Ny illoyalitet i psykiatriens top og stilstand i udvikling af nye psykofarmaka

Nyhedsbrev 2012-23

National Institute of Mental Health (NIMH) i USA er en forskningsinstitution dedikeret til forståelsen, behandlingen og forebyggelsen af psykiske sygdomme og fremme af psykisk sundhed. Med en årlig regeringsbevilling på 1,5 milliarder $ er det verdens største institution af sin art.

Den administrerende direktør for NIMH hedder Dr. Thomas Insel og han har for nylig skrevet en artikel med en opsigtsvækkende udtalelse i tidsskriftet Science Translational Medicine:

Antipsykotiske og antidepressive lægemidler har været nogle af de mest profitable kemiske stoffer for firmaer i lægemiddelindustrien de seneste 20 år. Men det betyder ikke, at de er effektive. Hvad det betyder, er, at de kan markedsføres og sælges.*

Over de seneste 50 år er mere end 20 antipsykotiske lægemidler og 30 antidepressiver blevet markedsført og de havde et salg på 25 milliarder $ alene i USA i 2011.

I en anden artikel i samme udgave af tidsskriftet skriver Steven Hyman fra Harvard Universitet:

Forskning til udvikling af nye lægemidler til behandling af psykiatriske forstyrrelser så som skizofreni, bipolar forstyrrelse og forskellige former for autisme er næsten gået i stå. På trods af stor udbredelse og uopfyldte medicinske behov nedprioriterer eller ophører store lægemiddelfirmaer med forskning inden for psykiatri og fjerner dermed betydelig kapacitet fra indsatser til udvikling af ny medicin.

Dr. Pierre Blier, professor i psykiatri ved University of Ottawa i Canada, har en nøgtern kommentar:

Mange af disse lægemiddelfirmaer opgiver området nervemedicin, fordi det bliver dyrere og dyrere at udvikle nye lægemidler.*

Hvorfor er det så svært for lægemiddelindustrien at opretholde tidligere tiders profit på psykiatriske lægemidler? Det er der nok to hovedgrunde til:

1) Patenterne er udløbet på mange af de storsælgende psykiatriske lægemidler, så alle frit kan fremstille dem, hvilket presser priserne i bund. Sådan har det altid været i lægemiddelindustrien og det har aldrig været et problem, fordi man hele tiden har udviklet og markedsført nye lægemidler med ny patentbeskyttelse til at sikre profitten. Men med det store antal billige psykofarmaka på markedet er det ikke så ligetil at vise, at et nyt dyrt lægemiddel er så meget bedre end et billigt alternativ, at markedet vil betale en meget højere pris. I den sammenhæng skal man også huske, at der er adskillige beviser på, at fx antidepressiver ikke er mere effektive end placebo. Med andre ord er udfordringen for lægemiddelindustrien, hvordan man overbeviser nogen om, at et nyt lægemiddel, der er placebo underlegen, er betydeligt bedre end et gammelt lægemiddel, der også er placebo underlegen.

2) I de senere år har lægemiddelindustrien måttet betale bøder og erstatninger i milliardklassen for de skader patienter har pådraget sig ved indtagelse af psykofarmaka. Disse sager er blevet så hyppige, at lægemiddelindustrien må tage risikoen for sådanne tab med i budgetterne til vurdering af, om man vil gennemføre udviklingsprojekter med ny psykiatrisk medicin. Der skal ikke tabes mange sager med milliarderstatning før psykofarmaka-projekter bliver uinteressante.

Lad os til slut omskrive de vise ord fra Dr. Insel, direktøren for verdens største psykiatriske forskningsinstitution og en topfigur inden for psykiatri:

Kæmpeprofit på psykiatrisk medicin de seneste 20 år er ikke ensbetydende med, at medicinen virker, men det er et vidnesbyrd om, at markedsføringen har været effektiv. Det skal blive interessant at følge om bølgen af beskæftigede i psykiatrien, som begynder at tvivle på det psykiatriske medicineringsvanvid, vil fortsætte sin brusen.

* http://www.cbc.ca/news/health/story/2012/10/12/psychiatric-drugs.html og Sci. Transl. Med. Vol. 4, Issue 155, 10 October, 2012.

FÅ VORES NYHEDBREV GRATIS LEVERET TIL DIN E-MAIL. TILMELD DIG HER.