En dødsensfarlig cocktail: TERM-modellen og regeringens forslag om en diagnosegaranti

En dødsensfarlig cocktail: TERM-modellen og regeringens forslag om en diagnosegaranti

Nyhedsbrev 2012-13

TERM-modellen 1) indført i Danmark af psykiatere på Aarhus Universitetshospital er en udgiftsbombe under det danske sundhedsvæsen og en karrusel, som gør patienter til kastebolde i et system, der har psykiatrien som endestation.

TERM-modellen er helt igennem psykiatriens værk og vil udsætte endnu flere borgere for psykofarmaka eller andre psykiatriske "behandlingsformer". Skulle man være i tvivl om det, behøver man blot at læse baggrundsmaterialet til et efteruddannelsesprogram for ikke-psykiatriske læger i TERM-modellen.1)

Den store "visdom" i TERM-modellen er, at hvis en patients symptomer ikke kan forklares eller udredes som havende deres årsag i et eller andet fysisk ved kroppen, så er lidelsen psykisk betinget og der er behov for psykiatrisk udredning og behandling.

Her er et par smagsprøver baseret på efteruddannelsesprogrammet:


  • Det hævdes, at psykiatere har bevist, at mindst 20-30 % af patienter, som henvender sig hos egen læge, har en egentlig psykisk lidelse.

  • Hvorfor spilde en masse penge på test for ikke-psykiatriske diagnoser, når der er stor sandsynlighed for, at patientens symptomer er psykisk betinget - lad psykiaterne komme ind noget tidligere. Alment praktiserende læger skal uddannes i at interviewe som psykiatere gør.

Hele TERM-modellens mål med hurtigst muligt at lede flest mulig patienter over i psykiatrien er gruopvækkende. Tænk hvis ens læge ikke er helt så fagligt dygtig og derfor ikke kan diagnosticere en fysisk lidelse, så risikerer man at havne hos en psykiater, der ser en hypokonder med vrangforestillinger eller forstyrrelser, som skriger på psykofarmaka.

Regeringens nylige udspil om en 4-ugers diagnosegaranti og sidestilling af det psykiatriske og det somatiske (de håndgribelige sygdomme) område er som snydt ud af næsen på psykiaterne. Når den tid sundhedsvæsenet har til at udrede og stille en diagnose forkortes, så forkortes vejen til psykiatrien for den enkelte patient og risikoen for en psykiatrisk fejldiagnose i stedet for en korrekt somatisk diagnose stiger.

Det kan ikke undre, at direktøren for Psykiatrifonden er begejstret for regeringens plan, og hun minder også lige om, at regeringen bør sende flere penge til psykiatrien for at klare den øgede tilstrømning af patienter.2)

Derfor, TERM-modellen og regeringens behandlingsgaranti er en dødsensfarlig cocktail!

1) http://www.aarhussygehus.dk/files/Hospital/Aarhus/Neurocentret/Forskningsenheden for Funktionelle Lidelser og Psykosomatik/pdf-filer/TERM-materiale/TERM-uptodate.pdf

2) http://www.psykiatrifonden.dk/forside/nyheder/seneste-nyheder-2/ny-diagnosegaranti-er-et-skridt-i-den-rigtige-retning

 

FÅ VORES NYHEDBREV GRATIS LEVERET TIL DIN E-MAIL. TILMELD DIG HER.