Psykiatrisk ekspert-bedrag to år efter skolemassakren på Sandy Hook Elementary School og forbindelsen til Valby
Nyhedsbrev 2014-18
Det er nu to år siden den 20-årige Adam Lanza skød og dræbte 20 elever og 6 lærere på Sandy Hook Elementary School i Newtown, Connecticut, i USA, og nu er der udkommet en officiel 114-sider lang rapport med en analyse af Lanzas medicinske og skolemæssige forhistorie. Lanzas baggrund er blevet gransket af en undersøgelsesgruppe primært bestående af psykiatere.
Hovedkonklusionen i rapporten er, at amokskyderiet skyldtes Lanzas ubehandlede psykiatriske sygdom. Chefpsykiateren ved Hartford Hospital, Dr. Harold Schwartz, som var med i undersøgelsesgruppen udtaler: "Det er ikke, at hans psykiske sygdom var en prædisponerende faktor i denne tragedie. Det var hans ubehandlede psykiske sygdom, der var en prædisponerende faktor".
For lægfolk må forskellen mellem de to sætninger stå hen i det uvisse, men den psykiatriske logik i det fremhæves af Dr. Julian Ford, et andet medlem i undersøgelsesgruppen: "At tillade at sygdomme, der er påvirkelige med medicin, forblev ubehandlede og modstand mod andre typer af følelsesmæssig støtte repræsenterer forældrenes forpassede muligheder for at hjælpe deres søn. Yale-teamet (psykiaterne, som havde Lanza til behandling) tilbød et omfattende behandlingsprogram, men familien trak sig ud af det og samarbejdede ikke med teamet, delvist fordi Fru Lanza (Adam Lanzas mor) ikke troede, at programmet kunne gennemføres og hun ønskede at holde Adam afskærmet."
Psykiaterne fremstiller i undersøgelsesrapporten Adam Lanza som en dreng, de aldrig fik mulighed for at redde fra hans psykiatriske sygdom og fra at begå amokskyderiet. Det var blot et spørgsmål om, at han skulle have haft den anbefalede psykiatriske behandling.
Staten Connecticut har nægtet at offentliggøre Adam Lanzas lægejournaler med den officielle begrundelse, at en afsløring af, hvilke lykkepiller han tog, kunne få en masse mennesker til at stoppe med at tage deres medicin og samarbejde med deres psykiatere - udtalt af Assistant Attorney General Patrick B. Kwanashie.
Den information er imidlertid blevet bragt til offentlighedens kendskab af Adam Lanzas far, som fortæller, at hans søn havde fået Lundbecks lykkepiller Cipramil og Cipralex. Det er velkendt, at bivirkningerne ved lykkepiller er en ting, men abstinenserne ved at ophøre med lykkepiller en anden og endnu mere svært udholdelig oplevelse, hvilket er særlig relevant i Adam Lanzas tilfælde.
Det var netop bivirkningerne ved lykkepillerne, som fik Adam Lanzas mor til at stoppe samarbejdet med psykiaterne fra Yale. Hun havde over for psykiaterne gjort opmærksom på følgende bivirkninger: "Den tredje morgen på Cipralex klagede Adam over svimmelhed og om eftermiddagen var han desorienteret, hans tale var usammenhængende og han kunne ikke engang finde ud af at åbne en pakke cornflakes. Sveden haglede ned af ham og ligefrem dryppede fra hans hænder. Han sagde, at han ikke kunne tænke. Han virkede som en grøntsag". Senere samme dag skrev moderen: "Det eneste, han gør, er at sidde på sit mørke værelse og stirre ud i luften". Herefter stoppede Adam med at tage Cipralex, selvom psykiateren insisterede på, at han havde en biologisk forstyrrelse og havde brug for medicin.
Den samme Yale-psykiater havde tidligere ordineret Cipramil og umiddelbart efter kontaktede Adams mor psykiateren og fortalte, at sønnen var "ude af stand til at løfte sin arm", men også her insisterede psykiateren på at fortsætte med medicinen, hvilket Adams mor modsatte sig i lyset af de alvorlige bivirkninger.
De bivirkninger Adams mor rapporterede er faktisk velkendte for begge Lundbecks lykkepiller. De står sammen med mange andre oplistet som kraftesløshed, muskelstivhed, muskelkramper, konfusion, øget svedtendens og talebesvær.
I lyset af Adam Lanzas massakre springer imidlertid andre kendte bivirkninger ved Lundbecks lykkepiller så som aggressivitet, personlighedsforstyrrelser, hallucinationer og manier særligt i øjnene. Selvom Adam Lanza tilsyneladende kun tog lykkepillerne i en kort periode, ser det ud til, at det kan have været nok til at have bidraget til at udløse amokskyderiet.
Lad os derfor vende tilbage til Dr. Schwartz' forklaring om, at amokskyderiet skyldtes mangel på psykiatrisk behandling. Det må således siges at være en sandhed med modifikationer, idet Adam Lanza faktisk indtog psykiatrisk medicin og nogle af bivirkningerne ved den er netop aggression og vold, dvs. det som Lanza udlevede med sin bersærkergang. Det kan derfor ikke udelukkes, at det faktisk var den psykiatriske behandling af Adam Lanza - og især den ordinerede medicin fra Valby, der førte til det meningsløse tab af 26 menneskeliv på Sandy Hook Elementary School.
http://www.nytimes.com/interactive/2014/11/22/nyregion/report-on-adam-lanza.html?_r=1
http://www.newyorker.com/magazine/2014/03/17/the-reckoning
http://www.prisonplanet.com/state-of-connecticut-refuses-to-release-adam-lanzas-medical-records.html
FÅ VORES NYHEDBREV GRATIS LEVERET TIL DIN E-MAIL. TILMELD DIG HER.
Tweet |