse forstyrrelse'."19 Således indførte psykiatrien i årtiet mellem 1928 og 1938 sådanne rædsler som Metrozolchok, insulinchok, elektrochok og psykokirurgi.

De fleste andre læger, som almindeligvis betragtede psykiaternes teorier som mærkværdige metafysiske størrelser uden forbindelse til "lægevidenskaben", ved blev med at se ned på psykiaterne.20

I 1950'erne og 1960'erne introduceredes de psykofarmaka, som var udviklet med det mål at nedbringe nogle af de symptomer, som er forbundet med sindssygdomme og gjorde på denne måde patienterne til et mindre problem for dem, der var ansvarlig for deres pleje. Samtidig indførte psykiatrien et system til at diagnosticere sindslidelser. Shorter kaldte denne periode for "den anden biologiske psykiatri". Dens grundlag var, at "genetik og hjerneudvikling" var årsagerne til sindslidelse, og at psykoaktive midler og uformel psykoterapi var dens løsninger.

I de følgende 30 år blev psykoaktive midler hurtigt til den bærende kraft i den psykiatriske terapi, og psykiatrien var - fuldt bevæbnet med sine egne stoffer og sit eget diagnosesystem - klar til at blive yderligere udbredt. Den amerikanske psykiatriforening, American Psychiatric Association, (APA) fortalte således i en "kampagnepakke" til sine medlemmer i 1989, at "En forbedring i psykiatriens profil blandt ikke-psykiatriske læger kan ikke være andet end godt. Og for de, som har specielt fokus på det finansielle aspekt, har den indsats, man bruger på at opbygge denne profil, det potentiale, at give et afkast igennem et stigende antal henvisninger fra de praktiserende læger."21

Psykiaterne iværksatte i 1998 en endnu stærkere koordineret indsats for at opnå støtte fra lægerne - primært igennem Collegium Internationale Neuropsychopharmacologicum (CINP), det amerikanske National Institutes of Mental Health (NIMH) og World Psychiatric Association (WPA).22 Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fremstillede endog en informationspakke om "Sindslidelser i praktiserende lægepraksis", som blev udsendt internationalt, og som gjorde det nemmere for den praktiserende læge at diagnosticere sindslidelser.23

Det fastslås i informationspakken, at "henvisning til en psykiater eller til et behandlingscenter skal overvejes..."24 Pakken understreger vigtigheden af, at praktiserende læger og specialister forstår, at hovedformålet med det uddannelsesmæssige initiativ ikke er "at erstatte specialister (psykiatere, red.), men at udbygge sagkundskaben hos den praktiserende læge og at forbedre samarbejdet og kommunikationen mellem den praktiserende læge og det psykiatriske behandlingssystem".25

I bund og grund var hensigten med informationspakken at dirigere flere patienter over til psykiaterne og det psykiske sundhedssystem. Det er klart, at hvad psykiatrien traditionelt manglede i form af videnskabelighed, blev erstattet af en voksende brug af marketing.

Psykiateren Joseph Glenmullen fra Harvard skrev, "I starten bliver psykofarmakaen aggressivt markedsført med påstande om, at de er revolutionerende gennembrud, bemærkelsesværdige videnskabelige forbedringer i forhold til deres forgængere" Efterhånden som de oplever medvind, breder brugen af midlerne sig ud over psykiatriens rammer, og de bliver ordineret af praktiserende læger for hverdagens sygdomme."26

I dag behøver den psykiatriske tænkemåde og praksis for første gang siden den opstod, ikke længere at slås med at efterligne og opnå accept fra lægeverdenen. Igennem kraftig markedsføring af dens diagnose-"system" og psykoaktive midler, er psykiatrien blevet en integreret del af den almindelige lægepraksis.

