Daniels historie

Det drejer sig om Daniel, en 12 årig dreng, som indlægges på børnepsykiatrisk afdeling på OUH, Odense Universitets hospital i oktober 1994 til hurtig vurdering.

I forbindelse med at Daniel har lavet gentagne gange "telefonfis", er Daniel blevet grebet på fersk gerning af en person fra telefonselskabet. Denne person har truet Daniel med alverdens ulykker, hvis han fortsætter med at lave telefonfis.. Disse trusler har udløst angst og tvangstanker hos Daniel. Daniel bliver i første omgang af egen læge henvist til en neurolog, men da der er 6 måneders ventetid indlægges han i stedet på børnepsykiatrisk afdeling.

På dette tidspunkt konstateres det, at Daniel kommer godt ud af det med andre i klassen og er godt begavet. Der er ingen somatiske skavanker. Han vurderes ikke psykotisk, og der er derfor ingen indikation for at give ham antipsykotisk medicin.

På trods af denne vurdering bliver Daniel kort efter startet med tbl. Trilafon, et stærkt antipsykotisk psykofarmaka, som gives mod skizofreni og er kendt for sine mange alvorlige bivirkninger. Dette psykofarmaka er desuden ikke godkendt til børn og heller ikke til Daniels tilstand. Den ordinerende læge (Jan Jørgensen) er læge under uddannelse på daværende tidspunkt. Til forældrene fortæller lægen, at det er nødvendigt at give Daniel lidt medicin, fordi han har" fransk temperament", og det så vil blive lettere for ham at tilpasse sig deres behandling. Der fortælles intet om, at Trilafon er et middel mod skizofreni, og at det giver bivirkninger. Det fortælles ej heller, at Trilafon ikke er godkendt til børn.

Daniel bliver med det samme dårlig af denne medicin. Han får bivirkninger. Dosis af Trilafon øges og der gives nu også Truxal, også et kraftigt antipsykotisk præparat. Daniel får alle bivirkninger, både de almindelige, de sjældne og de alvorlige. Daniel bliver dårligere og dårligere. August 1995, Daniel er nu i en kritisk tilstand, er så påvirket af medicin, at hans egen mor ikke kan kende sin egen dreng. Han skifter helt personlighed. Han kan ikke stå op og trække vejret, er nødt til at sidde med åben mund uden at bevæge sig, kommer med snorkende lyde. Der stilles den ene diagnose efter den anden, i alt 9 forskellige psykiatriske diagnoser stilles af overlæge Kirsten Hørder, men på intet tidspunkt stopper man med at give denne samme medicin, som kun gør drengen dårligere og dårligere. Daniel er nu blevet 12 år. Uden forældrenes viden eller samtykke bliver Daniel bundet til sengen og tvangsmedicineres, da han ikke vil tage sin medicin. Daniels mor henvender sig gentagne gange, og spørger om han ikke skal have anden behandling og hvad med Daniels skole. (Daniel kommer ikke i skole eller får undervisning i alle disse år) Til sidst er man oppe på at give Trilafon 40 mg dgl og Truxal 222mg dgl. En enorm stor dosis, og så med et præparat der ikke er godkendt til børn. Februar 1996 insisterer moderen på, at Daniel bliver nøjere undersøgt. Han bliver sendt på afd. F (øre, næse og hals afd.) hvor det konstateres at svælgets muskulatur er blevet slap pga medicinering og dette giver vejrtrækningsproblemer.

Medicinen har gjort Daniel kontakt forstyrret, følelsesmæssigt afstumpet, initiativløs og til et helt andet barn. Daniel er stadig ikke psykotisk. Han indstilles nu til skolegang for kontaktforstyrrede børn. Vi er nu nået til januar 1997. Altså 3 år med denne medicin uden ophør og kun forværring af tilstanden.

I denne tidsperiode mellem 1994 og 1997 opsøger Daniel og hans mor i marts 1995 neurolog Anne Korsgård. Hun vurderer, at Daniel har OCD (Obsessive compulsive disorder). OCD er præget af ritualer, tvangstanker og tvangshandlinger. Både neurologen og egen læge taler med lægerne på OUH og peger på at Daniel har symptomerne på OCD og udtaler at han får forkert medicin. Anne Korsgård råder lægerne på OUH til at få henvist Daniel til Risskov, hvor der er en specialist i OCD. Kommunen vil gerne stille kaution for Daniel. På trods af Daniels kritiske tilstand afvises dette af Jan Jørgensen (den behandlende reservelæge), da han udtaler, at de er 100 % sikre på deres diagnose, og derfor ikke vil henvise Daniel til anden specialist. Forældrene orienteres ikke om neurolog Anne Korsgårds mistanke om OCD.

