Militærets psykiatriske hyperinflation, soldaters krig på to fronter - fjenden og psykofarmaka

Nyhedsbrev 2016-3

I en tid hvor amerikanske soldater dræber sig selv i et rekordstort antal - 18 veteraner om dagen - bruger de væbnede styrker en formue på et lægemiddel, der er kendt for at øge risikoen for selvmord.

Før militærlægerne var færdige med ham, var den 24-årige maskingeværskytte Andrew Trotto på så mange som 20 forskellige psykiatriske medikamenter. Det startede i 2008, mens han kæmpede i Sadr City i Irak, hvor han havde svært ved at falde i søvn - et udbredt problem blandt soldater i kampzoner. Det første lægemiddel, militærlægerne ifølge Trotto greb til mod søvnproblemer, Seroquel, er et såkaldt atypisk antipsykotikum oprindeligt udviklet til behandling af skizofreni og bipolar lidelse. "De uddelte det lort som var det slik. Du får et glas til 10 dage, og hvis du løber tør, giver de dig mere." Hans krop tilpassede sig efterhånden til pillen, så doserne blev forhøjet og snart var han oppe på at tage en dosis, beregnet til egentlige psykotiske patienter. "De havde ingen anelse om, hvad de havde gang i," siger Trotto om militærlægerne, der ordinerede pillerne. "De sætter dig bare på et lægemiddel, og hvis det ikke virker, sætter de dig på noget andet. Prøv dette. Prøv dette. Prøv dette".

Selvom hans hjerne var forurenet med psykofarmaka fortsatte han med at indgå i dag-til-dag kamphandlinger - natmissioner med husgennemsøgninger. Ud over Seroquel, tog han Zoloft mod angst og Vicodin til at lindre smerterne fra en gammel rygskade - og han blev stadig smidt i kamp. "Lad mig minde dig om," siger han, "Jeg var en skytte, fuldstændig banket ud af mit sind. En hel del af os var på Seroquel og antidepressiva."

Efterhånden begyndte han at miste grebet om sit liv, siger han. I bakspejlet, er han sikker på, at det var medicinen, der skubbede ham ud over kanten. Han begyndte at se syner og høre stemmer. Mens han var i en aflastningsenhed for soldater i Kuwait, forsøgte han at tage en overdosis Seroquel, men det resulterede kun i to dages bevidstløshed. En dag låste han sig inde med en ladt M16 i munden, men han formåede at besinde sig nok til at søge hjælp. "Jeg fortalte dem, 'I er nødt til at gøre noget, ellers jeg vil tage andre med mig '."

Han blev sendt hjem til en indslusningsenhed for veteraner i Colorado, men et år senere forsøgte han at tage en overdosis i sit badekar. Trottos far fortæller, at sergenten, der ledsagede hans søn tilbage til Colorado, havde fortalt ham, "at han så det gå ned ad bakke for Andrew i det øjeblik de satte ham på Seroquel."

Trottos nedtur burde ikke være overraskende for dem, som har læst Seroquels sorte boks-mærkat, der advarer om lægemidlets potentiale til at forårsage selvmordstendenser hos nogle patienter. Men Seroquel var kun et af flere lægemidler, Trotto blev givet, både i Irak og i veteranhjemmet i Colorado, og som bærer sådanne advarsler. Det sker på trods af en hidtil uset selvmordsrate blandt amerikanske soldater og disse lægemidler er blandt den hyppigst ordinerede medicin i det amerikanske militær og på veteranhjemmene.

Amerikanske soldater (aktive såvel som pensionerede) har aldrig været mere medicinerede end nu: I 2010 tog mere end 213.000 aktive soldater (ca. 20 % af alle aktive militærpersoner) medicin militæret anser som "høj risiko" - fra epilepsi-medicin til psykofarmaka som Seroquel. Men hvad der mere utroligt er, at Seroquel og andre antipsykotika er dyre (op til $ 10 pr. dosis), og aldrig eftervist at være effektive til behandling af de tilstande militæret og veteranhjemmene oftest ordinerer dem mod, søvnløshed og PTSD (Post-Traumatisk Stress-Syndrom). Men det forhindrede ikke, at forbruget af dem i militæret tidobledes mellem 2002 og 2009.

