Begrebet "teoretisk evidens" i psykiatrien

Nyhedsbrev 2018-7

I sundhedsvæsenet kræves der i forbindelse med godkendelse af behandlinger og lægemidler i stigende grad evidens, dvs. beviser for virkning. Man taler om evidensbaseret viden. Det gælder formelt naturligvis også i psykiatrien, hvor det imidlertid desværre typisk viser sig, at de fremlagte "beviser" i forbindelse med psykofarmakas virkninger og bivirkninger ikke er sandfærdige. Fx viste en stor undersøgelse sidste år, at lykkepiller skader mere end de gavner, og alligevel var det lykkedes den psykiatriske medicinalindustri at få sådanne lægemidler godkendt og solgt med stor profit over de seneste 30 år, ja sågar den dag i dag.

Denne tendens i psykiatrien at designe kliniske undersøgelser af psykofarmaka, sortere i dataene og fremlægge resultater på en måde, så psykofarmaka misvisende fremstår som virkningsfulde og ufarlige, er baggrunden for begrebet evidens-biaseret viden (Nyhedsbrev 2017-13). Begrebet dækker over, at det mere eller mindre allerede på forhånd er besluttet, hvad undersøgelser af psykofarmaka skal vise, og det så drejer sig om at manipulere dataene, så de ønskede resultater fremstår.

En ting er svindel med forsøgsdata, men i psykiatrien er der en dybereliggende bias¹⁾, som Raben Rosenbergs i sit seneste bekendelsesskrift om psykiatrien²⁾ i ramme alvor betegner "teoretisk evidens" (s. 401). Det er evidens eller beviser, som "foreligger" udelukkende pÃ¥ grundlag af en teori.

Kun psykiatrien kan operere med sådan et begreb og det er et vidnesbyrd om det fuldstændige fravær af videnskabeligt grundlag i psykiatrien. Evidens handler om håndfaste beviser for et eller andet og intet som helst kan bevises ud fra en teori. Evidens kan først foreligge, når en teori har vist sig at holde vand i praksis.

Den tragiske sandhed er, at psykiatrien udtænker en eller anden teori bag psykiatriske sygdomme og så med uigennemtrængelige skyklapper anvender den teori på deres stakkels patienter med de værktøjer de nu engang har til rådighed, dvs. psykofarmaka, tvang og elektrochok. Der går typisk nogle år før det bliver klart, hvor store skadevirkninger et bestemt psykofarmakum har, og så har den psykiatriske medicinalindustri allerede lanceret et nyt på markedet.

Et par citater fra Raben Rosenbergs seneste bekendelsesskrift er meget illustrative for psykiatriens væsen:

"Ved psykiatriske lidelser er det dog oftest hypotetiske mekanismer, vi henviser til." (Side 149)

"Forskningen i de sidste 75 år har til fulde vist, hvor vanskeligt det er at opstille teorier og modeller for psykiske lidelser." (Side 367)

"Et af problemerne ved udvikling af nye psykofarmaka er også, at der ikke er sket nye, væsentlige gennembrud i forståelsen af sygdomsprocesserne. Lægemidlerne udvikles fortsat primært ud fra de klassiske neurotransmitterteorier, som næppe fanger de kausale forstyrrelser ved lidelserne. Man har udviklet mere og mere specifikke hæmmere af serotoninoptagelsen i synapserne (de såkaldte SSRI-præparater) for så at opdage, at specificitet ikke nødvendigvis betød øget effekt, måske snarere tværtimod, og det førte så til udvikling af andre antidepressiva med bredere receptorprofil, fx med virkning både på serotonin- og noradrenalinoptagelsen, de såkaldte SNRI-præparater." (Side 405)

Klarere bevis for, at psykiatriske patienter er forsøgskaniner i forbindelse med psykiatriens udokumenterede "teoretiske evidens" kan man næsten ikke få.

I forbindelse med udgivelse af en bog om det i vid udstrækning dødelige hvide snit³⁾, som blev udført fra omkring 1940 til 1983, udtalte daværende sundhedsminister Bertel Haarder⁴⁾:

"Med nutidens øjne er det næsten ubegribeligt, at man tog de chancer uden at være sikker på resultaterne. Men forklaringen er jo, at man langt op mod vor tid ikke så udviklingshæmmede og psykisk syge som ligeværdige mennesker. Man så deres liv som værdiløse".

Lad os give et bud på, hvad sundhedsministeren i 2040 kunne sige om psykiatrien i 2018:

Med nutidens øjne er det næsten ubegribeligt, at man tog den chance at tillade psykiatrien at eksperimentere med patienters hjerner på grundlag af udokumenteret "teoretisk evidens" uden at have nogen ide om resultaterne. Men forklaringen er jo, at psykiatriens grundlæggende væsen ikke har ændret sig i historiens løb og at den stadig ikke ser udviklingshæmmede og psykisk syge som ligeværdige mennesker. Man ser deres liv som værdiløse. Vi er nødt til at indse, at psykiatrien ikke kan hjælpe mennesker med psykiske problemer, men at den alligevel vil fortsætte med de skadelige metoder lige så længe, samfundet betaler dens løn.

1) Politikens Nudansk Ordbog: bias: forudindtagethed mod nogen eller noget = FORUDINDTAGETHED, PARTISKHED, FORDOM, det at et enkelt element får langt større betydning end andre = SLAGSIDE.
2) Raben Rosenberg, PSYKIATRIENS GRUNDLAG - historie, filosofi og videnskab. Aarhus Universitets forlag, 2016.
3) Jesper Vaczy Kragh, Det hvide snit, Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983. Syddansk Universitetsforlag, 2010.
4) https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/udviklingsh%C3%A6mmede-b%C3%B8rn-fik-det-hvide-snit-0

FÅ VORES NYHEDBREV GRATIS LEVERET TIL DIN E-MAIL. TILMELD DIG HER.