Brug af magt

Allerede fra begyndelsen har de psykiatriske metoder været totalt invaderende, fordi de benyttede sig af forskellige magtmidler til at overrumple allerede sindslidende personer såvel fysisk som psykisk. Så langt tilbage som i 1700-tallet, påstod lederne af sindssygeanstalterne, at deres metoder var de eneste "brugbare". Disse metoder behandlede dog aldrig, de begrænsede sig til at fastholde og undertrykke. Meget lidt har ændret sig siden da. Psykiatere forbryder sig stadig mod menneskerettighederne, og påstår stadigvæk, at deres metoder er bedre end andres. Men 300 år efter, er psykiatrien ikke kommet nærmere en forståelse af årsagen til psykiske traumer, for slet ikke at tale om en mulig ensartet effektiv behandling. I modsætning hertil ses det, at deres metoder jævnligt skader de forstyrrede.

Behandlinger der fører til frygt

Historisk set fremgår det, at behandling omfattede sådanne handlinger som piskning, lænkning til en mur, tvangsopstilling og brug af spændetrøjer (1); overraskelse af patienterne ved pludselig neddukning i koldt vand (2); indespærring i forskellige indretninger, såsom den burlignende kasse (3); eller rotering hundrede gange i minuttet i "drejestole" (4). Andre behandlingsmetoder anvendte instrumenter, såsom en æggestokkompressor (anvendt til undertrykkelse af hysteriske kvinder) (5), og et besynderligt seletøj til ophængning af patienterne i loftet (6).

Litteraturhenvisninger

  1. Edward Shorter, Psykiatriens historie - fra asyl til Prozac, Munksgaard, 2001, s. 1.
  2. Dr. med. Franz G. Alexander, and dr. med. Sheldon T. Selesnick, The History of Psychiatry: An evalutation of Psychiatric thought and Practice from Prehistoric Times to the Present, (New York [NY]: Harper & Row, Publishers, 1966, s. 4.
  3. Dr. med. Thomas Szasz, The Manufacture of Madness, (Harper & Row, New York, 1970), s. 299.
  4. Op. cit. Edward Shorter, s. 17.
  5. Op. cit. Franz G. Alexander, s. 4
  6. Ibid.
  7. Dr. med. Thomas Szasz, Pharmocracy, (Praeger Publishers, Westport, CT, 2001), s. 6.
  8. Op. cit. s. 8.
  9. Ibid.
  10. Ibid.
  11. Dr. med. John G. Howells, World History of Psychiatry, (New York [NY]: Brunner/Mazel, Inc. 1975m s, 264.
  12. Ibid.
  13. Op. cit., Szasz, (The Manufacture of Madness) s.. 305.
  14. Erwin H. Ackerknecht, A Short History of Psychiatry, (New York: Hafner Publishing Co., 1959), s. 33-34.
  15. Op. cit., Szasz, The Manufacture of Madness, s. 303
  16. Thomas R�der, Volker Kubillus, Antony Burwell, Psychiatrists-The Men Behind Hitler, (FREEDOM Publishing, Los Angeles, 1995), s. 28, citat fra: Friedrich Nietzche, Book III, s. 67
  17. Op. cit., Szasz, The Manufacture of Madness, s. 312.
  18. Nathan Hale, Jr., Freud and the Americans, (New York: Oxford University Press), s. 235
  19. Stanley Finger, Origins of Neuroscience: A History of Explorations into Brain Function, (New York [NY]: Oxford University Press, 1994), s. 58.
  20. Elliot S. Valenstein, ph.d., Blaming the Brain, (The Free Press, New York, 1998), s. 19
  21. Ibid. s. 19
  22. American Psychiatric Association Campaign Kit 1989: "Opening letter by Harvey Ruben, M.D."; sektionen "About this year's campaign"; sektionen "About legislators"; sektionen "About the public".
  23. "Acknowledgements," A WHO Educational Package-Mental Disorders in Primary Care, 1998, s. 3.
  24. Ibid. Foreword.
  25. Sarah Boseley, "Psychiatric Agenda 'set by drug firms," The Guardian, 9. juli 2001.
  26. Shankar Vedantam, "Drug Ads Hyping Anxiety Make Some Uneasy," The Washington Post, 16. juli 2001.
  27. Dr. med. Joseph Glenmullen, Prozac Backlash, (Simon & Schuster, NY, 2000), s. 12.