Ifølge Forsvarsministeriet var der i 2010 omkring 11.000 aktive soldater alene på Seroquel. Seroquel hører ligesom Risperdal til klassen af atypiske antipsykotika. Ifølge Dr. David Healy, grundlæggeren af RxISK.org, begik 33 patienter på atypiske antipsykotika selvmord under kliniske afprøvninger af disse lægemidler, mens ingen af dem, som fik placebo gjorde det.

Problemet er måske ikke indlysende for militæret, men det begynder at se vanvittigt ud for alle andre. "Jeg var virkelig ved at gå op i limningen over hæren", siger Andrew Trottos mor, Gina Doyle. "Det var en helt igennem amerikansk dreng. Han havde aldrig haft psykiske problemer eller problemer med selvmord. De tog en ung mand, der reagerede normalt på en unormal situation - krig - og de skovlede antipsykotisk medicin i ham. Jeg så ham blive en helt anden person. Min søn tog 18 kg på som følge af alle disse medikamenter. Hans hænder rystede, og han sagde, 'Jeg føler mig som en zombie'. De pumpede min søn fuld af medicin, og jeg så ham langsomt dø."

Andrew Trotto er nu trappet ud af alle de medikamenter, han engang var ordineret af læger i militæret og på veteranhjemmet. Han har også tabt de 18 kg, han tog på som følge af medicineringen, men har stadig traumerne fra krigen. Han siger, "jeg kan vågne op om morgenen og ikke være en total zombie. Der er ingen selvmordstanker eller mordfantasier mere. Jeg har stadig mine problemer med PTSD - vrede, mareridt og erindringsglimt, men jeg er i stand til at håndtere dem og kontrollere dem meget bedre end da jeg var på medicin". Hans tid i uniform og dens eftervirkninger har gjort ham bitter over for militæret og medicinalindustrien. "Jeg gør alt holistisk nu. Jeg beroliger mig selv ved at sidde i saunaen. Jeg vil ikke gå til en læge og tage pillerne."

Det kan uddrages mange moraler fra historien ovenfor:
1) Den psykiatriske medicinalindustris marketingmaskine og lobbyvirksomhed sammen med velvillige psykiatere er åbenlyst meget stærk, når det har kunnet komme til dette vanvid af medicineringer med talrige livsfarlige præparater og de mange selvmord. Der dør langt flere amerikanske soldater af selvmord end i krig.
2) Off-label ordinering af receptpligtig medicin (dvs. ordinering af en medicin til andre anvendelser end den er godkendt til) er almindeligt accepteret i lægestanden og selvom medicinalindustrien har fået bøder for at fremme det, holder den sig ikke tilbage med at støtte off-label anvendelser af medicin. Der er brug for lovgivning, der også straffer læger hårdt, når de udskriver medicin off-label.
3) Læger ordinerer ofte en ny medicin i kombination med andre lægemidler patienten allerede får uden at have nogen anelse om, hvordan virkninger og bivirkninger af disse vil påvirke hinanden og dermed hvilken effekt den samlede cocktail vil have på patienten. Denne praksis må stoppes med lovgivning med krav om, at ikke kun lægemidler men også kombinationer af lægemidler skal godkendes. Lægemidler griber ind i kroppens naturlige biokemiske processer på forskellig vis og det er sund fornuft, at jo flere forskellige af den slags indgreb der er på samme tid, desto større er sandsynligheden for at de modarbejder hinanden og skaber uønskede effekter.

Desværre har vi ikke tilsvarende data om tilstanden i det danske militær, men man hører jævnligt lignende historier om multimedicinering fra plejehjemsbeboere i Danmark.

Kilde: http://www.mensjournal.com/magazine/the-militarys-billion-dollar-pill-problem-20130116