Daniel kommer på Møllebakken, en institution for kontakthæmmede børn i 1997, og udtrappes her af medicin. Der laves psykologisk test, som vurderer at Daniel er fejlopfattet som psykotisk, men at hans handlinger og adfærdsstrategier er forsvarsmekanismer.

I 2002 bliver overlæge Sonja Rasmussen opmærksom på, at der er noget der ikke rigtigt stemmer med Daniels diagnose. Daniel får derfor foretaget en diagnostisk undersøgelse og udredning. På dette tidspunkt får Daniel ingen medicin. Af resultatet fra udredningen fremgår det, at Daniel vurderes til hverken at være psykotisk eller skizofren. Dvs. man har i 8 år behandlet Daniel ud fra en fejlagtig diagnose. Og på trods af denne udredning fortsætter psykiatrisk afdeling på OUH deres virksomhed, baseret på diagnosen skizofreni, og denne undersøgelse og udredning får ingen indflydelse på behandlingen.

I 2003 støder Daniels mor tilfældigt på en brochure om OCD og kan straks se, at Daniels Symptomer fra starten af passede med OCD. Hun kontakter OCD foreningen og får en liste over specialister i OCD. Daniel og moren konsulterer Peter Østergård, en af disse specialister. Her er ingen tvivl. Daniel får stillet diagnosen OCD og starter behandling med SSRI præparat Zoloft og kognitiv terapi, som er almindeligt kendt praksis for denne lidelse. Dette ændrede Daniels liv drastisk til det bedre.

Det er senere blevet bekræftet af adskillige speciallæger, bl.a. den internationalt førende specialist i OCD, Michael A. Jennike, MD, Harvard Medical School, at Daniel har ren OCD. Alle hans symptomer var typiske OCD symptomer. Der er ingen tegn på skizofreni. Jennike udtaler desuden, at var Daniel kommet til en specialist fra starten af, ville han have været kureret på 3 måneder. Ikke nok med at OUH ikke har behandlet Daniels sygdom, de har forværret tilstanden og forårsaget uoprettelig skade.

Siden 2003 og til nu er Daniel kun blevet behandlet for OCD, som nu er under kontrol, men desværre har han nu væsentlige fysiske og psykiske skader forårsaget af den langvarige fejlbehandling fra OUH.

Konklusion fra egen læge er: Daniel er vurderet af flere speciallæger, der samstemmende oplyser, at Daniel har både fysiske og psykiske skader efter den langvarige og unødvendige psykofarmakabehandling. Han er blevet opereret i øverste del af spiserøret p.g.a. muskelsvækkelse. Han har dystoni (ufrivillige spasmer) af nakke og halsmuskler og skader i centralnervesystemet . Krampe i benene, nakkesmerter, kronisk hovedpine, synkebesvær. Overvægtig, konstant træt, søvnforstyrrelse, motorisk uro i kroppen. Uregelmæssig hjertebanken, hedeture, stort brok på spiserøret. Han har stadig åndedrætsbesvær. Udover det har Daniel problemer med koncentrationen, hukommelsen er ødelagt. Panik/angst for lukkede døre – efter tvangsindlæggelse. Panisk angst for sygehuse og det offentlige system, bange for at blive tvangsmedicineret og udsat for fysisk magt igen. Han har posttraumatisk syndrom. Efter at være bedøvet i 10 år er der ting, der ikke kan indhentes.

Hele sagsbehandlingen hos sundhedsvæsenets Patientklagenævn, patientskadeankenævnet, patientforsikringen, lægemiddelskadeankenævnet og retslægerådet bærer præg af, at det mere drejer sig om at forsvare en fejlagtig behandling på OUH, end at foretage en objektiv vurdering. Sagen har været både i by og landsretten. Her er det retslægerådets udtalelser, der lægges til grund for dommen. Der er flere ting i retslægerådets redegørelse, som er helt i strid med almindelig redelighed. F.eks. fremfører Retslægerådet, at behandlingen af Daniel med et antipsykotikum i usædvanlige høje doser, der ikke er godkendt til brug for børn "er i overensstemmelse med anerkendt lægefaglig standard". Angstsygdomme som OCD har man aldrig behandlet med antipsykotika og disse sygdomme kræver ingen hospitalsindlæggelse.